torsdag den 29. september 2011

Græsset er altid grønnere...

En af de mest fantastiske ting ved at bo i udlandet er, at man værdsætter sit eget land 1000 gange mere.
Top 3 over ting jeg savner ved Danmark:

1. RUGBRØD!
2. Mælkeprodukter (fordi folk kigger skævt til en, når man bruger 1 liter creme fraiche om ugen)
3. Vejret

Jeg vil gennemgå min længsel efter gode danske produkter i en meget struktureret punktform, der følger ovenstående.

1. Hvorfor har ingen andre lande forstået det smukke ved rugkernen? Min mund (og min mave for den sags skyld) mangler seriøst en udfordring (ej, det lyder hella nasty, når det bliver sagt på den måde). HVER gang jeg er i supermarkedet for at handle, trykker jeg systematisk på ALLE deres brød, for at være helt sikker på, at jeg ikke overser et rugbrød, der har sneget sig ind på hylden. Jeg havde udviklet en hypotese om, at når jeg kunne finde marinerede sild, så måtte der da også være rugbrød, for de to ting hører sammen (ikke at jeg på nogen måde kan lide sild, men, som man nok kan forstå på dette klageskrig af et indlæg, jeg kan virkelig godt lide rugbrød). Louise og jeg fandt faktisk et brød (der måske var blevet lagt på hylden ved en fejl), der mindede om rugbrød. Jeg brød (hø hø) næsten ud i gråd og holdt det tæt i mine arme, og bønfaldt Louise om jeg ikke nok måtte få det, når nu hun havde fået frugt. Overvej hvor deprimeret jeg blev, da jeg kom hjem og fandt ud af, at det ikke kun er rugkerner, men også salt der er svært undervurderet i det her land. Det var bare som at spise en meget bagt kage. Jeg har nu opgivet søgning efter rugbrød, og satser på at nogen (hint hint) inviterer mig på lækker frokost efter min hjemkomst (jeg tager selvfølgelige gerne imod flere frokostinvitationer).

2. I <3 dairy!!! 'Nuff said!

3. There's a first for everything og jeg troede aldrig jeg skulle sige, at jeg savnede det gode og stabile danske vejr, fordi jeg altid ved, hvordan jeg skal klæde mig på. Ser det koldt ud, så er det nok fordi det er koldt, og jeg tager dermed varmt tøj på. Den logik virker ikke her. Hvis det ser koldt ud, så er det enten koldt eller varmt eller bare lidt midt i mellem. Hvis solen skinner, så bliver den enten ved med at skinne eller også bliver det regnvejr eller også bliver det overskyet uden regn. Sidste mandag tog jeg f.eks. af sted til univeristetet kl 9 i shorts og tank top (til dem der ikke taler street, så er det i følge wikipedia en ærmeløs tshirt, men det lyder bare så usejt og som om jeg selv har klippet ærmerne af). Da jeg så var færdig med øvelser og skulle hjem kl 18, cyklede jeg på det nærmeste med frost i overskægget (her tænker den skarpe læse 'jamen Kimmie, du er jo en pige og har ikke overskæg, hvor frosten kan sidde' og til det kan jeg kun sige, at jeg i den grad har overskæg (hvilket er en underdrivelse, fordi jeg har fuldskæg), men jeg er heldigvis lyshåret, så man kun ser det i den helt rigtige belysning), fordi temperaturen var faldet 10 grader.

For lige at opsummere så vil jeg bare sige, at man altid tror alle andre steder er bedre end der hvor man er, men det er bare løgn og latin. Jeg kan rigtig godt lide Australien, men jeg kan bare lide Danmark lidt bedre :) Jeg savner at folk er ligeglade med hinanden og ikke hele tiden spørger, hvordan man har det. Man skal alligevel lyve, hvis man har det dårligt, for ingen gider høre om ens problemer.

lørdag den 24. september 2011

Spise med Johnsen & Nord

Som titlen indikerer, har jeg overvejet, hvad mit madprogram skal hedde. Hvis det skal rime og være catchy som 'spise med Price', så er jeg fuldstændig blank. Blev ved med at vende tilbage til 'Nord dækker bord', men det lyder bare som om jeg har været på husholdningsskole og nu skal forsøge at finde et arbejde, hvor jeg kan gå til hånde i hjemmet. That ain't happening! Og jeg kan ikke finde noget der rimer på Kimmie (Skodnavn. Hvad kan man bruge det til?) ud over andre navne. Louise skal jo også intergreres, for hun er en alle tiders køkkenhjælp. Hun får ikke altid lov til at hjælpe med maden, men hun er altid klar med mentalt støtte. Også selv om hun bare sidder og spiller Angry Birds og bruger al batteriet på min mobil (jeg er ikke sikker på, at jeg må kalde min nye HTC en mobil, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde den).
Navn eller ej, så har vi i hvert fald lavet æbletærte. Og en meget fin en af slagsen, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kunne ikke finde en instruks på fletlåg, så det blev bare ud fra prøv-dig-frem-metoden. Det viste sig, at det i høj grad minder om julehjertefletning, så jeg kom helt i julestemning og glæder mig nu herre meget til min fødselsdag :)
Jeg prøvede at vriste min mobil ud af Louises små fedtede barne fingre, så jeg kunne tage billeder af processen. Det var ret vanskeligt, så vi indgik kompromis og Louise tog billederne, så hun hurtigere kunne vende tilbage til sit spil.

Det kræver al min viljestyrke ikke at spise ting, der dufter af vanilje. I <3 vanilje!!!

