Camping #4 (Noosa Heads til Hervey Bay)

Beklager at jeg ikke skrev igår, men jeg var ret så træt efter at have været vidne til mord det meste af formiddagen, for derefter at spendere resten af dagen med ofrenes hjerner mellem hænderne.

Tilbage til emnet. Vi nåede endelig til Noosa Heads, hvor vi skulle ud og gå en rask tur. Marlene holdt stand ved bilen, fordi hun kun kunne have bare fødder. Hun havde selvfølgelig ignoreret alle råd, så hendes ben var hævet i en sådan grad, som jeg kun har set hos svært overvægtige kvinder med seriøse veneproblemer. Ud over det havde huden også skiftet farve og changerede mellem pink, lilla og skræmmende.
Vi andre havde fattet vandrestøvlerne (eller Converse), så vi var klar til 8 km op ad bakke (som synes at være temaet i Australien).

Lækre stænger (med super ortopædisk korrekte sko) på vej på tur.

Inden vi kunne gå skulle vi lige tjekke toiletfaciliteterne. Louise spottede selvfølgelig en edderkop, men den her gang var det den største edderkop jeg nogensinde har set (indtil vi kom til White Haven Beach, men det er en historie, der kommer senere). Den sad lige over os og jeg krydsede fingre for at den kunne holde balancen, så den ikke skvattede ned og landede i mit ansigt. Det så ud som om den havde pelskrave på, og mit bud er at den har nedlagt en grå ræv, spist indmaden og så slynget skindet om halsen for at være med på noderne.

Korsedderkopper er so last year.

Jeg ville bare ønske at jeg havde haft noget ved siden af, så man kunne fornemme, hvor stor den var, men nu må I bare tage mit ord for det.

Nå, men af sted vi for. Vi havde valgt en rute, der førte os gennem den største variation af skov/strand, så vi kunne se så meget som muligt. Jeg sætter bare lige lidt billeder ind, så I ikke skal trækkes med en lang, kedelig udredning om forskellig natur.

Åh, hvor er naturen smuk. Myrer på arbejde.

Træ med bryster/testiskler (alt efter hvad man foretrækker).

Kan ikke finde ud af om det er et hult træ eller om det bare vender på vrangen.

Skov næsten kun med hvide træer.

Håndstillingen antyder at Louise enten er ved at synge en ballade eller er ved at lave en dramatisk exit. Diva Hands!

Havde håbet på at kunne gynge i lianen, men det var måske også lidt optimistisk. Lorte jungle. 

Vi er tydeligvis alle sammen 'røre'-børn. Tine har i hvert fald et godt tag om planten.

Lige pludselig nåede vi til havet. Man kan ikke se det, men der er sandstrand ved siden af klipperne. Jo længere vi kom jo flere strande stødte vi på.

Autentisk vandslange der er en integreret del af naturen.

Penis-træ. Hø hø.

Vi brændte kun vores underarme en lille smule, da vi ville hvile dem på blik-gelænderet.

Jeg elsker skygger, der får det til at se ud som om man har muskler. Det fjerner også fokus fra mine svedige shorts, der har søgt tilflugt mellem mine baller.

Efter vores hyggelige gåtur, kørte vi til Hervey Bay for at overnatte inden vi skulle skifte bilen ud og sejle til Fraser Island. Vi fandt en fin lille campingplads, og nåede rent faktisk at lave mad (eller vi satte i hvert fald bordet op og lavede os et par wraps). Da mørket var ved at falde på, var der åbenbart flagermusetræk mod en eller anden ukendt destination, for jeg vil skyde på at omkring 200.00 flagermus fløj hen over os. En af dem havde sat en forkert kurs eller også havde den virus på sit dynamiske sonar-system, for den hamrede ind i en palme ikke så langt fra hvor vi stod. Jeg fik ikke taget noget super godt billede, for belysningen var ikke rigtig til at arbejde med, men I kan få det bedste af dem jeg har.

Alle de sorte pletter er flagermus og det var kun et af de steder de fløj.

 I morgen går turen til Fraser Island og lidt off road driving.



