Hvilket herligt vejr!

Det har regnet og blæst en halv pelikan nærmest non stop de sidste 24 timer. Jeg glæder mig kun en lille smule til på fredag, når varmen og stranden kalder på mig :)

Stranden der kalder på mig (+ mig med surf board)

Jeg begyndte på undervisningen i mandags, men har først laboratorietimer, når jeg kommer tilbage fra Bali. Det bliver rigtig sjovt, når man har 5 minutter til at nå fra en lektion til den næste i den anden ende af campus. De tror åbenbart ikke på det akademiske kvarter her, selv om det ville komme en til gode. I går var der welcome back day, og det blev afholdt midt på en bred sti, der går hele vejen gennem campus. Det er egentlig bare stande, hvor der bliver reklameret for alskens tilbud (det er primært kristne og biblioteket der af ukendte årsager er repræsenteret). Jeg kom ud fra en forelæsning, og i al min iver for at følge med, var jeg ubeskrivelig tæt på at falde ned ad en trappe. Det var kun 4 trin, men formåede alligevel at vrikke om på min fod. Selvfølelig stod der en pige for enden af trappen, så jeg prøvede at redde min værdighed, ved at småløbe de sidste 2 trin og lave et frisk gadedrengehop. Tror ikke hun hoppede på den, men prøver at leve i illusionen.
Jeg ved ikke, om det er et komplot mod mig, men jeg er ved at falde konstance (reference: Pubbe). Forleden var jeg meget energisk og havde pumpet den cykel, jeg har fundet i garagen. Jeg ville lige sikle mig en tur til et nærtliggende center, for at se om jeg kunne lokalisere en adapter. Gratis cykel = god cykel, or so I thought! Turen ud gik ganske glimrende, men på turen hjem forvandlede den ellers blide mountainbike sig til en vild hoppe og kastede mig af. Der mangler øjensynligt en skrue, så forhjulet sidder ikke rigtig fast til styret. Da jeg drejede, fortsatte cyklen ligeud. Har tydeligvis været kat i mit tidligere liv, for jeg landede på en eller anden forunderlig måde på benene uden at slå mig. Jeg burde som minimum have slået min anden fortand ud (jeg ved ikke om plastik knækker lettere end det tand er lavet af, men det ville være en total falliterklæring, at slå den samme tand ud twice). Heldigvis var der ingen der så det. Der er bare ikke noget værre end, når folk kommer halsende og spørger 'slog du dig?'. Man svarer alligevel altid nej, selv om man kan se knogle.

Nå, jeg har også været forbi min specialevejleder. Hun virker alle tiders, og jeg vil sige, at man er jordbunden, når man spiser en chocolate chip muffin (og næsten taber den på sin nye studerende) første gang man møder en ny person. Den slags kan bare ikke konsumeres yndefuldt. Jeg har fået en reklamekop og endnu et kort med billede til samlingen. Jeg har også fået et bedre billede af studiekortet, så nu får I begge to :)

Jeg ved ikke om man kan oprette en afstemning, men hvis jeg kunne, så skulle der stemmes om, hvilket billede jeg bedst kan være bekendt. Det øverste hvor jeg har regnvejrshår, der kun krøller i pandehåret på ca. 2 kvadratcentimeter, og min lilla trøje går i et med camouflagebaggrunden? Eller skal det være det nederste, hvor jeg ligner en på 50, der hedder Yvonne og er æresmedlem i den lokale dartklub? Dilemma!