Kitchen helper no 1 har skåret æbler og poserer med two thumps up for at indikere vores sublime arbejde

Imponeret (men mest af alt overrasket) over egne evner til at flette låg

Færdig æblertærte efter kun 4 gange i ovnen

Æbletærte med sour creme. What's not to love?

Det mindre geniale ved processen var, at jeg ikke liiige havde taget højde for, at vi brugte 3 forskellige slags æbler (hvilket i sig selv er imponerende, når man tænker på, at vi i alt brugte 5 æbler), der åbenbart bliver tilberedt på forskellige tidspunkter. I praksis betyder det, at Kimmie tager tærten ud 4 gange (og brænder sig 1), for slukøret at sætte den tilbage i ovnen (med sølvpapir over for ikke at ende med et stort, men dog færdig tilberedt, stykke kul i tærteform) og vente (utålmodigt!).
For ikke at kværne hele tærten selv inviterede vi Pubse på besøg. Inden tærte var vi dog i zoologisk have (igen - yay:). Som nævnt tidligere har Pubbe japserblod i årene, og har et grande kamera der kan tage gode billeder. Hun nægter dog at tage billeder med folk på, så det klarer jeg med min mobil, der tager knap så flotte, men derimod sjove billeder. Louise og jeg tvang Pubbe til at sætte sig på en komodoveran (statue, not the real deal. Givet, det havde været federe, også fordi jeg kan optage video på selv samme telefon (og uploade til youtube), så det havde været en ekstra god oplevelse), så vi kunne tage et billede af hende med byen i baggrunden.

Pubbe på komodoveran. Notér jer at hun stadig er tjekket med solbriller på
Hun blev nødt til at skubbe 2 børn ned og hun var ved at sætte sig på et 3., men det var det hele værd.
Til frokost fik vi en burger. Det var ret underligt, for til min store glæde havde de ikke puttet løg eller agurk i. I stedet havde de erstattet det med 2 iskolde skiver rødbede og lagt det hele ind i en ciabattabolle. Jeg vil vove at kalde dette måltid en fusion mellem en sandwich og en pariserbøf, men jeg synes måske burger er at strække den lidt. Oplevelsen blev kun bedre af at vi delte bord med australske fugle, der bare er indbegrebet af klamme. De slår duer på rådhuspladsen og så er de samtidig store. Hvis man forestiller sig at en hvid bluse er blevet vasket så mange gange, at den har mistet sin Vanish-hvide farve, og i stedet er gået over til en trist, selvmordstruet hvid med gråligt skær, så har man farven på de fugle. Det kan der bare ikke komme noget godt ud af.

Da vi var færdige med Zoo og var på vej hjem, så begyndte det at regne for sindsygt. Jeg har som sådan ikke noget imod regnvejr (heller ikke selv om jeg har klipklappere og tshirt på), men hvis det er lorte støvregn, så magter jeg det bare ikke. Krøller og støvregn er per definition ikke kompatible. Det ender ALTID med at mit hår vokser opad. Man skulle tro at jeg havde fundet det første, det bedste får i en eller anden random lade, barberet det, kigget på ulden på det hårde betongulv og tænkt: 'Hejhov, det kunne da immervæk blive til noget af en smart hat' og så lagt det på mit hoved, som en ulden tophat. JEG HADER STØVREGN!

torsdag den 22. september 2011

Velsignet være fredag

Fredag er min absolut yndlings ugedag. Mange ville sige lørdag, men jeg elsker forventningens glæde, der går hånd i hånd med fredag. Man glæder sig til 2 fridage (det gælder ikke når man er studerende, for så skal man lave lektier), man har tidligere fri end ellers og alting er bare lidt federe end på andre ugedage.
Som I nok kan forstå er jeg i godt humør i dag, hvilket ellers ikke har været tilfældet i de foregående dage. Jeg har fundet ud af, hvor mange afleveringer jeg har, og jeg er tvunget til at aflevere kvalitetsprodukter, fordi karaktererne man får i løbet ad året tæller med i den samlede karakter. Jeg har ellers været vant til at kunne fede den og så gå i panik, når eksamenstiden kom og jeg skulle læse (eller i hvert fald kigge i bøgerne). Jeg er ikke sikker på, om jeg helt forstår pointen med opgaverne. Rapporter er jeg med på, men i går skulle jeg lave en præsentation og aflevere en poster. Her tænker I så "Poster, det må være et smart udtryk, for noget af det der nymodens pjat". Hertil kan jeg så respondere, at det har i fået helt galt i halsen. En poster er et fancy ord for en planche. Og ja, det er "planche" som i "jeg går i 3. klasse (i 1994 hvor vi ikke har power point og det der internet) og klipper ting ud fra ugeblade, så jeg kan lave en flot plakat over trafiksikkerhed". Altså, for lige at opsummere, en moderne måde at viderebringe et budskab. Det mest sørgelige er, at man aldrig ville kunne se forskel på, hvem der havde lavet den lorteplanche. Kimmie, 9 år eller Kimmie, 25 år. Mine kreative klippe/klister/tegne kan ligge på en lillefingernegl. Hvordan jeg fik 8 i billedkunst i gymnasiet, er mig en gåde. Måske er det fordi vi havde vores billedkunstlærer i idræt, og at jeg slog hende i samtlige fysiske udfordringer (her spørger man måske 'Jamen, Kimmie. Hvorfor var du sammen med læreren og ikke en af de andre elever? Fordi Louise og Pubbe hurtigt fandt sammen, og hyggede sig gennem hele processen, og vi var et ulige antal), så hun vidste at jeg kunne banke hende... Måske var det fordi jeg altid sad ved bord med Pubbe. Hun prøvede at bilde os ind, at hun var ved at tegne noget abstrakt, men i virkeligheden var det bare grimhed - i farver.
Jeg er svært ærgelig over, at jeg ikke nåede at tage et billede af mit grønne stykke pap med hvidt papir klistret på.

