fredag den 23. marts 2012

Camping #9 (Daintree til Cairns)

Så er jeg tilbage efter 2 MEGET lange uger. Specialet er ved at drive mig til vanvid, men det er vel en del af charmen.
Jeg beretter lige om det sidste stræk på vores lille kør-selv-ferie, og så skal jeg nok begynde at opdatere jer om min super interessante hverdag.

Vi pakkede bilen sammen og kørte mod Daintree Rainforest, der ligger en times kørsel nord for Cairns. I princippet var det ret dårligt planlagt af mig, for det virker underligt at nå til det sidste stop, men så bare passere det, fordi man vil se krokodiller og regnskov (igen). Ud fra hvad vi kunne se på vores GPS (der sidst blev opdateret i 1997) og et kort vi havde fundet i bilen, skulle vi krydse Daintree River med en færge. Louise gik i panik lige inden vi nåede færgen, fordi hun ikke ville køre om bord, og jeg var jo meag trænet efter vores sejlads til Fraser Island, så vi kørte ind på en parkeringsplads for at bytte. Det viste sig, at det åbenbart var ved selv samme parkeringplads, at krokodillebådede havde afgang, og at vores GPS og kort havde løjet os lige op i ansigtet. Assholes.

Så skal der spottes krokodiller!

Den lille båd med vores kaptain. Denne gang slap vi for piratsnak, og jeg fik en kop kakao. Så kan man vist tale om 100% forbedring.

Pga. årstiden kunne man næsten kun finde babykrokodiller, fordi de store ligger på bunden af floden og feder den.

Næh, regnskov.

Vandstanden varierede en del, fordi det var regntid.

Lille træ i floden, der bragte minderne om Fraser Island tilbage.

Slæbefærge som både GPS og kort ville have os med. Notér jer lige vejret i baggrunden.  

10 minutter efter ovenstående billede. Vi blev fanget i en diskret byge.  

Togdannelse for at undslippe regnen, hvilket ikke fungerede, for vi blev alle sammen herre våde alligevel.
Vi nåede at se én stor krokodille, men den dykkede meget hurtigt pga. regnen. Jeg ved ikke helt hvorfor, for den var jo allerede i vandet, og så gør lidt regn vel ingen forskel. Sippet.
Efter vores krokodillejagt kørte vi tilbage mod Cairns. Vi ville stoppe ved et par udkigsposter, for at tage billeder af den flotte natur, men jeg nåede ikke at bremse, fordi de hele tiden lå lige efter sving. Det endte med at jeg helt ind ved en strand med herre dårlig udsigt, men heldigvis havde Tine mistet sin ene klipklap, så vi blev nødt til at køre tilbage for at finde den. Det gav mig en chance for at holde ind til siden, uden at gå i panik og uden at køre os ud over en skrænt.

Ensom klipklap, som Louise tyrede ud ad bilen. Vi efterlod den midt på vejen, men først efter jeg havde kørt den over. Vi troede at vi var sluppet af med den, men Tine insisterede på at vi kørte tilbage efter den, så hun ikke kun skulle gå med én sko og se fattig ud.

Snoede veje som vi med glæde kørte frem og tilbage af et par gange, for at blive genforenet med klipklappen.

Endelig et billede fra en bedre udsigtspost.
I Cairns fandt vi ud af, at det hostel vi havde booket åbenbart var overfyldt, så vi var blevet opgraderet til to 4-mandsværelser i stedet for et 8-mandsværelse. Det betød at vi skulle deles op, men tilgengæld betød det også, at vi kunne sove om natten og ikke behøvede at høre på stive amerikanere, der endelig måtte drikke lovligt og derfor tog det der med alkohol ret seriøst.
Cairns har ikke særlig meget at byde på og minder mest af alt om en græsk ferieø, hvor man bare skal vågne op med bræk i håret og tis på skoen, og synes at det var den fedeste aften EVER (man var selvfølgelig for bedugget til at kunne huske noget som helst, men det er det de andre siger, så det er jo sandheden). Tror kun det er esplanaden, der er noget værd. Der har de lavet en pool lige ned til stranden, for man må ikke bade i havet pga. krokodiller og brandmænd.