Camping #3 (Byron Bay til McDonalds)

Vores havkajak/delfinspotting tur startede med et solcremesbad. I hvert fald fra min side. Når nu jeg er 26, så har jeg efterhånden lært min hud at kende, og den australske sol er ikke noget man spøger med. Hele det der hul i ozonlaget er åbenbart ikke en joke, og man bliver grillet som en rotisserie-kylling på crack, hvis man ikke tager hele det der solcreme show alvorligt. Når jeg er færdig, er jeg derfor dækket af et 1 cm tykt lag creme på hele kroppen, så det selv kan trænge ind. Godt nok skal jeg så gå en hel dag og glinse som en sveden hamberryg, fordi jeg er så fedtet, men i det mindste bliver jeg brun og ikke alle mulige andre farver. Den morgen holdt jeg et meget langt foredrag for Marlene, for at fortælle hende, hvor meget solcreme jeg tager på og hvorfor. I princippet følte jeg at min super fine moralprædiken var spildt på hende, for hun har boet i Australien selv, og hende hud er som en fesen fløde-Havarti, så jeg regnede med at hun godt vidste, at man skulle smørre meget på. Af en eller anden grund er det åbenbart gået hendes ører forbi, og jeg tabte hende tydeligvis omkring en meget vigtig pointe, da jeg talte til (ikke med) hende, for hun endte med at sidde halvgrædende og duppe sig selv med kølende gel senere på dagen, fordi hun var blevet skamskoldet på havet. 

Grunden til at solcreme er vores ven.

Nå, det var lige et sidespring. Vi var meget spændte på det kajakpjat, for ingen af os havde prøvet det før. Vi blev udstyret med hjelme og redningsveste og så skulle vi selv slæbe vores giga tunge kajak ned til stranden. Ikke at det var specielt langt, men alting er bare lidt værre, når det indvolverer sand.

Tunge kajakker.

Man er bare altid lidt mere lækker, når man har en redningsvest på. Det får i hvert fald mine bryster til at se mega store ud.

Inden vi blev søsat fik vi lidt styreinstruktioner. Vi blev alle sammen meget overraskede over, hvor store bølgerne var, og at vi selv skulle padle ud over brændingen til sikkert/stille vand. Det eneste jeg hørte var 'no matter what - just keep paddling!' og 'left-right-left-right'. Selvfølgelig ville ingen af os først, men heldigvis var andre på holdet ligeglade. Efter vi havde set et hold klare den uden problemer og et hold, der kæntrede hele tiden (næsten også inden de overhovedet havde båden i vand), så var Louise og jeg klar til udfordringen. Vi klarede den forholdsvis smertefrit, så vi kunne bare nyde at se Pubbe og Marlene på vej ud. Efter kun to gange i vandet var der samling på tropperne og vi kunne padle af sted på delfinjagt. På et tidspunkt fik vi lov til at stå op i vores kajak, og jeg var selvfølgelig oppe inden Louise kunne nå at sige nej (jeg tror faktisk hun nåede at skrige 'KIMMIE, NEJ!!!!' ca. 4 gange inden jeg stod, men med selektiv hørelse går tingene lidt bedre. Det uheldige var dog, at jeg glemte at koordinere med hende, da jeg ville sætte mig ned igen, og inden jeg kunne nå at hoppe ud ad kajakken, så var den vendt rundt. Hov.


Jeg forsøger at gøre det godt igen ved i det mindste at være den, der vender kajakken om.