Mit lille madindlæg i denne uge bliver om mit forsøg på at lave en æbletærte. Jeg har konsulteret Spise med Price, men de har kun Tarte Tatin, og jeg insisterer på at kaste mig ud i et flettet låg. Det bliver lidt på forsøgsbasis (som alt det andet) og det gode er, at jeg denne gang har 2 prøveklude, for jeg tvinger Pübschen (Pubbe, German style, fordi jeg også øver mig i at være mere international) til forstæderne, så hun også kan smage den.
Forresten vil jeg lige tilføje en note, om min indsats for at blive intergreret og mere international. Fordi det er ca. 300 grader varmt udenfor insisterer jeg på at gå med klipklappere every day. Det betaler sig tydeligvis, for min Aussie Tan er endelig begyndt at vise sit ansigt, og jeg er nu den stolte indehaver af blege dansker linjer efter mine klipklappere. Det er en smuk kontrast og nu mangler jeg bare resten af kroppen, men det arbejder jeg videre på i morgen, når stranden kalder (kryds lige fingre for at varmen og solen bliver her). 

mandag den 19. september 2011

Modvind, you fucking suck!

Jeg hater for hårdt på modvind i dag. Efter at have sløset hele dagen, var jeg selvfølgelig ved at komme for sent til laboratorieundervisning (også selv om jeg stod op kl 7.45 og først skulle møde kl 15), så jeg skulle cykle mega hurtigt. Og hver gang, HVER GANG, jeg kommer for sent ud ad døren, så skal jeg køre med stiv kuling lige i sylten. Det var som at deltage i en meget intens omgang spinning, body bike eller hvilket pseudonym det nu går under. Mødte under alle omstændighder kam svedig op til undervisning. Dampede dog hurtigt af, da jeg fandt ud af, at jeg skulle sidde og stirre i 3 timer, fordi vi skulle lave et af de kedeligeste forsøg jeg til dato har deltaget i. Det tog mig tilbage til vores bachelorprojekt, hvor jeg stof og udtog prøver fra de samme kar i 7 timer. Åh, the good old times.
Nu jeg lige taler om pseudonymer, så har jeg overvejet at anskaffe mig et. Jeg er jo wannabe-forfatter-type, når jeg nu sidder har og skribler på min blog, så et cool alias må da være det næste skridt. Det bringer mig videre til et spørgsmål. Hvilket pseudonym ville passe godt til mig? Jeg har tidligere overvejet Kimmie-Lucia [Kimi-Lutjía], men det var fordi jeg havde opstillet en hypotese om, at alle de unge og hippe (dem fra Paradise Hotel, red.) havde 2 navne og dermed var dobbelt så seje. Jeg ved måske bare ikke helt om det navn holder (eller om det er et pseudonym, når det stadig indeholder mit navn), når jeg skriver blog om rejser, hygge og mad. Føler måske mere, at det skal være det navn jeg bruger, når jeg fortæller om mit liv i det hårde gademiljø eller når jeg deltager i de 'næsten' unge mødre.

Jeg tager under alle omstændigheder gerne imod forslag!!!      

Louise og jeg mødtes med El Pubski (jeg ved godt at det burde være La Pubse, når nu hun er hunkøn, men det ligger bare SÅ dårligt i munden) i går, så vi kunne vandre byen tynd. Det var hyggeligt endelig at kunne dele alle indtrykkene med andre end tilfældige forbipasserende, der blev forskrækkede, når jeg højt udbrød 'NØJ' (hvornår har jeg nogensinde sagt nøj. Jeg sagde i virkeligheden 'FÅRK, hvor er det vildt, mand').
Vi var i botanisk have og kigge på planter. Pubbe er kameraansvarlig i øjeblikket, fordi hun har et sygt japser-kamera med teleskoplinse and the whole sjabang (for nu at citere hende). Hun har dog en tendens til at tage billeder som en mand, så hun tager billeder af bygninger i stedet for et sjovt blad med plaster på. Hun skal nok lære det, når Louise og jeg gang på gang tvinger hende til at tage billeder af alt det skrammel vi selv ville gøre.

Jeg har forresten fået min HTC til at virke, så nu kan det være at jeg rent faktisk får taget billeder, hvilket ellers har været en svær proces, når undertegnede nu hele tiden glemmer sit kamera.

lørdag den 17. september 2011

The sun is shining

Hvor er det dog fantastisk, at man kan sidde og skrive sit lille blogindlæg mens man drikker en kop the (af sin Neuroscience Research Australia kop selvfølgelig) og hører Mads og Monopolet, og man ser frem til en tur i biografen (for endelig at se Harry Potter, fordi man stædigt har insisteret på at vente, så man kunne overholde sin Harry Potter tradition, og se den med Louise) og botanisk have.
Min verden er bare lidt bedre, når jeg er sammen med folk jeg godt kan lide. Jeg hentede Louise og Pubse i lufthavnen torsdag morgen (jeg var næsten lige så træt som dem, for jeg havde drukket mig selv fra sans og samling i energidrik, for at kunne skrive min rapport færdig onsdag nat, så jeg havde total hjertebanken og meget åbne øjne, da jeg prøved at gå i seng). De strøg selvfølgelig lige igennem det hele, og skulle ikke stå og vente en time på at vise pas, som jeg skulle. Det er en sjovt ting, når man ikke kan kontrollere sin ansigtsmuskulatur, der hele tiden trækker ens mundviger opad, så man bare ligner en lalleglad idiot. Har smilet i 3 døgn!
Jeg læssede dem af her hjemme, så de lige kunne tage en power nap mens jeg arbejde hårdt i laboratoriet. Da jeg kom hjem tog det al min viljestyrke ikke at vække dem. Da de havde sovet i 3 timer, blev det dog for meget for mig, så jeg vækkede dem og prøvede at argumentere for at de skulle stå op, for ellers ville de få problemer med at vende deres døgnrytme. Det virkede dog kun på Louise (måske også fordi jeg blev ved med at tale til hende), så Pubbe nappede i små 7 timer.
Da der endelig kom liv i den gode pige, så tog vi ind til byen, for at tjekke hende ind på et hostel og finde noget at spise. Vi fandt et meget fint lille pizza sted, hvor jeg kunne udfolde min nyopdagede kærlighed til lam. De putter de sjoveste ting på deres pizzaer (som i græskar og avocado), så det er en meget spændende oplevelse, når man ikke bare kan vælge en standard Hawaii.

