onsdag den 30. november 2011

Mit unikke dyretække

Jeg har tidligere berettet om mine evner som dyrehvisker, men de virker åbenbart ikke kun på fluer men også på myg og kakerlakker. Jeg vil skyde på at jeg har omkring 12 myggestik på hvert ben, og de befinder sig ALLE under knæet (bortset fra dem jeg fik igår, hvilket er 3 på den ene baglår og 1 på det andet). Louise har selvfølgelig ingen myggestik, fordi hun er allergisk overfor korte bukser, så det er kun mig, der kradser mig som en hund med skab og jeg ligner nu en spedalsk, fordi jeg ikke stopper bare fordi der går hul på huden. Derfor er alle mine stik blevet til sår, der også klør, så det er bare en ond cirkel.
Jeg har erhvervet mig størstedelen af stikkene for lidt tid siden, da vi grillede med det indiske par vi bor sammen med. De har en mega stor tagterrase ved deres værelse, så der kunne vi sidde og få lidt lækker mad (kun kød - seriøst KUN kød). Jeg sad tættest på muren, så da Louise i et beroligende toneleje sagde 'Kimmie, ikke for at freake dig ud (jeg går altid i panik, når jeg hører de ord), men der sidder en lille bitte kakerlak på muren', frøs jeg til is og vendte mit hovede i slow motion. I samme øjeblik jeg fik øjenkontakt med kakerlakken på muren, var der en eller anden venlig sjæl, der sprayede den så hård i ansigtet, at den faldt ned fra muren og ned på gaden. I et lettelsens suk kiggede jeg mig omkring på terrasen og opdagede til min store fortrydelse, at der sad en kakarlak på hver side af min stol og 4 bag mig. Jeg ved ikke, om jeg var den af os, der mest ligenede en deler, og at de så havde omringet mig, fordi de troede at jeg ville fodre dem, eller om de bare kunne lugte min frygt, for de sad primært omkring min lille havestol. Det eneste jeg kunne gøre var, at løfte fødderne og skrige 'SPRAY, SPRAY', og derefter hvine som en 9 årig pige, mens Louise og Akhil (den indiske mand) løb rundt og dræbte kakerlakker. Det endte heldigvis med at jeg overlevede, men har fået grande paranoia.  
Ud over myg og kakerlakker så er jeg tydeligvis også vildt god til hunde. I går fandt jeg en hund foran vores gadedør. Den lå bare og hyggede sig, men den havde ikke rigtig nogen ejer med sig. I min verden er det underligt, så jeg ville prøve at kigge på dens halsbånd (uden at røre), for at se om der var et nummer jeg kunne ringe til. Det accepterede den også, men da jeg så begyndte at flytte mig lidt bagud for at rejse mig, så gøede den og bed ud efter mig. Jeg ved ikke, om det var dens måde at sige, at jeg skulle blive, fordi den var ensom eller om den bare ikke synes, at jeg flyttede mig hurtigt nok. Under alle omstændigheder råbte jeg 'slap dog af' til den, fordi jeg måske syntes det var at overreagerer en smule. Jeg skyndte mig at låse mig ind, og på vej op til lejligheden stødte jeg ind i et par håndværkertyper på trappen, og jeg spurgte om de vidste hvis hund der var parkeret foran døren. Den ene var meget glad og sagde at det var hans, og om den ikke var en rigtig god hund, der bare blev liggende. Jeg var lige ved at svare, at det var en lortehund og at den ikke en skid blev liggende, da jeg ville forsøge at komme den til undsætning, men jeg smilede bare og nikkede i stedet.

Louise og jeg har fået en chokolaejulekalender (med mælkechokolade - nitte!), fordi vi ikke kan finde et fucking kalenderlys (eller bare et stearinlys, der ikke dufter lækkert af jasmin og vanilje). De tæller åbenbart kun ned med chokolade og ikke med lys her. Nå, men mælkechokolade eller ej, så glæder jeg mig i hvert fald til at åbne den første låge i morgen :) Lover at lægge et billeder ind af kalenderen i morgen.

mandag den 28. november 2011

Rodede tanker

Jeg har tydeligvis et problem med at gå i seng. Jeg ved ikke om det er tanken om igen at skulle sove alene eller om det er fordi, der virkelig er så mange ting jeg liiige skal ordne inden, men jeg sidder altid oppe 3 timer længere end jeg burde. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg er über træt hele tiden, fordi jeg vågner, når Louise får fedtet sig hjem omkring kl 7.30. Det er ikke fordi hun vækker mig, men fordi ingen af os kan holde vores kæft, så jeg vågner altid for meget til bare at kunne lægge mig til at sove igen. It sucks. Hvorfor kan man ikke bare have et genialt soverhjerte som både Louise og Mummi (aka Christines sovenavn)?

