Camping #3 (Byron Bay til McDonalds)

Vores havkajak/delfinspotting tur startede med et solcremesbad. I hvert fald fra min side. Når nu jeg er 26, så har jeg efterhånden lært min hud at kende, og den australske sol er ikke noget man spøger med. Hele det der hul i ozonlaget er åbenbart ikke en joke, og man bliver grillet som en rotisserie-kylling på crack, hvis man ikke tager hele det der solcreme show alvorligt. Når jeg er færdig, er jeg derfor dækket af et 1 cm tykt lag creme på hele kroppen, så det selv kan trænge ind. Godt nok skal jeg så gå en hel dag og glinse som en sveden hamberryg, fordi jeg er så fedtet, men i det mindste bliver jeg brun og ikke alle mulige andre farver. Den morgen holdt jeg et meget langt foredrag for Marlene, for at fortælle hende, hvor meget solcreme jeg tager på og hvorfor. I princippet følte jeg at min super fine moralprædiken var spildt på hende, for hun har boet i Australien selv, og hende hud er som en fesen fløde-Havarti, så jeg regnede med at hun godt vidste, at man skulle smørre meget på. Af en eller anden grund er det åbenbart gået hendes ører forbi, og jeg tabte hende tydeligvis omkring en meget vigtig pointe, da jeg talte til (ikke med) hende, for hun endte med at sidde halvgrædende og duppe sig selv med kølende gel senere på dagen, fordi hun var blevet skamskoldet på havet. 

Grunden til at solcreme er vores ven.

Nå, det var lige et sidespring. Vi var meget spændte på det kajakpjat, for ingen af os havde prøvet det før. Vi blev udstyret med hjelme og redningsveste og så skulle vi selv slæbe vores giga tunge kajak ned til stranden. Ikke at det var specielt langt, men alting er bare lidt værre, når det indvolverer sand.

Tunge kajakker.

Man er bare altid lidt mere lækker, når man har en redningsvest på. Det får i hvert fald mine bryster til at se mega store ud.

Inden vi blev søsat fik vi lidt styreinstruktioner. Vi blev alle sammen meget overraskede over, hvor store bølgerne var, og at vi selv skulle padle ud over brændingen til sikkert/stille vand. Det eneste jeg hørte var 'no matter what - just keep paddling!' og 'left-right-left-right'. Selvfølgelig ville ingen af os først, men heldigvis var andre på holdet ligeglade. Efter vi havde set et hold klare den uden problemer og et hold, der kæntrede hele tiden (næsten også inden de overhovedet havde båden i vand), så var Louise og jeg klar til udfordringen. Vi klarede den forholdsvis smertefrit, så vi kunne bare nyde at se Pubbe og Marlene på vej ud. Efter kun to gange i vandet var der samling på tropperne og vi kunne padle af sted på delfinjagt. På et tidspunkt fik vi lov til at stå op i vores kajak, og jeg var selvfølgelig oppe inden Louise kunne nå at sige nej (jeg tror faktisk hun nåede at skrige 'KIMMIE, NEJ!!!!' ca. 4 gange inden jeg stod, men med selektiv hørelse går tingene lidt bedre. Det uheldige var dog, at jeg glemte at koordinere med hende, da jeg ville sætte mig ned igen, og inden jeg kunne nå at hoppe ud ad kajakken, så var den vendt rundt. Hov.


Jeg forsøger at gøre det godt igen ved i det mindste at være den, der vender kajakken om.

Louise tog det meget pænt. Tror det var fordi folk ikke kom til vores undsætning, men bare sejlede lidt videre mens vi kom op igen. Jeg havde regnet med at hun ville drukne mig (det ville være en udfordring når jeg nu havde redningsvest på), men hun tog det i stiv arm, og kom overraskende hurtigt og meget adræt op igen.
På billedet ser Pubbe og Marlene (orange kajak, der ikke er kæntret ved 6 m dybte (men kæntrede tidligere på 50 cm dybte)) overskudsagtige ud, men det vendte virkelig hurtigt, for efter en kort stund på havet, kunne man i det fjerne ane en søsyg Marlene, der kam ørlede ud over rælingen (eller hvad det nu hedder, når det er en kajak). Hun var den eneste der ikke så delfinerne, da vi endelig fandt et par stykker, for hun var travlt beskætiget med at gense sine havregryn. Det var lidt synd, for hun var den der havde glædet sig mest.
Da vi skulle ind på land igen blev Pubbe og Marlene sendt først af sted, fordi de var dårlige. Jeg ved ikke hvorfor, men de hørte ingen af de instruktioner vi fik om, hvordan man skulle ride på bølgerne ind. Da de blev sendt af sted kunne vi andre derfor læne os tilbage og nyde showet, for da den første bølge ramte deme omkring 20 meter ude, var det eneste man så en kajak, ben, pagajer og en vandflaske, der alle fløj op i luften, for derefter at blive ramt af en ny bølge. Det var først da den ene instruktør svømmede ud og bjergede dem, at de kom i land. Det var good fun for os andre. Louise var en genial styrmand, så vi kom perfekt på bølgerne og landede helt inde på sandet uden problemer :)

Efter vores fine tur i kajak satte vi kurs mod Brisbane og Noosa Heads, hvor vi ville finde et sted at sove.

Bilsightseeing i Brisbane.

Vi skulle have frokost, og jeg ville virkelig gerne have McDonalds. Efter Louise og jeg var i USA forrige sommer, så er jeg blevet ekstremt motorvejs-forvent. Problemet er bare, at Australien ikke rigtig har motorveje, men kun landeveje, hvor man ikke kan finde nogen spisesteder. Vi kørte i over 1 time uden held, så vi endte med at køre rundt i et underligt nybyggerkvarter, fordi vores gps ville vise os vej til en café. Der spiste vi frokost. Da vi havde kørt 10 minutter fandt vi så den første McD. Jeg var kun en lille smule bitter. Især fordi den blev efterfulgt af 15 andre. Jeg insisterede på at vi stoppede, så jeg i det mindste kunne få en softice, men det var også meget belejligt, fordi den lå lige ved siden af en Kmart, hvor vi kunne købe et telt og nogle liggeunderlag til vores videre færden.

I morgen tror jeg vi når til Noosa Heads og Hervey Bay.