Pubbe og Louise har fået klaret de fleste ting på deres to-do lister. Vi mangler bare at finde et sted Pubbe kan bo, men det er måske også lidt vigtigt, så det ikke ender med at hun skal bo på gaden. Ikke at det er det værste land, at bo på gaden, for her er begyndt at blive varmt. En anden positiv ting ville være at man kunne spare på huslejen og få nye venner og en hund (der jo er en obligatorisk accessory, når man er hjemløs). Pubbe er dog bange for hunde, så jeg tror ikke rigtig, at hun har hvad der skal til.

Er der forresten nogen der har inputs til, hvad man skal se, når man er her (ud over den store sten)?  

tirsdag den 13. september 2011

Nyt beach wear

Jeg har fået mig mit helt eget surf board. Og så i blå. For at fuldende pakken (og min lykkerus) erhvervede jeg mig også en våddragt. Jeg så for første gang mig selv i spejlet, efter jeg havde smyget mit diskrete korpus ned i sådan en, og det var faktisk ikke så slemt som jeg havde troet. Min tidligere sammenligning med shape wear holder åbenbart stik, for man ser mindre voluminøs ud med den på. Og den dækker hele kroppen, så man ikke kan se det strandvaskerhvide skin, der udgør overfladen af min krop. Det negative er selvfølgelig, at min krop så heller ikke bliver ramt af solen (kun ansigtet, så jeg ender med meget røde kinder og bleg krop), når jeg har den på. Jeg får det måske til at lyde som om, at det er mit nye hverdagstøj, men det er altså kun til når jeg skal surfe. Det er ikke den jeg vil hoppe i, når jeg skal ned og handle eller noget. Det var lidt af en udfordring at skulle hjem med et bræt på 2,6 meter, når man skal med bussen. Jeg havde dog planlagt mig lidt ud af problemerne, for klokken var omkring 11, så det værste morgentrafik var ovre. Hvad jeg ikke havde planlagt var, at en man i kørestol OG en kvinde med barnevogn skulle med samme bus. Det endte med at jeg måtte stå i midtergangen med mit bræt på skrå, og så støtte al vægten på min skulder. Så er en halv time bare virkelig lang tid! Chaufføren var heller ikke helt tilfreds med mig, for jeg indtog pladsen med klapsæder, så snart barnevognskvinden stod af. Jeg havde bare ikke opdaget, at jeg hvilede brættet op ad stopknappen, som kørestolsbrugere skal trykke på, så chauførren stod ud af sin lille indhegning og skulle til at slå rampen ud 2 gange, før han opdagede at det var mig (der ved et uheld) der trykkede stop. Hov.

Jeg har forresten haft total hold i nakken de sidste par dage, fordi jeg i søndags blev sejlet over af en af de andres board. Blev væltet af en bølge, der knækkede lige i hovedet på mig, og da jeg så prøvede at komme op til overfladen, for at hive lidt luft til mig, så blev jeg på groveste vis sejlet ned af et løssluppent board (heldigvis ramte det mig i baghovedet, så min næse er stadig intakt - ikke at nogen ville kunne se forskel, men det er princippet i det). Jeg har fået et soft board, så jeg kun kan gøre minimal skade på dem jeg kommer til at ramme. Glædes ved tanken om, at jeg ikke kan give nogen åbent kraniebrud.

Jeg må lige knytte en ekstra kommentar/observation/noget jeg undres over til mit indlæg ingen arme, ingen småkager. Der hvor jeg voksede op boede der en dreng, der ikke havde arme, men kun hænder (hvilket var grunden til, at han altid gik med vest og ikke tshirt). Hvordan passer han ind i hele det der arme-småkager? Han kan jo stadig gribe om småkagerne, men hans rækkevidde er om noget mere begrænset end min. Vil han så være skæring med y-aksen, hvis x er armlængde og y er opnået antal af småkager? Der må meget gerne kommenteres, for det er da et af livets store spørgsmål!!!

søndag den 11. september 2011

Ingen arme, ingen småkager

Det er en vending, der har stået meget højt på den principliste jeg er opdraget efter. Jeg har dog efter et par surfing lessons fundet ud af, at jeg har korte arme. Jeg ser de andre bære deres bræt uden problemer, men mine arme er for korte. Det ender med at jeg løfter kejtet med begge arme eller går med det på hovedet som en afrikansk kvinde. Det spørgsmål jeg bliver ved med at stille mig selv er, får jeg færre småkager end folk med lange arme? Jeg sidder og skriver rapporter til den store guldmedalje, så jeg undres meget over, om armlængde og småkagemængde føljes ad. Når man ingen arme har, så får man ingen småkager, så langt er jeg med, men betyder det så, at jo mere arm man så er i besiddelse af, des flere småkager kan man rage til sig? Det vil jeg faktisk gerne vide...