The Lagoon.

God grund til ikke at bade.

Vejret skifter meget hurtigt, så man ved aldrig, som alle andre steder i Australien, hvad man skal have på.
Fordi Cairns var lidt kedelig, havde vi planlagt ekstra action uden for byen. Louise, Pubbe og jeg blev hentet af en bus og kørt ud i en skov, for at vi kunne hoppe ud fra et 50 meter højt stillads. Når nu vi igen befandt os i regnskov, så vi selvfølgelig crazy dyreliv.

Lige ved ankomst blev Pubbe angrebet af en giga vandrende pind.

Da vi stod og ventede på action sad der en Tree Frog på en parasol og hang ud.

Da vi skulle hjem og stod og ventede på bussen, var en kæmpe hveps (5 cm) igang med at slæbe en edderkop ind i sin hule, for at kunne få en let snack.

Da vi gik over mod trappen, gik Pubbe og snakkede om, at hun hellere ville have haft den ultimative oplevelse med verdens højeste bungee (216 m). Hun skriftede mening, da hun sætte foden på trappens første trin.
Pubbe ville gerne springe for, fordi Louise og jeg skulle springe sammen. Hun var meget overskudsagtig og kunne smile (godt nok lidt stift) og vinke til et kamera inden hun hoppede. Jeg syntes det var lidt ubehageligt, for elastikken var tungere end jeg havde regnet med, så det føltes som om den ville trække en ud over kanten. Jeg er ikke sikker på, at bungy er min sport, for jeg fik slet ikke det samme adrenalinsus, som jeg kunne se, at nogle af de andre fik. Egentlig syntes jeg bare at det gjorde ondt i benene. Måske havde det givet en anden følelse, hvis jeg ikke havde været fyldt til bristepunktet med indtryk fra de forgange dage.

Så ved vi at vi er det rigtige sted. Manden til venstre er ved at sætte den vandrende pind hen på et træ. Pubbe lossede ham næsten i hovedet, fordi hun gik i panik over at det lille dyr sad på hende.

Meget højt tårn, der ser virkelig vakkelvornt ud.

Louise og jeg der springer (jeg skriger selvfølgelig som et 4 årigt barn og Louise er helt lydløs).

I luften (jeg skriger stadig).

Efter springet blev vi hentet af en mand i en båd, så vi kunne blive sejlet i sikkerhed.
Vi gad ikke at springe mere, så vi tog os en tur i deres jungle swing i stedet. Der bliver man hejst 45 meter op i luften, udløser sig selv og fyrer af sted med 120 km/t. Det er en seriøs gyngetur man får sig der.

Så er vi klar til afgang.

Vi havde tydeligvis mere overskud her end ved bungy.
Alt i alt havde vi en meget fin tur med virkelig mange oplevelser. Nu ser jeg bare frem til de næste ture Louise og jeg skal på, men det er først en gang i maj og juni, for jeg skal lige have det tilpasset med speciale og laboratoriearbejde.

lørdag den 10. marts 2012

Camping #8 (Whitsunday Islands part two)

På vores 2. sejldag fik vi tilbuddet om at komme i land, så vi kunne se en ø med fine planter og Whitehaven Beach, der er en virkelig smuk strand med herre hvidt sand (der ikke holder på varmen, så man kan gå med bare fødder uden at få flamberet sine fodsåler fuldstændigt). Pubbe og Marlene var mega fesne og sagde nej, fordi de ikke gad at have sand på sig, og Louise var stadig sysøg og prøvede desperat at blive klar til at scuba dive senere på dagen. Tine og jeg tog derfor hinanden under armen og blev sejlet ind til øen, så vi kunne komme på en lille vandretur. Jeg var herre vild, fordi kaptajnen sagde at vi kunne komme til at se rokker, hvis vi var heldige.