Lidt reklame for et fantastisk land

Synes lige jeg vil gøre lidt reklame for Australien. Når varmen kommer, så bringer det alskens godter med sig. Har fået at vide, at man lige så godt kan øve sig i, at blive gode venner med kakerlakkerne, for de kommer under alle omstændigheder. Har allerede haft mit første møde med en (heldigvis en meget flad og død en, men det tæller stadig). Til dem der ikke ved det, så står kakerlakker på min top 3 over dyr jeg er bange for. Som i panikagtig, pigebange (jeg vil altså stille mig på en stol og skrige indtil nogen fjerner den. Er der ikke en stol, så skubber jeg den nærmeste person foran mig, så denne vil blive spist/rørt ved af kakerlakken først). Jeg kan ikke sige, hvor på top 3 listen den ligger, for den er i skarp konkurrence med tæger (de store regnskovs nogen fra zoologisk have) og igler (any kind). Allerede nu kan jeg sige, at jeg får en rigtig sjov tur til Cairns i februar. Har lavet lovet mit rejsesjak, at tage alle edderkopper (hvilket jeg nu har fundet ud af er virkelig dumt, for så er det mest sandsynligt, at jeg dør som den første), hvis de tager sig af alt andet.
Nå, kom lige ud på et sidespor. Se den her fine reklamefilm og glæd jer til I kommer herned og holder mig med selskab :) 
http://www.youtube.com/watch?v=eNEeq5qGh8I&feature=related

Opdateret profil fordi jeg keder mig

Har nu opdateret min profil med billede og ting jeg er bange for. Billedet er for at virke professionel. Det skal dog noteres at det er et billede af en kage, og at jeg på ingen måde er måde er så godt udstyret fortil. Havde det været tilfældet, så kan jeg næsten garantere, at dette ikke havde været en blog, men en pornofilm, som nævnt i et tidligere indlæg.
Ting jeg er bange for, er opdateret, fordi det allerede er nævnt eller helt sikkert bliver det. Dyr hvis mund man ikke kan se, har ikke tidligere inkluderet edderkopper, men jeg har i dag fået opridset, hvilke dyr man skal undgå for ikke at dø. Dyr hvis mund man ikke kan se, inkluderer derfor edderkopper nu!  

Meget lange dage

Det har været de længste dage ever, siden jeg ankom i søndags. Tirsdag var jeg rundt i, det lidt suspekte, området omkring mit hostel, for at finde en oplader til min ipod (som nu er hip og trendy efter Louise har lagt sej musik på, i forhold til hele BullerFnis albummet, der lå på den som det eneste før), som jeg selvfølgelig har glemt derhjemme. Jeg købte den samme sted som mit autentiske australske kabel til computeren, men opladeren er ikke særlig autentisk - den er meget lang, men intet andet.
Jeg havde medbragt min bog om Australien i mit nye, flotte, miljørigtige reklame-bærenet fra universitetets studenterforening. Var næsten lige så hip og trendy som indholdet på min ipod, selv om jeg følte mig som en mand på 68 på vej i Lidl (denne reference er taget direkte fra Louises far, som jeg har set med et bærenet, der unægtelig ligner mit på en prik). Anyways, når jeg nu havde slæbt min bog med, besluttede jeg mig for en lille (endte med at blive 17 km i Converse) sightseeingtur i centrum. Kiggede på mit kort i det skjulte, da jeg nægter at blive anset som turist. Jeg er heldigvis født med indbygget GPS, så jeg fandt frem til de rigtige steder. Måske lidt ad omveje, men det er der ikke nogen der siger noget til. En af de bedste ting ved turen var, at jeg nu har fundet klare beviser for, hvorfor jeg kun kan føle mig som Native Australian, The White Edition.  

Jeg kan i hvert fald nævne 3 grunde til, at jeg ikke kan være Aboriginal. 1: Jeg er ved gud i himlen ikke musikalsk og kan ikke betjene nogen former for instrumenter (især ikke didgeridoo). 2: Godt nok har jeg krøller, men mit ligner mere en Jew-fro end en afro. 3: Jeg ser på ingen måde godt ud i bodypaint. Det er et look jeg bare ikke kan få til at virke.