Pubbe er trist i øjeblikket, fordi hendes chef ikke giver hende de timer han har lovet hende, og fordi en eller anden har stjålet hendes sødemiddel og gaffel fra hendes skab på hostellet. Det synes jeg godt nok også er grove løjer, så jeg inviterede hende på trøstemiddag. Jeg har lavet lasagne efter en Jamie Oliver opskrift selv om jeg af princip hader hans mad, men det her var fra en fattigmandskogebog, hvor han faktisk tillod at man brugte flåede tomater fra DÅSE! Det er aldrig set før i en af hans opskrifter, så det måtter jeg jo prøve. Vil faktisk mene at det var en succes, så den bliver hermed tilføjet min opskriftsbog. Jeg har også lovet Pubbe, at jeg ville lave hende bearnaisesovs, hvis jeg nogensinde fandt en opskrift uden bearnaiseessens. Igen tak til Spise med Price :) Der skal ikke så meget til at gøre Pubbe glad, så jeg har også lovet at lave jordbærtærte. Jeg ved ikke, hvor godt den kommer til at smage, for de australske jordbær når på ingen måde de danske. Sætter lige lidt billeder ind fra sidste gang The Pub var til middag.

Der er altid ekstra glæde, når vi skal spise.

Mindre succesfuldt drys til gammeldags æblekage. Synes måske lidt mere at det ligner en kyllette fra Netto end karameliseret rasp. Kom igen, Kimmie.

Selvom drysset ikke var så flot og det smagte lidt brændt, så skulle det selvfølgelig stadig på, for at give en autentisk smag.

Forresten er der en ting jeg er blevet opmærksom på under mit børnepasnings-gig. Jeg har åbenbart et navn man let glemmer, og når det først er glemt, så kan man på ingen måde resonere sig frem til det. Den yngste af drengene kunne på ingen måde få det ind i sin hjernekasse med navne, så han kaldte mig de mest syrede ting. Tina, Bettina, Isabella og Klara er alle navne jeg er blevet kaldt. Jeg tror bare han valgte det første navn på listen, for jeg truede ham med at tage hans pandekager fra ham, hvis han ikke kunne huske mit navn, så jeg tror ikke han gjorde det for at provokere. Uden at overdrive tror jeg at jeg har sagt mit navn 100 gange til ham, når jeg kunne høre ham spørge sin storebror 'Hvad er det nu hende hedder?' (fordi han kun brugte hende og aldrig hun). Jeg forstår godt at man kan have svært ved at huske navne. Hver gang jeg skal give hånd og præsenterer mig for nye mennesker, så hører jeg næsten aldrig, hvad de hedder, fordi jeg er så fokuseret på at skulle sige mit eget navn og ikke bare gentage deres. Det ville vare okay, hvis man hilste på en pige, for så kunne man godt have det samme navn, men jeg tror bare ikke, at jeg ville kunne gå for en 'Bjarne'... Og dog, måske med kort hår...  

Og så lige en dejlig nyhed. Louises kusine Mette har født en meget fin lille dreng, så jeg heppede på det rigtige. Nu skal vi bare have sendt billeder herned (hint hint).

lørdag den 26. november 2011

Ja, jeg har dårlig smag

I fredags var Louise og jeg i biografen og se Breaking Dawn. Jeg tilstår gerne at jeg har set alle Twillight-filmene, også selv om de er EKSTREMT dårlige, så jeg havde ingen forventninger til den her film. Jeg ser dem af samme grund, som jeg læste Da Vinci mysteriet (som jeg synes er en elendig bog, fordi jeg gennemskuede den alt for hurtigt), og det er kun for at kunne tale med, når andre folk taler om dem. Betyder det at jeg ligger under for indirekte gruppepres? Under alle omstændigheder synes jeg, til min store overraskelse, at de var sluppet ret godt fra det. Der var dog en enkelt scene med nogle ulve, hvor jeg følte at jeg sad og så en dårlig synkroniseret film, men det kan jeg sagtens se bort fra. Nu er der helt sikkert folk der dømmer mig, men det er jeg lidt ligeglad med. Ja, jeg har dårlig filmsmag, eller også kan jeg bare rigtig godt lide at gå i biografen. Louise var meget let at overtale, for hun er af en eller anden grund i gang med et Kristen Steward trip, så hun sad bare og smilede saligt ved siden af mig gennem hele filmen.

I dag har det været virkelig fugtigt, fordi al den regn der er faldet de sidste 5 dage skal tilbage til skyerne. Det startede ellers med at være overskyet, og det var først da jeg kom ud fra supermarkedet og skulle gå 1,5 km, at solen kom rigtigt frem. Jeg var derfor ikke synderligt imponeret over mit tøjvalg, for jeg havde både lange bukser og en cardigan på. Jeg kunne selvfølgelig bare have taget min trøje af, men jeg havde kun en tank top på inden under, og jeg havde selvfølgelig glemt at fjerne hår under armene. Det kan godt være at det er lidt over share, men det er bare for at forklare, at jeg ikke rigtig havde noget valg. Jeg kunne enten se svedig ud med min cardigan på eller se naturlig ud uden. Jeg ved ikke med jer, men naturlig er bare ikke et look jeg digger. Så er det sagt.

Uh, Louise og jeg venter forresten i spænding på at hendes søde kusine Mette skal føde. 

fredag den 25. november 2011

Om hjem- og juleve

Det er de mest syrede ting, der giver mig hjemve. Jeg savner som sådan ikke personerne (no offence), men mere landet. Det er virkelig underligt, men efter at have boet hernede i noget tid, har jeg lært at sætte utrolig meget pris på Danmark. For et par uger siden sad jeg og facebook stalkede en eller anden sagesløs person (Good God, hvor jeg elsker facebook og folk der skriver alskens lort i deres statusopdateringer), og jeg landede på et billede af Magasin med lys på. Det var lige før jeg fik tårer i øjnene af savn. Jeg magter ikke min absolutte mangel på julestemning, fordi her er varmt (okay det har godt nok været mega koldt i den sidste uges tid, men i morgen bliver det 28 grader) og her er ingen julepynt. Og jeg kan stadig ikke finde andet end deres lorte kalkuner. Jeg vil ha' min and og ikke jeres tørre skodfugl! Louise og jeg tog til et område der hedder The Rocks, for det er det eneste sted jeg har set bare antydningen af jul. Jeg smider lige et par billeder ind, så I kan forstå hvad jeg snakker om.