Louise tog det meget pænt. Tror det var fordi folk ikke kom til vores undsætning, men bare sejlede lidt videre mens vi kom op igen. Jeg havde regnet med at hun ville drukne mig (det ville være en udfordring når jeg nu havde redningsvest på), men hun tog det i stiv arm, og kom overraskende hurtigt og meget adræt op igen.
På billedet ser Pubbe og Marlene (orange kajak, der ikke er kæntret ved 6 m dybte (men kæntrede tidligere på 50 cm dybte)) overskudsagtige ud, men det vendte virkelig hurtigt, for efter en kort stund på havet, kunne man i det fjerne ane en søsyg Marlene, der kam ørlede ud over rælingen (eller hvad det nu hedder, når det er en kajak). Hun var den eneste der ikke så delfinerne, da vi endelig fandt et par stykker, for hun var travlt beskætiget med at gense sine havregryn. Det var lidt synd, for hun var den der havde glædet sig mest.
Da vi skulle ind på land igen blev Pubbe og Marlene sendt først af sted, fordi de var dårlige. Jeg ved ikke hvorfor, men de hørte ingen af de instruktioner vi fik om, hvordan man skulle ride på bølgerne ind. Da de blev sendt af sted kunne vi andre derfor læne os tilbage og nyde showet, for da den første bølge ramte deme omkring 20 meter ude, var det eneste man så en kajak, ben, pagajer og en vandflaske, der alle fløj op i luften, for derefter at blive ramt af en ny bølge. Det var først da den ene instruktør svømmede ud og bjergede dem, at de kom i land. Det var good fun for os andre. Louise var en genial styrmand, så vi kom perfekt på bølgerne og landede helt inde på sandet uden problemer :)

Efter vores fine tur i kajak satte vi kurs mod Brisbane og Noosa Heads, hvor vi ville finde et sted at sove.

Bilsightseeing i Brisbane.

Vi skulle have frokost, og jeg ville virkelig gerne have McDonalds. Efter Louise og jeg var i USA forrige sommer, så er jeg blevet ekstremt motorvejs-forvent. Problemet er bare, at Australien ikke rigtig har motorveje, men kun landeveje, hvor man ikke kan finde nogen spisesteder. Vi kørte i over 1 time uden held, så vi endte med at køre rundt i et underligt nybyggerkvarter, fordi vores gps ville vise os vej til en café. Der spiste vi frokost. Da vi havde kørt 10 minutter fandt vi så den første McD. Jeg var kun en lille smule bitter. Især fordi den blev efterfulgt af 15 andre. Jeg insisterede på at vi stoppede, så jeg i det mindste kunne få en softice, men det var også meget belejligt, fordi den lå lige ved siden af en Kmart, hvor vi kunne købe et telt og nogle liggeunderlag til vores videre færden.

I morgen tror jeg vi når til Noosa Heads og Hervey Bay.

Camping #2 (Hunter Valley til Byron Bay)

Efter verdens længste nat i telt satte vi kurs mod Nimbin. Det er en by lille by, som folk har sagt er en oplevelse værd. Efter 3 timers bjergkørsel fandt vi frem til stedet, der bare er en stribe huse malet i sjove farver, og hvor der bliver solgt hash. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har været på Christiania, men jeg var forholdsvis uimponeret over hele scenariet. Måske var det fordi vi blev mødt af en meget råbende, ældre hippie-dame, en 3 benet hund og unge guitarspillende mennsker i en rundkreds. I min verden er det bare overkill, og alt for meget kumbaya-stemining for min sarte, danske person, der helst bare vil have mit personal space i fred i det offentlige rum. Mest af alt tror jeg det var dårlig planlægning fra min side, for vi havde kun tid til at være der i 20 minutter, så vi kunne ikke engang nå en lille snack. Så går lidt af hyggen automatisk af :)

Lille byskilt, så vi var helt sikre på, hvor vi var.

Trebenet hund der manglende ben til trods var alle steder. Måske fordi byen ikke var så stor, men til gengæld var aalt op ad bakke.

Ambasade/informationscenter.

Jeg er ikke helt sikker på om boksen både fungerer som klageboks og politistation, men flot er den!

Louise der er ved at blive ramt af et autentisk folkevognsrugbrød.

Spørgsmål: Er jeg den eneste der synes den figur ligner en penis?

Stalkerhunden.

Fin udsigt fra bjergkørsel.

Da vi havde spenderet vores 20 minutter i Nimbin, kørte vi videre mod Byron Bay for at finde et sted vi kunne overnatte. Det var en virkelig lang køre dag, men vi fik slået lejr på en meget hyggelig campingplads lidt uden for byen.

Louise har tydeligvis ikke kørt længe nok, når der stadig er overskud til at vise sine sweet dance moves.