Og kan man forresten have damp uden at have lysten til at bevæge sig hele tiden? Jeg har koncentrationsproblemer og er overbevist om, at der ligger en medicinsk forklaring bag. Det har taget mig 3 dage at skrive en halv rapport, fordi jeg ikke kan koncentrere mig mere end 15 minutter ad gangen. That is sad. Til gengæld får jeg vendt en masse ligegyldige ting med mig selv, som dette blogindlæg bærer tydeligt præg af. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig, når jeg i morgen skal begynde at læse om gæringsprocesser. Måske er jeg bare ved at være lidt ovre hele det her universitetsræs. Det er medd 100% sikkerhed ord jeg kommer til at æde i mig, når jeg har været på arbejdsmarkedet i en uge, eller når det går op for mig, at man ikke bare får 2 måneders sommerferie (åh ja, her prøver jeg igen at snyde, for i virkeligheden bruges de 2 måneder (løgn igen - det er 1 uge fordi man skal modregne procrastination) jo på at læse til reeksamen). Læg lige mærke til parantes i parantes, jeg har tydeligvis et misbrug.

Skulle lige hilse og sige, at min native lasagne var sublim. Ikke bare for at rose egne evner til at mestre den svære kunst, som det nu en gang er at lave lasagne, men også fordi det bare var lækkert kød. Who would have thought? Man skal bare lade være med at tænke på, at det er kænguru, for jeg havde problemer med at skulle se den for mit indre billede mens jeg spiste. Ikke at jeg har de der syge tanker om, at det er synd for dyrene, og at jeg har tænkt mig at blive vegetar (hell no!), men det er underligt, når man kaster sig ud i at spise nye dyr. Også selv om de er hakket helt i stykker, så man ikke kan se at den har været rigtig glad med pels og alt muligt. For lige at summe op på forvirrede tanker og skriblerier - Kænguru gør sig godt i lasagne!
    

fredag den 9. september 2011

Er et skridt nærmere fuld integration!

Titlen på dette indlæg er egentlig kun en halv sandhed, for jeg har i dag taget TO vigtige skridt i den rigtige integrationsretning.
1. Har haft min anden surfing lesson og kan nu semi-stå på brættet. Jeg har også vænnet mig til følelsen af en våddragt, og følte mig næsten nøgen, da jeg skiftede til civil, fordi intet sad malet til min krop. Det er faktisk lidt lissom at have shape wear på. Ved ikke om det stadig er moderne, men sidste år hørte jeg Uffe Buchard sige, at han selv brugte det meget. Føler mig rimelig in! Også selv om det var i Go' morgen, Danmark (ja, det har jeg tid til at se. Er også en integreret del af hr. og fru kakkelbord-klanen - det skal man ikke være for fin til).
2. Er ved at lave mad med kænguru-kød. Det er godt nok lasagne, but it still counts. Er meget spændt på udfaldet. En positiv ting ved kænguru er, at det er ekstremt magert og har et virkelig højt proteinindhold (okay, det var 2 positive ting), så mine muskler kan komme til hægterne igen efter min tur på/i vandet, uden at jeg behøver drikke nasty proteindrik eller gå amok i mælk og æg. Og jeg bliver ikke flæsket. Kan nogen sige 'win-win situation'?? 

Jeg er blevet lidt fanget af hele det der surfingarrangement, så jeg overvejer kraftigt at investere i mit eget board, når nu jeg skal være her så længe og jeg bor forholdsvis tæt på stranden.
Jeg lover, at jeg stadig finder mit Bratz boogie board, så jeg har noget at padle rundt på, når jeg bare er på stranden for at få lidt sunshine.
Jeg forstår forresten godt, hvorfor hajerne holder til her. Vandet er helt fantastisk og på den her årstid går man i for at få varmen. Det er lidt underligt, når vandet er varmere end luften, men det kunne jeg godt blive vant til. Tror måske jeg kommer til at få lidt problemer til sommer, hvis det fortsætter på den måde. Det ender med at jeg bare ligger alle mulige random skyggesteder og sveder.

onsdag den 7. september 2011

Er jeg nede med den engelske grammatik?

Kan uden overhovedet at tænke eller blinke med øjnene svare: NOOO! Hvilket er endnu en grund til at jeg savner Louise (ikke at jeg behøver flere). Min søde kæreste er jo sådan en humanisttype, der lige om snart er uddannet cand. mag. i dansk og engelsk. Hun må vide en ting eller to efterhånden, også selv om hun ikke vil stå ved det. Jeg er ved at skrive en laboratorierapport, og jeg fyrer rundt i grammatiken. Det gode ved at være sådan en tør naturfagsperson, som undertegnede jo nu en gang er (hence, the bad writing and punctuation), er, at man ikke bliver bedømt på formuleringsevner. I hvert fald ikke endnu. Gruer for specialeskrivning, for der bliver der lagt vægt på alles. Det bliver rigtig sjovt for mig.
Det sværeste ved at skrive på engelsk er, at jeg, om muligt, forstår deres kommaregler endnu mindre end de danske. I øjeblikket går jeg ud fra et princip I like to call: Ingen kommaer. Det fungerer meget fint for mig. Word grammatikkontrol er i hvert fald ikke blevet sur endnu, og vi ved jo at word altid har ret. Ligesom Google Translate.

Jeg har bestilt tid til at surfe igen på fredag og søndag. Håber lidt at en enkelt restitueringsdag er nok, men jeg tvivler lidt. Er først lige kommet mig over turen i søndags, men måske vænner mit dvaske korpus sig til det. Jeg krydser i hvert fald fingre.
Det er en fantastisk motionsform, for man opdager først for sent, at ens krop har overskredet alle sine begrænsninger. Jeg kollapsede næsten, da jeg kom ind på land efter 2 timers plasken rundt.