Gran er åbenbart ikke noget man gør det i her, så juletræet er i stedet i naturlig, hvid plastik.

Flotte julekranse.

Julepyntet Copenhagen. Det er næsten som at være på strøget.
Hvis en eller anden kommer forbi Strøget med deres kamera og helt tilfældigt tager et stemningsbillede af julepynten, så må det meget gerne blive sendt min vej. Altså via internettet eftersom det australske postvæsen er i en liga for sig. Vores nye crib ligger i en form for lejlighedskompleks og alle postkasser er samlet foran gadedøren. Dog har postmanden givet fortabt (evt. fordi han er talblind og ikke ved, hvilke breve der skal i hvilke postkasser), så han lægger bare alle brevene ovenpå postkasserne, og så kan man selv vælge hvilke man vil have. Vi bor, som nævnt, i et mindre luksuriøst område, så jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville få min post, hvis det så ud til at være værdifuldt. Jeg skal nok prøve at tale med Schmetterlingspubbe (det navn vandt afstemningen), og høre om jeg må låne hende og kameraet, så jeg kan tage lidt billeder af mit nye hood. Bare for jeres indre billedes skyld.
Hvor kom jeg fra? Nårh ja, det var det med hjemve og jul. Jeg elsker primært julen, fordi jeg har fødselsdag og jeg kan godt lide at være i centrum. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg skal klare min fødselsdag i år. Louise skal arbejde dagen før, så hun kommer til at sove det meste af dagen og hvordan skal jeg så blive fejret? Det ender med at Pubbe skal sidde og synge fødselsdagssang på tegnsprog (er det så bedst at vælge den med instrumenterne???), mens jeg pakker det pølseaskebæger af ler, hun selv har lavet ud (fordi hun ikke har råd til en præfabrikeret gave, og fordi hun ikke fik memoet om, at jeg ønsker mig et par for korte, hjemmelavede velourbukser i neongrøn, fordi jeg så en dame have et par på for et par dage siden), og jeg begejstret mimer 'neeeeiiiii'.
Måske hjælper det, hvis jeg køber en julekalender... Eller måske laver bloggen til en julekalender, som Louise har foreslået...

torsdag den 24. november 2011

Er jeg babysitter-material?

Tidligere på ugen bad jeg om gode forslag til aktiviteter, når jeg nu har kastet mig ud i en karriere som babysitter, selv om jeg har minus børnetække. Der var åbenbart ingen der havde lyst til at dele ud af egne erfaringer, så jeg måtte selv være kreativ. Det sørgelige er at jeg heller ikke er specielt kreativ, så jeg kom kun op med uno-spilning, te-drikning og pandekage-lavning. Jeg følte at jeg bidrog til deres almene dannelse, ved at lære dem at vende pandekager i luften. Det var ikke fordi jeg ville have dem til at hjælpe mig med at lave pandekager, men på en eller anden måde endte det med at jeg stod med skråt til højre for panden (jeg foretrækker ellers at stå ligefor) med den ene hånd på panden. Jeg stod skråt for, fordi jeg blev presset til siden af den ene af drengene, der stod limet op ad min venstre side. Min frie hånd brugte jeg til at fjerne hans arm hvert 10. sekund, når han rakte ud efter panden. På min anden side blev jeg flankeret af den store af drengene og hunden (verdens mest påtrængende gravhund, der af uforklarlige årsager har kastet al sin kærlighed på mig) havde sat sig på mine fødder. Vi stod altså alle 4 på noget i nærheden af 1/4 kvadratmeter og vendte pandekager på skift. Det er altså ikke de bedste arbejdsvilkår, men pandekagerne blev rigtig flotte og det er vel hovedsagen.

Jeg glæder mig virkelig meget til i morgen, når jeg kan vende tilbage til tilværelsen i Redfern. Det er en smule mere action packed end det her område, hvor der kun bor forholdsvis velhavende folk og alle bilerne er produceret i Tyskland.