Hygge omkring aftensmaden. Aggression fra Pubbes side (mest fra min side), fordi dåseåbneren ikke virkede og jeg ville virkelig gerne have tun. Måtte nøjes med en kartoffel med mayo.

Vores lille lejr på en meget fyldt campingplads.

Da vi sad i vores stille circle of trust og slog mave efter maden kom der en mand, og lyste mig i hovedet med en lygte. Jeg syntes måske det var en lige lovlig anmassende måde at skabe kontakt, så jeg skulle lige til at løfte min pegefinger og fortælle ham en sandhed eller to, da han spurgte om vi ville se lidt wildlife action, fordi han havde fundet en pyton på aftentur 10 meter væk fra vores fine etablissement. Vi løb selvfølgelig alle sammen hen for at se, og Pubbe blitsede den lige i face for at få billeder.

Autentisk 1,5 m pyton på tur.  

Den lille oplevelse fik mig til at tænke på, hvor mange forskellige australske dyr man kan blive slået ihjel af. Det gjorde mig kun lidt bange, men ikke bange nok til at begynde at tjekke mine sko for edderkopper. Dagen efter gjorde vi klar til, at havkajakke og kigge efter delfiner, men først havde vi lige tid til at lede efter flere dyr.

Meget påtrængende kalkun.

Jeg fandt en leguan, som vi lige nåede at tage et billede af inden Pubbe skræmte den væk.

Yndlingsdyrene spiser lige lidt morgenmad inden kajak.

I morgen fortæller jeg lidt om vores super delfinspottingtur.

Camping #1

Har endelig overskud til blog!!!! Det har taget mig 4 dage, at komme ovenpå efter vores tur til Cairns, men nu er jeg klar til at skrive igen. Jeg har valgt at bryde turen lidt op, så I ikke bliver fuldstændig mættede, når de fine fortællinger vælter ud af mig. Vi nåede at køre 3500km på 11 dage og tage omkring 1500 billeder. Jeg ser virkelig frem til sorteringsarbejdet, for der er nok blevet taget 100 billeder kun af fisk. Hurra.

Nå, men jeg begynder ved begyndelsen, da Louise og jeg tog af sted for at hente vores campervan. Vi aftalte at jeg skulle køre hjem, så jeg sad i bussen og mentalforberedte mig på at køre i venstre side af vejen i den forkerte side af bilen. Da vi gik med udlejningsmanden hen til bilen, måtte jeg bruge al min opsamlede morgenenergi på ikke at slå en høj engangs latter op, da han sagde at det var en rigtig fin bil. Han slog døren op til verdens mindste/slidte køkken og to bænke betrukket med et eller andet udefineret mønster, og det eneste jeg kunne tænke var 'hmmmm, gad vide hvor vores bagage skal være, for de her 2 kubikmeter er immervæk ikke meget plads, når vi nu er 5 piger og Pubbe i hvert fald pakker for 3'. Mine tanker om plads forsvandt dog som dug for solen, da døren til forsædet blev slået op. Jeg skreg en lille smule, da mit blik faldt på gearet, for det var selvfølgelig manuelt. Alt andet havde været for nemt. Til alt held sad pedalerne som jeg er vant til, så jeg ville i det mindste kunne finde bremsen, og måske på den måde redde os fra at køre i døden lige med det første.
Da vi havde fået nøglerne, satte vi os ind i bilen. Jeg fandt mit zen-sted og begyndte at fragte os tilbage til Redfern. Efter meget skrigeri fra min side og en del 'Du trækker måske lige lidt langt over den her vejbane', 'PAS-PÅ-DU-VAR-LIGE-VED-AT-RAMME-DERES-SIDESPEJL' og 'Jeg synes du klarer den rigtig godt. Har du ikke lyst til at køre hele vejen?' fra Louises endte vi uskadte ved vores destination. Efter de første 30 minutter føltes det lidt lettere at køre, så jeg var ved godt mod igen.
Vi fik lastet bilen og satte kurs mod Aldi, så vi lige kunne fylde køleskabet med lidt gode, tyske produkter.

Pakket bil og en super rejsegruppe klar til tur.