Har også fundet ud af, at Royal Copenhagen en is-butik, og ikke porcelæn, på australsk.
Nå, jeg så selvfølgelig operahuset, fordi det er det man gør. Selv om jeg ikke er videre kulturel eller arkitektur entusiast, men jeg var virkelig betaget af en bygning. Måske fordi jeg synes det lignede ridderhjelme, og jeg derfor kunne forholde mig bedre til designet. Lige ved siden af operahuset ligger en kæmpe botanisk have, jeg gik igennem for at komme tilbage til mit hostel. På vejen passerede jeg en kinesisk (I suppose, i virkeligheden kunne de være fra alle asiatiske lande) familie, der alle sammen stod inde på en græsplæne. Idet jeg går forbi, kigger en af mændene på mig, og begynder at sige alt muligt på udenlandsk. Jeg overveje, at råbe 'I don't understand Chineese, you need to speak English' (hvilket ville være tarveligt, hvis han nu ikke var kineser), men valgte i stedet at tage min ipod op ad lommen, og ignorere ham (selv om han blev ved med at råbe). Heldigt for mig, at jeg ikke svarer, når folk taler til mig, for jeg fandt ud af, at det ikke var mig, men barnet i klapvognene lige ved siden af mig, han råbte til. I pinlighedsgrad ville det kun blive overgået af, at gå et helt shopping center i Bangkok tyndt, for senere at finde ud af, at ens nederdel har siddet fast i ens rygsæk, og dermed blottet den ene balde+trusser (de store, fordi man har menstruation), og man kun opdager det, fordi folk kigger rigtig meget, og man føler sig så lækker, at man lige vil rette nederdelen, for at oppe sin hotness-faktor. Og man er 14 år.     
Mine barndomstraumer til side. I går var jeg til min første træning med Australian football. Det var total sjovt, og jeg blev kun ramt i hovedet af bolden en gang. Jeg blev ramt i panden, men først efter en pige havde prøvet at gribe bolden med munden, og en anden med næsen. Så er panden bare så udramatisk, for det giver hverken blod eller blå øjne. Det er lige min type sport, for det handler om ikke at blive tacklet eller at tackle andre.
Jeg er forresten flyttet i går, så nu bor jeg på et fint værelse i et hus jeg deler med et par der er lidt ældre end mig, deres kat og utrolig påtrængende hund. Det er verdens koldeste hus, for man tror ikke på isolering (eller dyner) i det her land. I stedet har man én heater (elektrisk radiator), som man ruller rundt med alt efter hvilket rum man sidder i. Desværre er man ikke så meget på mit værelse, så i går gik jeg i seng med lange træningsbukser, strømper, tshirt og en hættetrøje (med hætten oppe). Har heldigvis fået lov til at låne The House Heater i nat, og jeg henter en ekstra i morgen tidligt. Sweet. 

Jeg tror ikke jeg har givet udtryk for det tidligere, men det er en utrolig dejlig by. Her er så mange parker, at man helt glemmer, at det er en storby. Den er dog ikke bygget til cykler, så det bliver lidt af en udfordring, når jeg skal ud på min første cykeltur. Skal bare lokalisere en cykelpumpe og så er jeg klar!
I morgen skal jeg til orientation med de andre internationale studerende med en afsluttende bbq.

Er der nogen der ved, hvad man skal lave, for at blive godt integreret? Jeg har bbq, surfing, australsk fodbold og solbrændthed på min liste...