tirsdag den 22. november 2011

Om skrig man ikke kan få ud af hovedet

What? Første specialedag og jeg har allerede været vidnet til 6 marsvinemord. Der er lagt i selen til en seriøs omgang. Heldigvis skulle jeg kun observere, men jeg føler et vist pres for at gøre et rigtig godt stykke arbejde, så mine marsvin ikke dør forgæves. Panik...
Jeg stod og hang lidt i laboratoriet, fordi jeg bare skulle kigge på, og der var herre stille. Jeg kan ikke overskue en så anspændt stilhed. Tre mennesker i et lille lokale og ingen siger noget. Jeg for næsten koldsved ved tanken. Det er lidt lissom igår, da jeg arbejde ved det event jeg tidligere har fortalt om. Det viste sig at jeg havde herre meget ret, og der kom royalt besøg. Jeg var blevet placeret i lobbyen, for at vise folk vej til indgangen, da det pludselig vrimlede med pressefolk og nysgerrige mennesker. Pludselig kom kronprinseparret gående ind (uden deres gigantiske børneflok, men dog stadig med et ret imponerende entourage) og der blev helt stille, og folk stod og tog billeder (jeg havde selvfølgelig lagt min mobiltelefon fra mig, fordi jeg er en god medarbejder, så jeg fik ikke andet end et mentalt billede). Jeg fik spontant lyst til at starte en klapsalve, fordi der var så stille og der lå et tykt lag af forventning i luften. Jeg er bare ikke skabt til den slags, så jeg prøvede at fritte den anden specialestuderende for oplysninger om, hvordan det normalt var i laboratoriet. Til min store ærgelse sagde hun, at der altid var ret stille, så nu skal jeg sørge for at tale af inden jeg møder, så jeg ikke bliver hende der taler/forstyrrer helt vildt (det er ellers mit lod i livet. I 3. klasse formåede jeg at blive smidt uden for døren i en frokostpause, fordi jeg talte for meget. Det synes jeg alligevel er noget af en bedrift).
Nå, men efter frokost gik jeg med verdens mest stille bangladeshiske (hvad fanden kalder man folk fra Bangladesh???) mand ned for at hente marsvin. Fjollede mig troede selvfølgelig at de var blevet aflivet, men det var åbenbart bare en røver. Da vi kom ned til dyrestalden, tog han en sort skraldesæk, vendte hovedet væk, rakte posen cirka i min retning og lavede et lille vip med hånden. Øjensynligt er det det internationale tegn for 'gider du ikke lige tage den her pose?'. Mit hjerte sprang 4 slag over, da vi slog døren op og trådte hen til et bur med 6 LEVENDE marsvin. Fine, hvide, søde, bløde kælemarsvin. Vi fik sat dem ned i en kasse og tog dem med op i et mørkt rum, for at stresse dem så lidt som muligt. Jeg spurgte min specialevejleder, hvordan de aflivede dem og hun svarede 'break thier neck to keep the brain stem alive'. Det var lige før jeg skreg. Jeg beherskede mig dog og nikkede bare mit 'Gud, hvor interessant'-nik og sagde 'Oh'. Uden at give for mange detaljer vil jeg lige nævne, at det går meget stærk, men de skriger alligevel, så jeg ved godt, hvad jeg kommer til at drømme af gode ting i nat.

søndag den 20. november 2011

Det bliver en lang uge

I dag har jeg været i zoologisk have med de to drenge jeg passer. Jeg har aldrig været sammen med børn, der har så meget at sige! Omg, hvis det ikke var den ene, så var det den anden, der knævrede i mit øre. Dem der siger, at kvinder taler meget har tydeligvis ikke været i selskab med de herrer. Jeg er helt flad nu, for når de ikke taler, så vil de gerne spille handball (og tale samtidig), så jeg har fyret rundt efter en lille bold, og har selvfølgelig fået herre klask, fordi jeg er mega dårlig i forhold til dem. Jeg tror jeg bruger hele onsdag formiddag på at øve mig (fordi jeg ikke har tid før. Ellers var jeg gået i intensiv træningslejr), så jeg kan kræve revence og vinde!

Og nu er jeg jo på ingen måde børnevenlig og har ikke rigtig passet så meget før. Hvad laver man med drenge på 9 og 12 år? Seriøst, help me!!!

torsdag den 17. november 2011

(L'Oréal) Fordi jeg fortjener det

Kære Julemand
Jeg har for første gang i mit liv en ønskeliste klar, uden at min mor skal tvinge mig til at lave den.

- Tur med The Ghan
- Tur til Kangaroo Island
- Tur til Tasmanien
- Tur til Whitsunday Islands
- Penge til at tage på ture eller job der kan give penge til ture
- Viljestyrke
- Chokoladejulekalender med MØRK chokolade til brug i 2012 (for jeg kan kun opstøve dem med klam mælkechokolade and I'm not a fan)

Du når Australien som et af de første steder, så jeg regner med at kunne få store gaver.

KnuzZer fra Kimmie

Er det for meget at ønske sig?

Jeg har fået pakket alt vores crap ud og er ret imponeret over, hvor meget man kan nå at samle på så kort tid. Hvor kommer alle de ting fra? Jeg har lige taget et par billeder, så I kan få en idé om, hvordan det ser ud. Det er regnvejr i dag, og det giver lissom et godt indtryk af vores nabolag, når man ser udsigten, som er mindre flaterende med grå himmel.

Udsigt mod skummelt Community Center og pladsen hvor vrede aboriginals hænger ud

Lidt finere udsigt mod University of Sydney (det havde været mere belejligt, hvis det var UNSW, når det nu er der jeg går)

Vores fine nye køkken med nyvasket gulv (fordi jeg har køkkentjans og er meget pligtopfyldende)

Vores store værelse, hvor man rent faktisk kan gå rundt om sengen!

