Camping #6 (Fraser Island part two)

Udfordring #4: Holde hovedet koldt, når naturen ikke samarbejder og lægger et træ på vejen.
Da jeg efter et par timer havde vænnet mig til det lidt løse underlag, blev jeg selvfølgelig mega kæphøj og blev øjeblikkeligt straffet. Fuck dig, Nemesis! Al min køreglæde forsvandt, da et træ blokerede vejen. Heldigvis er jeg meget optimistisk, så jeg fik Pubbe, Louise og Tine (Marlene meldte sig ud af fællesskabet, fordi hun stadig havde lidt hævede ben, men meldte sig til at tage billeder) til at gå ud og se om de kunne holde de størte grene til side, så jeg kunne køre bilen forbi.

Lortetræ, der ødelægger vores tidsplan.

Heldigvis begyndte Pubbe at fjerne alle kvistene, så de ikke kunne forhindre videre kørsel.

Efter jeg havde overtalt mine superhjælpere til at fjerne sig fra vejen, så jeg ikke ville køre dem ned, fik de fat på grene og kunne holde træet til side.

Manddomsprøve - bestået!

Udfordring #5: Holde hovedet koldt, når naturen ikke samarbejder og lægger sø på vejen.
Da vi havde mental-high-fivet hinanden i cirka en time, var det tid til endnu en prøve, for at vi ikke skulle kede os. Vi (jeg) havde været geniale og planlægge vores tur midt i regntiden, så vi vidste at vi kunne risikere at møde ret store vandpytter. På vores sikkerheds/intro-video havde vi som sagt set virkelig mange tåber vende rundt på hovedet i deres biler, og vi havde fået at vide, at vi skulle tjekke vandpytterne, fordi de kunne være ret dybe. Da vi stødte på en af dem, kunne jeg godt se, at de ikke overdrev, for den fyldte hele vejen, og vi kunne på ingen måde komme udenom. Louise var vandpyt-ansvarlig, så hun gik rundt og stak pinde i for at estimere dybden.

Louise har fundet en meget stor pind, men kan stadig ikke nå ind til midten. Marlene er i sin flotte solskoldningsforebyggende påklædning :)

Siderne bliver undersøgt meget grundigt, men midten er stadig urørt land.

Jeg har fundet verdens mindste pind. Jeg ville bare gerne have at de andre troede jeg hjalp til, og ikke bare stod og hulkede op ad bildøren.

Efter meget lang diskussion, satte jeg mig bag rettet og havde Tine ved siden af for moralsk støtte. Jeg kunne bedre forholde mig til tanken om, at jeg kørte galt med 1 anden i stedet for 4.

Mentalforberedelse.

Thumbs up for at overbevise de andre (og os selv) om, at vi nok skal klare den.

Actionbillede for dramatisk effekt.

Tine ser meget glad ud. 

Udfordring #6: Jage vilde dyr uden at komme til skade.
Pubbe klarede ikke den udfordring så godt, for da hun jagtede en veran gennem skovbunden, kunne man kun høre skrig og se hende komme tilbage med helt forrevne arme og ben. Jeg tror det samme skete, da hun jagtede en skink rundt i en anden skov. Hun fik dog gode billeder ud af det, så det var det hele værd. Eller.... Det var det faktisk ikke, for Louise og Tine fandt en veran senere, der satte sig på en træstub i solen og poserede gladeligt i 5 minutter, så jeg stille og roligt kunne tage billeder af den (uden at komme til skade, men dog ved at bryde loven og stå på et eller andet stakkels menneskes ejendom).

Skink. Jeg ville virkelig gerne holde den, men den løb meget hurtigt.

Pubbes billede af veran.

Mit billede af veran.

Jeg ved ikke om det var den samme veran, der stalkede os rundt på, for at den kunne råbe (på kropssprog) 'in your face, Ho!' til Pubbe.

Udfordring 7: Være på stranden UDEN at bade.
Strømmen omkring Fraser Island er åbenbart ret stærk. Man må ikke bade på den fine strand, for så bliver man taget af strømmen og sendt til New Zealand, hvis man da ikke bliver smagt på af et par hajer først. Man har ellers virkelig meget lyst til at kaste sig ud i bøljerne, fordi det er varmt og man bliver skambidt af sandfluer konstant. Heldigvis er der mange andre ting man kan lave på en strand.

Man kan tage billeder af folk der tager billeder.

Man kan vise, hvad der ville ske med bilen, hvis vi kørte for tæt på vandet.

Man kan løbe væk fra bølgerne (Tine har tydeligvis ikke fået memoet, om at man ikke skal blive stående).

Man kan slå grimme vejrmøller.