Fin blomst/plante, hvor jeg fik en spontan trang til at flette et eller andet.

Jeg har gjort det her billede ekstra stort, så jeg er sikker på, at alle kan se den gigantiske edderkop i midten. Vil skyde på at dens spind var omkring 1 kvadratmeter.

Sikke en fin og grøn ø.

Whitehaven Beach.

Okay, det er måske lidt svært at se, men de mørke pletter i vandet er rokker, der ligger og hyggeskvulper i det lave vand.

Tine står og overvejer, om hun gider slæbe rundt på vores vand, eller om hun skal stille det, så hun kan løbe glad rundt i sandet.

Udsigt fra stranden.

Nærbillede af rokke som jeg stod 1 meter væk fra.

Stranden der er glad for at se os.

Vi gik i vandkanten og jagtede småfisk hele vejen rundt i den lille bugt. Tine fik øje på en stor fisk, som vi hellere ville jage, indtil vi fandt ud af at det var en babyhaj. Når man stod stille længe nok kom fiskene ret tæt på, og man kunne se alt igennem det klare vand. Man kunne ikke rigtig bade uden sit stinger suit (fordi deres brandmænd er giftige), så vi gad ikke være på stranden så længe. Efter en times tid på øen ville vi derfor gerne hentes. Vi stod på bredden og svingede med vores trøjer og lavede sprællemænd i 10 minutter, før vi sandede at ingen holdt udkig efter os. Heldigvis kunne vi sende bud med en dame i en speedbåd, så vi blev hentet efter noget tid.
Når solen gik ned om aftenen, kunne man ligge på dækket og se en ubeskrivelig stjernehimmel, fordi der gik et par timer fra solen gik ned til månen stod på. Jeg har aldrig set så mange stjerner i mit liv, så man kunne snildt bruge 2 timer på at stirre op de små lys.

Da vi blev sat af båden dagen efter satte vi kurs mod Townsville. Vi ville gerne tidligt ind på en campingplads, så vi for en gangs skyld kunne nå at lave mad (og bade! 2 dage med saltvand og sved er måske lige i overkanten, når man ikke kan blive skyldet over med en smule ferskvand) og vaske tøj. Vi havde besluttet os for at grille, og jeg endte som grillpasser og Pubbe var salatperson.

fedtet-hår.dk

Jeg nåede gå frem og tilbage efter glemte ting 3 gange, tænde grillen og grille alle vores kyllingespyd på den tid det tog Pubbe at skære 1 salathoved :)

Det er næsten som at være i Danmark (bortset fra at det var varmt).
 
Jeg lægger lige hurtigt et par billeder op af vores sovearrangementer, så I kan få en fornemmelse af, hvor hyggeligt vi havde det.


Næh, sikke dog. Et firben er kommet for at ligge i ske med os inde i bilen.

Var ikke helt tilfreds over en lille kakerlak, der havde fået samme idé som firbenet, og derfor var kravlet op i overkøjen for at ligge i ske med mig. Tine var sød og fjernede den (hun prøvede at narre mig, ved at bruge et stykke papir og sige at hun havde fanget den, men jeg skulle se fysiske beviser inden jeg kunne sove).

Verdens mindste vindue, der skulle give en illusion af lukke luft ind til overkøjen. Jeg kan afsløre at det ikke var tilfældet, hvilket også forklarer svedperlerne på min pande på ovenstående billede.

Telt uden regnslag i et desperat forsøg på at få det til at være køligere.

Dobbeltsengen, hvor man havde dejlig meget plads, og en lækker brise stod ind i ansigtet på en. Åh, hvilken herlig plads.

torsdag den 8. marts 2012

Camping #7 (Whitsunday Islands part one)

Efter vi havde kørt rundt på Fraser Island, følte vi at det var tid til en tid væk fra biler. Vi tog derfor på et 2 dages cruise ved Whitsunday Islands. Cruise er måske så meget sagt, men der var i hvert fald en båd indvolveret. Eller et skib. Hvad fanden hedder sådan et med sejl? Sejlskib? Årh, fuck det - I forstår sikkert, hvad jeg mener.