Notér jer venligst et helt indlæg (godt nok et ret kort et, men alligevel) uden skriven om mad. Skulderklap til mig.

tirsdag den 6. september 2011

Ting jeg ikke forstår ved det her land

Efter at have kastet mig ud i endnu at projekt med mad (mini bagels - Yuuum), er jeg begyndt at studse kraftigt over hele det der med afmåling af ting. Når det kommer til nagning, som fremstilling af førnævnte mini bagels jo er, så måler man ting i cups og ikke bare i gram og ml, som er meget lettere for mig at forstå. Jeg kunne prøve at bilde mig selv ind, at det er, fordi de ikke bruger det metriske system (en eller anden fortæl mig, hvad det hedder, når det ikke er det metriske system), men det ville være en fat lie. De tæller distancer i meter og kropsvægt i kilogram, så jeg forstår ikke, hvorfor de skal gøre madlavning til sådan en besværlig proces, når jeg nu for en gangs skyld prøver at følge opskrifter. Fortæl mig det! Nu!

En anden ting jeg har svært ved at vænne mig til er, at man skal takke chaufføren, når man står af bussen. Som om jeg gider sige tak, når jeg ikke en gang må køre på studiebillet, bare fordi det ikke er aussie-blod der løber i mine årer. Det må være mit jyde/jøde hjerte der taler, for jeg bliver svært ærgelig, når jeg ser en mulighed for at spare penge og den så bare bliver taget fra mig. Derfor er mit førstevalg, når det kommer til transportmiddel, min cykel. Åh, det er herligt. Gratis transport OG gratis motion, så bliver man bare glad. Min cykel har også fået det bedre efter jeg slæbte den til lægen, så nu kører hjulet i samme retning som jeg drejer styret. Det gør altså det hele meget lettere. Også selv om cykellægen næsten råbte mig ind i hovedet, at det på ingen måde var en cykel, men et LEGETØJ der på et hvert givent tidspunkt ville falde fra hinanden, og jeg ville komme MEGET slemt til skade. Jeg prøvede at forklare ham, at den var billig (løgn, for den var gratis) og derfor havde jeg godt regnet ud, at det ikke var super kvalitet. Det fnøs han bare af. Nå, men de gode nyheder er, at den ikke er braset sammen endnu, men jeg prøver også, så vidt det er muligt, ikke at køre off-road med den (som jo er meget svært her i storbyen, hvor der er græsklædte skrænter og mulighed for vilde ridt over alt).

Sidste ting jeg ikke forstår er, hvorfor man altid skal spørge folk hvordan det går. Jeg tror, det er en høflighedsting i de engelsktalende lande, der kommer sig af hele det der britiske 'how do you do?'. Alle hilsner er 'Hi, how are you going?'. Hvad fanden gør man så? Skal jeg svare, skal jeg ikke svare? Skal jeg spørge igen (også selv om jeg er ligeglad, fordi jeg ikke kender vedkommende)? Og i så fald, skal jeg sætte mit interesserede ansigt på, hvis de så svarer? Alle de spørgsmål kommer hver eneste fucking gang jeg møder nogen. Jeg magter det bare ikke. I princippet tror jeg ikke, at de lægger mærke til det, hvis man ikke svarer, for det har jeg gjort et par gange, og så taler de bare videre. 

Nu jeg lige har bevæget mig ind på sære høflighedsting, hvordan forklarer man så, konceptet 'Velbekomme/velbekommen'? Altså når man siger det til folk der spiser. Jeg har prøvet at forklare det med, at man anerkender at andre sidder og får sig et måltid, og man derfor ønsker dem at de måtte nyde dette måltid. Er det rigtigt, for da jeg forklarede var det egentlig bare en kæmpe omgang BS fra min side (jeg er fuld af den slags, så jeg behøver ikke en gang tænke mig om, inden jeg lukker lort ud)??

mandag den 5. september 2011

Inspiration kom til mig

Jeg magter det ikke mere. Har spist kødsovs i 6 dage, og skal til at konsumere endnu en portion. Jeg er fuldstændig blottet for inspiration, og har brug for at lave noget nyt og spændende mad (på et meget skrabet budget). Er der nogen ideer? Husk at jeg er kræsen 4 real, og min hade grøntsag numero uno er broccoli. Det mest deprimerende ved det faktum er, at broccoli er en super grøntsag, der kan helbrede, eller i det mindste forebygge, alle sygdomme. Or so they say.
Måske skulle jeg forsøge mig med noget lignende den der film 'Julie & Julia', hvor man skal lave alle opskrifter i en kogebog. Men hvilken kogebog? Jeg får pres over Jamie Oliver, for han bruger altid over 1000 ingredienser, hvoraf 97% er noget man ikke bare har i sit studenter-køkkenskab. Granatæble, No. Fennikelfrø, No. Vaniljeekstrakt, No. Havregryn fra Aldi til $ 0,99, Tjek. Åh, fattigrøvens kogebog... Måske skal jeg lave min egen. Sådan laver du velsmagende mad, når du har 3 ingredienser og ingen penge (eller hvis du bare hellere vil bruge dine penge på en tur til Fiji). Den kunne jeg sikkert sælge til de 4 mennesker i verden, der deler min psykopat mentalitet.