I morgen kommer Pubbe på besøg (hvis vi havde kunne stave i 1. g, da Pubs fik sit navn, så ville hun have heddet 'Puppe'. Jeg vil give mig i kast med google translate, så jeg kan finde det perfekte stage name til hende. 'Cocoon', som er den engelske version, lyder f.eks. ret eksotisk mens det tyske, 'Schmetterlingspuppe', bare er langt). Hun har presset mig til at lave gammeldags æblekage, som jeg nok ville vælge at kalde 'æblegrød med tilbehør fordi det er for kedeligt at servere grød uden noget'. Jeg ved godt at det skal laves med madæbler, men jeg har sendt hende i byen efter røde æbler, fordi jeg ikke tror at 'food apple' vil blive vel modtaget.
Inden Pubschen kommer skal Louise og jeg til en udstilling med fotografier, der er inde i byen. Jeg sætter ikke særlig meget pris på kunst, fordi jeg ikke synes abstrakt er lig med flot, men jeg kan rigtig godt lide billeder, så jeg glæder mig meget.

Husk at deltage i denne uges afstemning!!!

onsdag den 16. november 2011

Så så man lige mig være træt

Ved godt der er gået lang tid siden sidste indlæg, men der har været ret meget fart på. Vi flyttede alle vores ting i går, men inden da grillede Louise sin egen finger, så hun var ukampdygtig i processen.

Louise med isbad og suppe.
Hun har fået en kæmpe brandvabel til trods for at hun kølede i 15 timer. Da hun skulle hjælpe mig med at flytte fra Østerbro fik hun sin finger i klemme, så jeg tror hun planlægger det for at slippe uden om det hårde arbejde. Dog var det ret dårlig planlægning, da hun klemte sin finger, for hun ventede til vi flyttede det sidste læs. Jeg ville nok have satset på det første, men sådan er vi jo så forskellige.
Der var to faktorer, der gjorde tirsdag til en endnu federe flyttedag. Den første var de vejret og ca. 90 graders varme. Den anden var, at min plan, om at fortælle vores nu forhenværende roomies, at vi skulle flytte, blev skudt for hårdt i sænk. Hele weekenden har vi været hjemme på forskellige tidspunkter, og det er lidt svært at fortælle nogen noget, når de ikke er der. Jeg overvejede om jeg bare skulle lægge en seddel, men jeg ombestemte mig, fordi jeg prøver at tage modne beslutninger. Det er bare lidt svært, når man så bliver behandlet som et barn af modtageren. Jeg ringede til Heidi for at sige at vi ville flytte (jeg fik fat på hende 1 time inden vi tog af sted).

Kimmie: I'm really sorry but we just got a call and were offered a room close to a train station. We have to move out today. I'm sooo sorry about the short notice and I really hope you find someone else to take over our room. I'll transfer money for the rent later today and if there's any trouble please call me.
Heidi: Okay.
Kimmie: I'm sorry we have to move because we really enjoyed staying with you. It's been very nice.
Heidi: I'm just really disappointed because I thought you were going to stay here till July.
Kimmie: I'm sorry about that but things doesn't always go as you plan.
Heidi:...... Just leave your key.

Hvem er den voksne i den samtale? I virkeligheden havde jeg lyst til at fnyse hånligt og sige 'Seriøst? Er det derfor I ikke har talt til os på noget tidspunkt og bare generelt fået os til at føle at vi var til besvær og i vejen?', men jeg prøvede ikke at svine nogen til, så det ville jeg slet ikke begynde på. Nu er vi heldigvis et nyt og meget fint sted.

Udsigt fra vores nye altan :)
 Ja, jeg ved godt at det her er et område, hvor der er opgør med knive, og at vi kun havde boet her 5 timer før jeg så min første (giga) kakerlak, men det har vel også sin charme. Vores nye roomies er rigtig søde og her er rent og pænt. Vi har fået et større værelse med funktionelle persienner og vildt meget skabsplads. I modsætning til det andet sted deler vi køkkenpladsen lige, så vi har fået 3 hylder i det ene køleskab (og de vil meget gerne gøre plads, hvis vi mangler) og 4 hylder i skabene, hvilket er en forbedring med 150%. Ikke at vi har noget at fylde al den plads ud med, men det er princippet i det.
Jeg havde seriøst den længste dag i går, for lige da vi havde flyttet skulle jeg ud og tale med hende jeg skal passe børn for. Det var et super fedt sted, så jeg glæder mig rigtig meget. Mest af alt glæder jeg mig til at få lidt penge, for der er godt nok lavvande på min konto.

fredag den 11. november 2011

Ubeskrivelig frihed

ENDELIG!!! Alle 4 eksaminer overstået. Og så endda på én uge. Da jeg var færdig i går blev jeg overvældet af lysten til at udleve et ægte Braveheart moment, og løbe ud af eksamenslokalet, stille mig i powerstand med på græsplænen, række min blyant (i mangel af sværd) højt op mod himlen og råbe `FREEDOOOOOOOOOOOM' af mine lungers fulde kraft. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg synes det var syndt at forstyrre de eksaminanter der stadig sad og svedte over opgaverne. Jeg er simpelthen så solidarisk, når det lige tager mig. I går blev min første eksamen afholdt på universitetet, men den anden blev afholdt det underligeste sted. Jeg sætter lige to billeder ind af omgivelserne, og så kan I jo prøve at gætte, hvor det er.

Selv om der står UNSW på bygningen i baggrunden, så kan jeg afsløre at det ikke er på universitetsområdet.