Inden vi ankom handlede vi ca. 100 kg snacks, så vi havde lidt at hygge os med på den hårde bådtur. Vi parkerede bilen på en parkeringsplads ved havnen, og jeg fik efter 8 forsøg billetautomaten til at tage imod de penge jeg ville give den. Den blev vildt sur, fordi jeg kom alle vores småpenge i, så da jeg havde kastet 50 mønter i den, fik jeg dem alle sammen retur og kunne starte forfra.
Jeg var helt oppe og ringe over det ekstremt klare vand og de mange flotte fisk, så jeg var meget positiv. Marlene var mindre positiv, for hun var stadig solskoldet. Der er jo intet som et par gode dage på havet i høj solskin, der kan kurere sådan en diskret forbrænding.

3 piger der glæder sig rigtig meget til at lære forskellen på styr- og bagbord og til at tale pirat i to døgn.
Ombord på båden mødte vi vores crew, der bestod af to meget søde medhjælpere og en skummel kaptajn, der havde en giga ølmave og en svaghed for Louise. Måske fordi han syntes hun lignede kronprinsessen (er det et kompliment eller en fornærmelse, når HKH er 40 år og mor til 4). Hvis jeg skal beskrive ham med et ord, så vil det være søulk (eller irriterende). Han havde åbenbart været sømand hele sit liv og følte, at det gav os en mere autentisk oplevelse, hvis han talte pirat det meste af tiden. Jeg fik egentlig bare lyst til at sige/råbe 'Så holder du din kæft, og det skal være NU! Og tag så en trøje på!'.   
Marlene fik endelig set delfiner, og det hjalp lidt på humøret. Tror også det hjalp gevaldigt, at hun havde husket at tage en søsygetablet inden afgang (i modsætning til Louise, der lå i sin kahyt kl 18.30, fordi der havde været lige lovlig høj bølgegang). Jeg indsætter lige et par billeder fra sejlturen.

Så er vi på vej. Louise har kun lidt nervøse hænder.

Inden søsyge.

Så er der stemning og fest.

Jeg ser meget glad ud, fordi vi er i fart og vinden derfor blæser. Var sveden resten af tiden.

På billedet se Marlene til venstre og Tine til højre.

Jaaaa, dyreliv. Note til folket: Batfish kan virkelig godt lide daggammelt hvidløgsbrød.

Louise og jeg på vej til prøvedyk med iltflasker og alt muligt.

Jeg prøver desperat at finde læ for solen. Bagsiden var at den enste skyggeplads var lige ved siden af kaptajnen, så jeg løb en risiko for at komme til at røre hans allestedsværende mave.

Kahyt der skulle indeholde et toilet, 2 personer og halvdelen af vores snacks. Jeg sov derfor med 4 poser chips på mit hovede.

Tine er vild og trodser sin vandskræk på 15 meters dybde. Tror måske hun var så optaget af at kigge på min Axl Rose frisure (de unge år, inden han fik fletninger og alt det hejs), at hun glemte hvor hun var.

Sådan ser undertegnede ud efter en hel dags plasken rundt i havet (uden mulighed for bad. Deraf det lidt stramme udtryk, for salten på min hud tillader ikke bevægelse af ansigtsmuskulaturen).  

Solopgang/nedgang.


Solopgang/nedgang.
Jeg vil lige give Tine ekstra applaus for at hun kom i vandet. Det synes jeg altså er ret godt gået, når hun nu virkelig ikke bryder sig om det.
Louise og jeg havde mega optur over, at få gratis scuba diving, for ellers skulle vi have betalt 189 AUD for det. Det var helt vildt, at se alle de flotte farver og underlige fisk ved revet. Vores instruktør var meget sød og holdt fast i os hele vejen, for at vi ikke lige pludselig skulle flyde væk fra hinanden. Det var ret godt, for jeg var mere koncentreret om skiftevis at trække vejret og skrige af begejstring.