Jeg har været inde og stemme i dag. Det danske generalkonsulat ligger i en meget høj bygning. Nu har jeg ikke rigtig været på arbejdsmarkedet på den der 'jeg er vigtig og går med jakkesæt og attachémappe'-måde, så jeg vidste ikke, at man delte elevatorerne op. Når man skal til 21. etage, så kan man åbenbart ikke tage den elevator, der opererer mellem 1. og 13. etage. Det var jeg åbenbart ikke skarp nok til at finde ud af, så jeg endte på 12. etage (2 gange), inden det gik op for mig, at jeg skulle over på den anden side ad gangen. Hov.
Nå, men jeg var i det mindste genial nok til at kunne afgive min stemme, så det er hermed gjort. I processen opstod der dog en tanke. Hvad er hele det der med at stemme blankt? Betyder det så, at man kun halvvejs har opfyldt sin borgerpligt? I princippet har man jo ikke bidraget til demokratiet, når man ikke har sat et kryds. Er man så bare sofavælger in disguise?

Jeg er ret desperat efter rugbrød, så hvis nogen (mormor?) ligger inde med en opskrift på surdej, må den meget gerne blive sendt min vej. Jeg er inde i en langvarig proces for at fremskaffe rugmel. 

søndag den 4. september 2011

Hells yeah, motherfucker!

Kimmie har haft sin første surfing lesson ever i dag. Startede med at stå op kl. 7 og tage badetøj på. Så ved man bare, at det bliver en god dag. Jeg elsker stranden cirka lige så meget som jeg elsker mine nervepiller (and that is a lot!), så hele det der koncept med badetøj fra morgenstunden gør mig bare glad. Til gengæld er jeg minus fan af solcreme. Generelt bryder jeg mig bare ikke om creme (hvilket måske er grunden til at jeg blev svinet til en laboratorieøvelse, fordi jeg havde herre tør hud og derfor ødelagde vores forsøg. Altså fordi jeg var forsøgsperson, og ikke fordi min tørre hud gjorde verden til et dårligt sted), men lige solcreme er nederen fordi det bare er svært at smørre ud, og fordi det lyser op, så snart man bare tænker på at gå i vandet. Anyways, jeg kastede et enkelt blik på den liter faktor 30, der står på min kommode, og tænkte 'burde jeg tage noget på?'. Jeg konkluderede, at jeg kun skulle være på stranden fra kl. 8-10 og derfor var uden for the danger zone. Hvem er nogen sinde blevet solskoldet kl. 8? Lang næse til mig... Da jeg kom ned til min lille surfer-gruppe, så jeg alle stå og tage solcreme i ansigtet. Skyndte mig selvfølgelig at gøre det samme, så jeg ikke ville være den eneste, der kom tilbage efter 2 timer med 2. gradsforbrændinger i hele face. Jeg kan nu afsløre, at australsk sol ikke er til at spøge med. Min diskrete dunk med solcreme og jeg har bondet så meget i dag, at Pubbelas skal arbejde hårdt for at bibeholde sin titel som BFF.
For at gøre en lang historie kort, så endte alt godt, og jeg kom op og stå på brættet (Cue: stående applaus fra mine yndlingslæsere). Jeg blev dog så overrasket, da det gik op for mig, at jeg faktisk stod helt op, at jeg mistede fokus, fordi jeg var i gang med at lykønske mig selv. Det betød, at jeg kun stod cirka ½ sekund før jeg mistede balancen og faldt i vandet igen. Jeg er meget fortrøstningsfuld og fast besluttet på at gentage min succesoplevelse til min næste lektion. Er ikke helt sikker på, hvornår det bliver, men ringer og booker tid i morgen.
Jeg havde dog svært ved at kontrollere mit bræt, når jeg stod i vandkanten. Bølgerne var ret kraftige, så det resulterede i at jeg fik den sygeste mavepuster, da en bølge skubbede til mit bræt, så jeg ramte mig selv i solar plexus med en af finnerne, der sidder under brættet. Det var en ret genial manøvre, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg er mega busted, og kan mærke ALLE individuelle muskler i min overkrop.

Jeg er forresten ret fascineret af den australske strandkultur. I dag har det været fars dag, så det betyder åbenbart at man tager på stranden (fra kl. 8 - WTF?), og laver sin morgenmad på grill. Der er gasgrille næsten alle offentlige steder, så der lugter altid af kød på grill (hvilket er en af mine yndlings dufte, fordi grill stort set altid er lig med et grande kødorgie). Men det er altså sådan man er på stranden her. Man surfer og griller :)

lørdag den 3. september 2011

Flot nyt billede

Muhaha. Jeg har været så heldig at Nadia har gidet at tegne mig. Jeg synes hun har gjort det godt. Er nu portræteret som en meget glad stenbuk :)
Jeg er på ingen måde kreativ, men prøv af kigge på Nadias blog og se, hvor langt kreativitet kan tage en. Åh, gid jeg kunne tegne...

BOOORING!!!!

OMG, hvor er genetik kedeligt! Har siddet hele dagen (det er løgn, jeg har kun siddet 3 timer, men det andet lyder bedre) og lavet åndssvage online quizzer, og den bog der hører sig til er hella nederen, og jeg fatter seriøst planke af det jeg læser. Hvad sker der for kloge folk, der skriver bøger om kloge ting, men glemmer at det er almindelige dødelige (eller mig - ukoncentreret studerende), der skal læse dem? Og hvorfor skal alting fucking forkortes? Jeg har overvejet at begynde på mine egne forkortelser, bare for at udfordre mine læsere (who am I kidding? Jeg ville udfordre mig selv mere, for jeg kan ikke huske nogen forkortelser). Og det skal helst være forkortelser, der ikke giver nogen mening overhovedet. Ellers skal jeg bare begynde at bruge de seje teenage forkortelser (er tydeligvis allerede startet på det ved begyndelsen af dette indlæg). Min absolutte yndlingsforkortelse af den slags er ROFL ('rolling on the floor laughing' til jer der ikke taler de unges lingo), men det er kun fordi det er sjovt at sige, og fordi det altid er løgn. Der er jo ikke nogen, der falder om af grin og ruller rundt på gulvet. I så fald, så faker de den for hårdt. Undskyld hvis jeg med den (sande) udtalelse har ødelagt en eller andens illusion om at de var rigtig sjove.