Hint: Vi befandt os et lignende sted, da vi var i Melbourne.
Jeg var lige ved at komme for sent til den første eksamen, fordi jeg skulle læse mine noter igennem inden, så jeg måtte cykle herre stærk. Alt her er op ad bakke, så da jeg nåede frem var jeg rød i hele face og svedte som om jeg lige havde været til VM i sauna. Til trods for de 30 grader dagen bød på, var jeg selvfølgelig den eneste der svedte, for det er ikke noget australiere gør det i. 'Uha, det er kun 29 grader med en let brise, jeg må hellere tage min striktrøje og lange bukser på'. Åh, det bliver en meget lang sommer for mig. Jeg sad og prøvede at køle mig selv lidt ned ved at vifte med et stykke papir på cirka 10 kvadratcentimeter. Jeg kan nu afsløre, at det ikke genererer super meget luft, så jeg var blussende i de første 45 minutter.
Nå, men jeg sprang min frokost over, fordi jeg ræsonnerede mig frem til, at min halve liter energidrik ville blive optaget hurtigere, når der ikke var alt muligt andet i vejen. Det gode ved ikke at drikke kaffe regelsmæssigt er, at man rent faktisk får glæde af koffein, når det er nødvendigt. Fordi jeg havde hamret 160 mg koffein i mig, så var det en eksamen præget af store smil fra min side. Det er lang tid siden jeg har været frisk, så det var virkelig en befrielse :)

Louise har jo som sagt fået nyt arbejde, hvor hun tjener herre mange penge. Fordi hun i går havde klaret hele sin første uge uden at gå i panik og græde, så ringede hun og sagde, at hun ville tage mig ud, så vi kunne fejre hendes fine præstation og at jeg var færdig. I virkeligheden tror jeg, at det var fordi hendes toparbejdsplads holdt fredagsbar og at hun havde fået et par øl inden for vesten, men hvem tæller, når nu hun er så sød :) Vi var ude og spise og i biografen. Der ligger den hyggeligste biograf ikke så langt herfra i et område med masser af restauranter. Hvis jeg kan lokke Le Pûb og hendes kamera med en aften, så skal I få nogle ordentlige billeder, men indtil videre må I nøjes med dem jeg har taget.

Min sugar mama på meget fin restaurant (som man tydeligt kan se i baggrunden!) med lækker mad.

Total yndlingsbiograf 'The Ritz'.
Tusind tak for jeres støtte med krydsede fingre og opmuntrende ord. Jeg kommer nok igen, når jeg skal til at skrive på specialet for alvor.

torsdag den 10. november 2011

Grimme ord!

Jeg har kun meget grimme ord at sige om i dag og i morgen! Jeg vil undlade at notere dem af frygt for at skræmme jer væk.
Jeg har læst fra kl 8.30-22 i dag og jeg er helt skeløjet. 'Hvorfor så stræberagtig, Kimmie?', spørger I sikkert. Fordi jeg har TO eksaminer i morgen (tilladelse til at være forargede og sende støttende ord min vej, fordi begge er uden hjælpemidler)!!! Jeg synes bare lige i skulle vide at jeg har det meget hårdt frem til i morgen kl 16, og der må igen gerne krydses fingre (Igjorde det skide godt i onsdags - thumbs up til jer).

tirsdag den 8. november 2011

Om at være hunkøn

Den absolut værste ting ved at pige/kvinde/dame er en ubeskrivelig lyst til at vide alt om alle. Jeg ved godt at generaliserer helt vildt, for ikke alle hunkønsvæsner har det sådan (Louise er f.eks. skide ligeglad, hvilket er meget frustrerende for mig, for så skal jeg snage alene), men jeg siger det sådan her, fordi jeg er overbevist om, at andre har det på samme måde som mig. Jeg kan dog ikke finde ud af, om det er mine manglende testikler, der giver mig lyst til at åbne alle skuffer og skabe, kigge på al post og alle billeder rundt om i huset, og bare generelt stille vores roomies (og alle andre) upassende og meget personlige spørgsmål, eller om jeg bare er født uhyggelig nysgerrig. I dag har jeg været alene hjemme, og jeg har stået i 10 minutter foran et skab, for at finde ud af om jeg burde åbne det. Det er et skab der står i ekstrarummet, hvor der er alt muligt opbevaret, og hvor døren kun bliver åbnet, når hunden skal have mad. Jeg får helt kilder i fingrene bare ved tanken om at finde ud af, hvad der er i det skab. Det er dog samme tanke, der får mig til at gå væk fra skabet uden at røre det. Tænk hvis jeg fandt noget, som jeg seriøst ikke ville vide at de ejede (her lægger jeg lige op til fri fantasi, for min tankegang er ikke et passende sted for børn og barnlige sjæle.... Eller for mig nu jeg lige tænker over det.... Lort, nu vil jeg virkelig ikke åbne det skab... Øv).
Til trods for min nysgerrighed, er jeg altid den sidste, der får sladder at vide. ALTID! Jeg ved ikke hvorfor. Måske tror de andre piger ikke, at jeg kan holde på en hemmelighed. Eller også glemmer de mig bare. Orh, lose-lose situation.