Er endelig ude af min Temesta-rus

Vil begynde dette indlæg med at sige tak, fordi jeg stadig er i live! Tænk om man bare kunne sejle eller køre med tog, og stadig være i Sydney på 30 timer. Det er den verden jeg en dag vil leve i. Jeg medtager ikke bus i mine ideelle transportmetoder, for jeg kan ikke forestille mig noget mere nederen, end en bustur til Sydney. Jeg har det dårligt nok med at køre i turistbusser på tilfældige græske ferieøer, fordi man kører uhyggelig tæt på kanten til skrænter. På disse turer sidder jeg normalt helt manisk og nulrer korset i min halskæde, og overbeviser mig selv om, at den indfødte chauffør sagtens kan tale i mobil, råbe af andre billister, drikke vand og køre bussen på samme tid. Kan derfor kun forestille mig, hvordan en tur gennem Himalaya vil være!
Flyveturen gik fint, fordi jeg rejste med min nye yndlings-flyve-kompagnon: Temesta (har desværre kun 3 tilbage, så det bliver et flygtigt (men fortrinligt) venskab)! For at styre mine panikanfald yderligere,har jeg fået en vane med at fortælle the cabin crew, at jeg er panisk angst for at flyve, så de ikke skal tage sig af, når jeg sidder helt opløst af gråd ved siden af en tyk amerikaner på række 9. De tog det meget seriøst på vej fra København til Stockholm. Hele crewet (det vil sige 3 mennesker) var forbi sæde 9D og klemme min skulder og spørge om jeg var okay. En af dem syntes endda at jeg skulle have ekstra trøst i form af en bamse. Han gav mig den samtidig med at han sagde 'vi tænker på dig'. Hvad kan jeg bruge det til, når jeg sidder her og lugter af angst, og min sidekvinde tilbyder mig mint-pastiller (tror hun forvekslede lugten af sved med seriøs dårlig ånde)? Kvinden der sad skråt bag mig stirrede total meget. Kunne ikke rigtig vurdere, om hun troede jeg var lidt tilbage, eller om hun bare var misundelig og selv ville have en bamse. Mine piller var begyndt at virke på dette tidspunkt, så jeg var egentlig pænt ligeglad.
Anyways, resten af turen gik også fint. Vi havde godt nok 2 timers konstant turbulens fra Bangkok til Sydney, men det tog Temesta og jeg i stiv arm.
Da jeg kom til Sydney og havde hentet min bagage, blev jeg vinket til siden sammen med 5 andre, for at en hun d kunne lugte til vores tasker. Synes det var meget dramatisk.
Jeg ringede til mit hostel, for at høre, hvilken shuttle bus jeg skulle tage, og fik at vide, at jeg bare skulle tage en af dem. Jeg stod meget glad og ventede i kulden, men ingen af de 10 busser der kom forbi ville have mig med. Da jeg havde ventet i 2 timer ringede jeg til mit hostel (næsten grædende denne gang), og sagde at ingen ville have mig med og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre (på det tidspunkt var Temesta og jeg måske blevet lidt for gode venner, for man har svært ved at træffe beslutninger, når man tager det). Hun råbte næsten (man kan ikke åbenbart ikke råbe på australsk), at jeg skulle slappe af, og sagde derefter, at jeg skulle tage en taxa, som de ville betale. Da jeg ankom blev jeg vist min seng og faldt om med det samme.

I dag har jeg været ude og finde et kabel til min computer, der passer til australske stikkontaker. Føler mig rimelig native australian (på den hvide måde og ikke på aboriginal måden, for jeg har endnu ikke lært at spille didgeridoo), når jeg nu kan bruge de autentiske australske stik og ikke være fake med min adapter.
Jeg har også været på universitetet, for at blive registreret og få mit studiekort (hvor jeg igen ser helt fortræffelig ud, som jeg altid gør på den slags billeder). I kan selv vurdere det (beklager den ringe kvalitet, men batteriet til mit kamera skal lige lade op).

Jeg skulle ind til it-afdelingen for at få en kode til at logge på universitetets computere, og grinede meget inde i mig selv, da jeg fandt ud af, at 10 ud af 10 ansatte var asiater. Hvad er det med de asiatere og teknik (og ordet 'okay')?
Nå, men i forbindelse med min tur til universitets toilet, stødte jeg på en gåde jeg ikke kunne løse. Oploader lige et billede, så I eventuelt kan hjælpe mig til svaret. Dette var klistret op, på samtlige toiletter, men hvilke personer henvender det sig til?

Jeg kunne selvfølgelig selv være blevet forvirret, men heldigvis var der denne instruktion. Jeg mener dog, at den kunne forbedres ved at tegne tøj på personen. Nu ser det ud som om, at man enten har beholdt sine bukser på (eller er i heldragt) eller at man skal være nøgen.