Uh, det er gået op for mig, hvor smart og udenlandsdanskeragtig jeg egentlig får lov at være. Tror nok lige der er en der skal brevstemme. Thank you, mr. statsminister, for at være usandsynlig langsom til at udskrive valg, så jeg nåede at komme uden for landets grænser. Og jeg undgår valgkamp! Hvor heldig har man lov til at være?

Nu jeg taler om heldig, så kom jeg lige til at tænke på kartofler (i kan sikkert selv sammensætte den associationsrække). Jeg ved godt, at jeg ikke skal skrive så meget om mad, men jeg har i dag kastet mig ud i at lave Gnocchi. Det var et led i en længere række af overspringshandlinger, fordi jeg ikke gad lave lektier (jeg elsker at have lektier for, for jeg får altid lavet alle de andre kedelige ting, jeg normalt ikke gider). Jeg lavede, som altid, et grundigt researcharbejde, og alle opskrifter sagde at det var mega svært og man skulle forsøge mange gange. Nu har jeg aldrig smagt den slags før, men jeg synes egentlig, at jeg slap heldigt fra det. Megan mener, at jeg skal opgive hele det der farmaceut-ræs og blive kok i stedet. Nu er jeg jo også ved at lære at drikke rødvin, og det ville helt sikkert være et plus i min kokkekarriere. Jeg føler mig så dannet, også selv om jeg altid kun får fyldt ca. 1½ cm rødvin i mit glas...

Og forresten, man kommenterer ved at klikke på '0 kommentarer'. Så skulle der gerne komme et felt frem, som man kan skrive i. I må meget gerne forsøge jer, så jeg ved at jeg har fået åbnet rigtigt.

fredag den 2. september 2011

SPOT!!!

Okay, jeg er lige blevet opmærksom på min egen dumhed. Jeg har nu ændret indstillingerne, så det rent faktisk er muligt at sende en kommentar. Jesus... Kom igen, Kimmie!
Jeg er nu klar til at modtage kommentarer og lykønskninger for min uhåndgribelige snilde hele weekenden :)

På den anden side

Jeg er nu på den anden side af eksamen, og er derfor i virkelig godt humør. Ud over at have ferie, så har jeg også vundet 2 biografbilletter i en af studenterforeningens konkurrencer. Det er rart, når man kan bruge alle de ligegyldige informationer, der er i ens hovede til noget konstruktivt. Hver gang jeg læser til eksamen, går det op for mig, at min begrænsede hjernekapacitet bliver brugt til lagring af ting som jeg ikke skal bruge til noget som helst. Jeg ved de underligeste ting, men er stadig ikke i stand til at memorere de nye kommaregler (hedder det stadig 'nye' eller hedder det bare kommaregler? Og bliver de brugt eller var det bare et modefænomen?) eller forstå, hvordan det lige er, at hjernen opfanger lydbølger. Måske er jeg i virkeligheden bare dårlig til at prioritere...

Om ikke andet så glædes jeg over, at jeg nu kan lægge det bag mig et par dage. Nu kan jeg prøve at finde et arbejde. Jeg har fået anbefalet et sted inde ved operahuset, der hedder Guylian Café. Det er dem, der laver det der mega nasty chokolade i brun og hvid, der altid er formet som muslinger eller søheste. Så vidt jeg kan forstå, så er det dog ikke chokolade de sælger, men bare cafemad til overpriser. Det kan jeg godt leve med.

Jeg har forresten lovet min veninde, Nadia, at jeg ville skrive tiere. Jeg prøvede først at forklare, at ingen gad læse om mine ligegyldige tanker, men det mente hun nok at folk ville komme over. Der sker ikke så meget her, så det kommer ikke til at være vilde eventyr eller noget, der bliver skrevet om, men jeg vil gerne gøre en indsats, for min fine læserskare på 17 mennesker :)

Hov, der er sket en anden positiv ting for mig. Min søde mor mener, at jeg i 1998 er blevet frosset ned sammen med min mobiltelefon, og derfor ikke har fulgt med tiden. Nu kan jeg ikke længere modstå med, synes jeg selv, gode argumenter om Nokias tidsløse design og fantastiske brugervenlighed. Hvis jeg ikke tager imod hendes HTC med 3D skærm (say what now?! Jeg er ikke engang gået over til touch screen), så er jeg næsten sikker på, at hun slår hånden af mig. Hun kan ikke associeres med et så uhipt menneske som mig (også selv om min ipod er opdateret med sej musik og touch screen). Jeg må også sande, at det er lidt kikset, når min mormor er smart med sin iphone (nu med skype - godt gået, mormor), og jeg stadig har min oldie but goldie Nokia. Kan dog varme mig lidt ved tanken om, at Louise er endnu mindre sej end mig, for hun har min aflagte telefon (UDEN kamera).

Har I forresten problemer med at kommentere? Kristina sagde at hun havde problemer med det, så jeg vil bare lige høre. Hvis jeg skal skrive tiere, så har jeg brug for lidt flere tilbagemeldinger, så jeg ved om jeg rammer rigtigt. Og så er det bare hyggeligt at få livstegn fra min hjemstavn.