Man kan skrive sit navn i sandet (jeg tror det er Pubbes fod, men jeg kan ikke bestemme om der er en klipklap på den eller om den bare er virkelig beskidt).

Vi kom dog til en virkelig smuk sø næste dag, hvor vi kunne skylde de værste sandfluer af og få lidt sunshine.

Glade, kølige mennesker, der har overskud til at vinke.

Hvis man ser bort fra mit citron-face, så vil den skarpe læser i baggrunden se, at både Louise og Marlene tjekker deres egne bryster ud.

Udfordring #8: Spise aftensmad i bilen uden at dø af sved.
Fordi det var mørkt, da vi skulle spise vores lækre aftensmad, blev vi nødt til at sidde inde i bilen. Alle var iført lange ærmer og bukser, fordi vi var ved at være lidt ovre det med sandfluerne, der bed en hele tiden. problemet var bare, at der var cirka 103 grader uden for bilen og derfor var det endnu varmere indenfor. Så kunne vi sidde der og spise vores varme pålæg mens vi var ved at drukne i sved.

Glinsende ansigter og svedigt pandehår.

Pubbe har svedt så meget, at rugbrødsposen har afgivet al sin farve til hende (jeg ved ikke, hvorfor hun har lagt sin serviet der).

Udfordring #9: Campere i regnskov OG få søvn på samme tid.
Det eneste sted vi kunne slå vores små telte op var midt i en regnskov. Og jeg skulle lige hilse og sige, at der er pænt mange dyr, der kan larme på virkelig mange forskellige måder sådan et sted. Jeg vil skyde på, at der har siddet 1 mia. cikader og opildnet hinanden i træerne lige omkring os. Samtidig med larmen var vores telt for kort til at man kunne ligge udstrakt, hvilket lyder voldsomt, når jeg nu kun er 168 cm, men det er sandheden. For at gøre det hele bedre, blev det ikke køligere i løbet ad natten, for træerne stod ret tæt og blokerede for vinden. Tror jeg fik omkring 10 minutters søvn, men jeg skulle jo også bare køre bil dagen efter.

Vores lille, men varme lejr.

Udfordring #10: At nå sin færge, når der hele tiden er modkørende trafik.
Da vi skulle tilbage til fastlandet havde vi booket en færge kl. 15. Vi holdt dog allerede og ventede, da kl. var 12.45, så vi ringede og hørte om vi kunne blive sat på kl 14 i stedet. Vi blev bedt om at vente på at de ringede tilbage, så vi sad og hyggede os i skyggen. Da klokken blev 13.15 blev vi ringet op og de sagde, at det ikke var noget problem at komme med tidligere. De fortalte så samtidig, at vi skulle køre et andet sted hen, men at det kun ville tage 20 minutter. Efter at have boet her et stykke tid, så er vi godt klar over, at australierne er tidsoptimister i en helt anden dimention end man kan forestille sig. Man skal derfor gange alle tider med 2, så vi kunne godt se, at vi ville komme i problemer. Vi løb rundt mellem hinanden, kastede os ind i bilen og satte kurs mod den anden færge. Efter 20 minutter var vi kun halvvejs, så vi gav op og vendte om, så vi i det mindste havde god tid til at nå den først planlagte færge. Godt for os, for da vi sad og talte om, hvor heldigt det var, at vi havde vejene helt for os selv, kom der selvfølgelig modkørende trafik.
Jeg prøvede at bevare roen, og manden der kørte den anden bil var guide og vant til at køre på øen, så han fortalte mig, hvor jeg skulle køre hen, og at de havde masser af tid, så jeg kunne tage det i mit eget tempo. Marlene sad på passagersædet og angstsvedte, fordi hun er bange for højder og vi holdt lige på kanten til en skrænt.
Da vi igen var igang med at lykønske os selv, kom der mere modkørende trafik. Nemesis var tydeligvis ikke færdige med os. Denne gang var det en kæmpe bus, og jeg havde ingen steder at holde ind. Jeg måtte derfor bakke omkring 100 meter rundt om et hjørne, for at holde semi ind til siden. På vejen sad jeg kun fast 4 gange.

Udfordring #11: Lave håndbremsevending på trafikkeret vej, for at se på dyr.
På vej tilbage mod biludlejningsstedet kørte vi glade og talte om, hvor gode vi havde været til at klare ovennævnte udfordringer. Tine skreg pludselig 'KÆNGURUER!!!!'. Vi havde ledt efter de lortedyr i 5 dage, så jeg insisterede på at vende kareten selv om der var giga færgetræk bag mig.

Kænguruer - in the wild.

Kænguruer - stadig in the wild.