I går fortalte jeg Heidi, at Louise har fået nyt arbejde langt væk (løgn), så vi er nødt til at finde et nyt sted at bo. Jeg sagde at vi ville begynde at lede (løgn), men at jeg ikke havde nogen idé om, hvor lang tid det tager, og hvornår vi flytter (løgn). Hun svarede mig ikke rigtigt, og hun så egentlig bare lidt ligeglad ud. Jeg tror det var fordi min timing var perfekt (hvilket er en fantastisk egenskab at besidde), for jeg ventede, indtil hun var alene og lige havde taget den første bid af en chokolade, hun havde fundet. Måske var hun bare høj af glæde over at spise chokolade, og det var derfor jeg ikke rigtig fik en reaktion, ud over et fnys og et 'good luck with that', da jeg sagde at vi var nødt til at bo tæt på en togstation, så Louise ikke skal tage både bus og tog (sandt, men ikke en nødvendighed). Jeg planlægger at sige, at vi har fundet et sted i morgen, for at det skal virke troværdigt. Oh, jeg har savnet mit spind af løgne. Det er faktisk den bedste ting ved at være en østrogenbombe. Man har altid et godt tag på situationen og man kan kringle sig ud af de fleste konflikter ved at bruge sin kvindelist. Med mindre man har PMS, for så tager man gerne alle konflikter. Og så dem der ikke er der...

Jeg skal til eksamen i morgen, så I må meget gerne lægge jer til at sove med krydsede fingre!

søndag den 6. november 2011

Stakkels Shah

Er det ondt at være rigtig glad over at Shah har erhvervet sig The Cone of Shame (se billede)? For et par uger siden fandt jeg en lille bule på hans side, så nu har han været til lægen og har fået den fjernet. Han har fået en flot ny frisyre oven i hatten. Han har fået barberet en stor firkant, så nu ser det bare ud som om, at han har skab. Det bedste er, at han nu ikke kan angribe en, fordi han ikke kan bevæge sig særlig hurtigt. Dog så jeg ham jage et aller andet i går, så jeg holder mig stadig på afstand.

En såret kriger
Sad kitty
Louise har fået nyt job, så hun skal begynde i morgen. Hun ved ikke helt, hvad det er for noget, men det er vist noget med online casino eller poker eller noget andet med penge og spil. Nu er hun ved at gå i panik over, om hun er pænt nok klædt på, for det her er åbenbart en kjolenation og et sted, hvor man går med (meget) stramt/nedringet tøj, stiletter og ekstremt meget make up (det er faktisk som at være i England på en fredag aften - bare uden blege mennesker). Jeg regner med at hun skal være min sugar mama, så jeg bare kan fede den og lave speciale, men stadig leve et liv i luksus. Eller noget...
Jeg skal hjælpe til ved en event, som generalkonsulatet afholder i midten af november, hvor der angiveligt er 'spændende' personer, der skal deltage. Jeg skreg 'kongefamilien' i hovedet på Louise, da hun læste det op for mig, men det er måske at sigte lidt højt. Egentlig er jeg ligeglad med, hvem det er, så længe jeg tjener lidt penge. Oven i det skal jeg passe nogen af de vigtige deltageres børn, fordi de skal til samme event i Melbourne. Kryds venligst fingrer for at det er godt betalt, for så har jeg råd til at komme ud og rejse lidt.

Jeg har stadig ikke sagt noget om vores forestående flytning til vores roomies. Jeg prøver at finde det rigtige tidspunkt, men tror ikke rigtigt at sådan et kommer. Måske er jeg bare nervøs for at de smider os ud, og det har jeg ikke rigtig tid til, når jeg nu har 3 eksaminer i den kommende uge. Åh, pres....

lørdag den 5. november 2011

Melbourne - numero dos

Jeg har fået billeder af af Pubbe nu, så der kommer lige et par meget tilfældige billeder op, for at give den rigtige stemning, som jeg ikke kunnefinde frem i sidste indlæg.

Jeg er ved at udvælge en nervepille, og overvejer kraftigt om jeg skal bruge min sidste temesta (NOOO!!!)

Temasta var det helt rigtige valg, for jeg havde både overskud til at tale OG tage billeder mens vi var i luften. Se en dejlig stemning jeg her spreder med min billedtagning.

Sightseeing i Melbourne.

Synes måske lidt at de københavnske bycykler har mere charme. Det her er alt for lette at træde rundt og der er et sted man kan lægge sin taske. Hvor er udfordringen?

Optankning med milkshakes, fordi vi havde haft en hård dag og mindst havde gået 1km.

Mmmm, lækker Oreo milkshake til mig. Jeg har gemt lidt til en snack senere på dagen.
Efter vores sightseeing  var vi som nævnt i sidste indlæg på hattejagt. De følgende billeder er af vores intense søgen.

Pubbe afprøver sit hovne aristokrat-ansigtsudtryk - it works!

De her hatte er måske bedre egnet til begravelse end til noget med heste.

Mit Oh-my-God-I-can't-belive-my-horse-won-look. Det virker seriøst godt med en stor hat.

Hvad kan jeg sige? Jeg har bare et af de der hatteansigter.

Fransk look med snerpet mund, der passer perfekt til en beret.

Jeg føler ikke at en forklaring er nødvendig. Billedet taler for sig selv.

Det bedste ved det her billede er den slående lighed mellem Pubbe og det hoved, der står til højre for hende.
Efter vores store hattetogt, skulle vi liiige have lidt mere mad. Det endte med at vi også kunne prøve flere hatte på restauranten. So nice.