 

Om mig på en fredag

Hej hej

Inden jeg begynder, vil jeg lige sige, at bloggens navn refererer til 'Kimmie i Australien'. Jeg ved godt, at det kunne sagtens have været titlen på en pornofilm, men sådan er det, når ens mor vælger et strippernavn til sin datter.

Har læst andre folks blogs (<- hvad hedder en blog i flertal på dansk? Har skrevet det i flertal på engelsk, fordi jeg allerede er meget international, og er ved at glemme den danske sprog - (Bri)Gitte (Stalone) Nielsen style), og alle begynder med at introducere sig selv, så jeg vil gøre det samme (også selv om det kun er min familie der læser med).
Jeg er 25 år og studerende. Jeg har tydeligvis en tendens til at skrive ting i parentes, og sætter meget sporadiske kommaer. For det ikke skal være nok, skriver jeg meget indforstået og har en forkærlighed for ordet 'så'.
Jeg rejser til Australien (Sydney) for at studere, og skal være alene de første 2 måneder. Derefter får jeg selskab af min kæreste, Louise, og BFF, Pubbe (aka Pubbes, Pubski, Pubbelas, Pubbelicious, Pubse og Christine).

Skal rejse i morgen og er panisk angst for at flyve. Har heldigvis en læge, der ikke gider tale med mig, så hun udskriver gladeligt nervepiller, hvis det får mig til at skride ud af hendes konsultation. Jeg ÆÆÆLSKER mine nervepiller and that shit works like magic! I stedet for at sidde i flyet inden take off og være strandvasker bleg i hele hovedet (bortset fra mine øjne, der er postkasserøde og opsvulmede af gråd), kan jeg nu se helt normal og rolig ud. Efterlader dog stadig svedige håndmærker på begge armlæn (som jeg under ingen omstændigheder deler med sidemanden, når vi letter), efter jeg har knuget dem i en halv time. Og frekventerer stadig flytoilettet, som en person med uopdaget diabetes. Old habits die hard eller hvad man nu siger.

Føler mig klar til at rejse nu. Har endda fået gratis penge i form af 1000 kr. fra den russiske læge. Til dem der ikke ved hvem det er, så er det ham, j eg boede på gang med i Horsens og jeg hjalp med dansk. Han syntes åbenbart, at jeg skulle have betaling. Jeg glemte brevet, hvor han havde lagt pengene og skrevet en lille hilsen, i min mors bil, da hun havde hente mig fra fastlandet (shit et skod-sted - altså Jylland og ikke min mors bil). Jeg aftalte med min mor, at hun skulle lægge det i postkassen hos Louises forældre, fordi det er der, jeg skal bo inden afrejse. Havde selvfølgelig glemt, at fortælle Louises forældre, at min mor ville lægge brevet (der ikke havde noget navn udover Andrey (den russiske læge)). Da vi kom herhjem i går aftes, kom Louises far og kastede brevet på bordet. Han tog en dyb indånding, for nu at fortælle den dramatiske historie om det fremmede brev, der som minimum måtte være fra østblok-mafiaen. Inden han nåede at sige noget, sagde jeg tak og tog brevet. Han blev meget overrasket, for han havde åbenbart været rundt og tale med samtlige naboer på vejen OG skrevet en email til Andrey. Hov. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var en svipser, og den slags kun sker sjældent, men det er helt klassisk Kimmie og det fortæller meget om, hvem jeg er.

Nå, I må meget gerne kommentere eller sige, hvis jeg skal sende billeder eller noget (selv om de første 2 måneder bliver selvportrætter). Jeg er minus kreativ for ellers havde jeg tegnet, som jeg har set andre gøre. Kan kun tegne (grimme) tændstiksmænd og får/skyer med øjne, mund og ben.
Håber at jeg skriver interessant nok, så jeg får formidlet mine oplevelser ordentligt videre :) Hvis ikke, må I skrive det, så udvikler jeg et drikkespil, der skal spilles samtidig med, at I læser bloggen. På den måde får I i det mindste en god brandert ud af det...

Vil slutte nu, for jeg skal i banken med mine penge fra den russiske læge.