Aldi lå åbenbart i et stort shoppingcenter, så vi skulle lige finde en parkeringsplads. Når man kører i en campervan kan man øjensynligt ikke bruge P-skiltene til noget som helst, for vi blev ført mod en parkeringskælder, hvor jeg blev nødt til at hakke bremsen. Ud fra mine beregninger, så vil bilen ikke kunne komme under 'max højde'-skiltet, når det er ud for min hage og jeg befinder mig siddende i bilen. Derfor måtte jeg, igen skrigende, bakke midt på en MEGET trafikeret vej, for ikke at køre galt allerede første dag. Heldigvis kunne jeg bruge min overudviklede retningssans og få os hen til mere ordnede forhold.

Velfortjent frokost hvor det var tilladt at spise pålæg uden brød (det var en regel jeg lavede uden at indvolvere resten af gruppen).

Da vi havde fået lidt mad indenbords satte vi kurs mod Hunter Valley, der er et vinområde nord for Sydney.

Bagsædehygge.

Ingen af os er interesserede i vin, så vi tog kun dertil for at få et billede og for at kunne sige at vi har været der.

Bevismateriale.

Her vil den super observante læser tænke 'hvor er det dog voksent af Kimmie, som hun står der og får sig et glas vin på marken'. I virkeligheden er det en plastikkop fyldt med Pepsi Max, og jeg står og svinger med en Mint Slice i den anden hånd, mens jeg fortæller ligegyldige anekdoter og udpejer spindelvæv.

Efter lidt gåen rundt i vinmarker begyndte vi at lede efter et sted at slå lejr. Vi endte et lidt skummelt sted, hvor Louise og jeg blev holdt vågne hele natten (fordi vi havde trukket pladserne i teltet), af en mand på coke, der sang med på alle sange han spillede på sin boom blaster.
Morgenen efter vågnede jeg med cirka 1 mio myggestik - alle sammen på mine stakkels fødder. Det var starten på en alle tideres dag, som jeg vil fortælle om i morgen. I får lige et par stemningsbilleder.

Hvad kan jeg sige? Stemningen er i top!

Vores fine bil.

Læg nærke til at alle har lange ærmer på. Det havde jeg også, men burde åbenbart have taget strømper på også. Damn you, mosquitoes!

Insektspray. Helt tydeligt at jeg har valgt den, for jeg går altid efter billedet med kakerlakken på.

Louise 'Holy fuck, er det en gigantisk edderkop, der sidder i den skraldespand Kimmie lige har taget låget af (med sin hånd)'-look.

Mygge-sikkerhedsbagsædet.

Når regnen regner oppe på taget

Stakkels Tine.... De første dage hun var her blev hun solskoldet, men de sidste 3 dage har det bare regenet. Det er som sådan meget fint, for så kan hun restituere og det røde kan lægge sig. På den anden side er det fesent, fordi man så skal finde på indendørs aktiviteter. I dag ville vi have været i akvariet, men de ville af en eller anden grund ikke tage imod nogen af vores visakort, så vi blev enige om at spise sushi i stedet. Efter Tine er kommet, så har jeg fundet ud af, hvor kedelig en by Sydney egentlig er. Der er selvfølgelig operahuset, men så stopper de kendte sightseeingting lissom også. Tine har været alene en del formiddage, fordi jeg har arbejdet og Louise har sovet, men hun havde set det meste allerede den første dag. Så er en uge altså ret lang tid.
Louise dissede os for hårdt i onsdags, fordi hun skulle være ud og spille fandango med folk, der ikke var os, så vi hyggede os i vores eget selskab og sad i en lækker, etnisk duft, fordi folk var ved at lave mad. Synes heller ikke der er noget bedre end duften af kødboller og prut (fra Tine der tydeligvis har et problem med hvedemel) i en stor, herlig blanding.

I morgen skal vi hente vores lille campervan, så vi kan komme væk fra regnen her og køre mod oversvømmelser nordpå. Har lidt gøjseren på over, at skulle venstrekørsle mig vej gennem det australske vildnis. Skal nok se om jeg kan lave et par blogindlæg undervejd, men det hele kommer an på, hvor ofte vi kommer i kontakt med internettet.