We like a Mexican Fiesta - Olé!

Man kan bare ikke gå galt i byen med en Frozen Margarita (og hvis man fik en stor drink fulgte der en sombrero med i købet).

Drinks der smager af frugt. YUM!

Mit Mexican stage name er Jorge Gomez (udtales Hårrrrrrhrrøøø Gomesssssss).

Efter flere margaritas.

Pubbes fuldestadier er helt unikke (glad -> grinende -> dansende -> dårlig -> toiletdate). Her er hun rigtig glad :)

5 min efter foregående billede vil jeg skyde på at det her var hvad Pubbe så.
Efter en god aften med mexicansk mad og en lille sjus, skulle vi tidligt op næste dag, for at være i god tid til derby. Vi var åbenbart MEGA under-dressed, for alle der tager til Melbourne Cup gør det for at være lækre. Vi passede dog ind, fordi vi havde vores hovedbeklædning. For at være ekstra tjekkede havde vi alle tre valgt den samme hatte-ting (undskyld for den manglende store hat, men jeg kunne slet ikke vælge selvstændigt, fordi jeg var høj). Louise og jeg tog af sted alene, fordi Pubbe er en nøler. Hun havde ellers spillet total smart aftenen før, og sagde at hun ville stå op kl 7 for at tage et bad. Da hun så havde vækket mig 2 gange med sin lorte snooze (jeg hader snooze, fordi jeg vågner HVER gang uret ringer. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal vågne en halv time inden jeg skal op. What's the point?), ombestemte hun sig, og ville hellere sove end at stå op. Så kunne jeg ligge vågen med hjertebanken (pga. chokket fra vækkeuret) og rødsprængte øjne (pga. den manglende søvn og frozen margaritas).
Nå, men da vi kom hen til væddeløbsbanen stod vi bare med store øjne og kiggede på alle menneskerne i flot tøj.
Bare så I kan se hvad vi er oppe imod I

Bare så I kan se hvad vi er oppe imod II

Bare så I kan se hvad vi er oppe imod III


HESTEEEE!!!


Sandt, de kunne sagten have været større, men det giver ekstra point, når der er flere af dem.

Og der er ensfarvede jakker!

Bare rolig, vi fik også mad. 


Flere heste. Vi skulle selvfølgelig stå helt forrest, så vi kunne råbe (som de eneste), når hestene red forbi.
Jeg har lige et sidste billede, jeg føler skal med. Inden jeg afslører det, så skal jeg lige knytte en enkelt kommentar. Jeg tog, som nævnt, min sidste temesta på udturen. Min læge har selvfølgelig forsynet mig med en anden type, så jeg har stadig, men they suck ass. De virker slet ikke så godt godt som mine yndlings euforiserende stoffer, så jeg var virkelig ærgelig, da vi skulle flyve hjem (og selvfølgelig selv gå ud på parkeringspladsen og op i flyet, som da vi stod af det). En ting der bare tilføjede flere behymringer til min i forvejen meget ængstelige hjerne var vores bording pass.

WTF???
 Det er jo ikke bording pass, men kvitteringer fra noget helt andet. Er det ikke et mærkeligt sted at spare?

Lige her på falderebet, så vil jeg lige fortælle at Louise og jeg skal flytte på næste mandag. Jeg overvejer ikke at sige noget til vores roomies, men bare flytte mens de er på arbejde. Jeg hader det der akavede farvel, hvor man bliver fanget i et kikset giv hånd/giv kram limbo. Åh, det er så nederen. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal sige det til dem. Bør man give en forklaring (vi magter ikke at høre jer skændes hele tiden og jeres hjem er super fesent og I taler rigtig grimt til os) eller skal vi bare sige 'vi flytter, so long bitches'???? HELP ME!


onsdag den 2. november 2011

Melbourne - numero uno

Så er vi hjemvendt fra en super tur til Melbourne. Der er blevet taget virkelig mange billeder, fordi jeg fik lov til at holde The Pubs' kamera (og ja, jeg gik måske lidt billede-amok, fordi jeg fandt ud af, at man kunne sætte det på 'sport' og tage herre mange billeder i streg). Jeg lægger lige de billeder op, som jeg har taget med det andet kamera, for Pubbe er giga slow operator og har ikke sendt mig sine endnu.
Jeg havde forfremmet mig selv til turleder, fordi jeg er den eneste, der ikke farer vild, så jeg følte at det var mere end passende. Dog påtog jeg mig først rollen cirka 4 timer efter vi var landet, og jeg igen var i stand til at tage beslutninger, fordi jeg var total høj på stoffer (skulle måske kun have taget ½ temesta, når nu jeg kun skulle være i luften i 75 minutter). Egentlig er jeg lidt en åndsbolle, for når jeg nu ved at mit forhold til flyvning er en smule anspændt, så er det måske ikke det skarpeste træk, at bestille fly hos et discount selskab, der først lige har fået deres licens tilbage (efter den var blevet taget fra dem pga. dårlige sikkerhedsforanstaltninger). Hvad kan jeg sige? Nærighed trumfer angst every time. Af samme grund tog vi også kun håndbagage med, fordi vi ikke gad at betale for at checke noget ind. Louise har kun en lille bitte fesen rygsæk, hvor der ikke kan være noget som helst i, så vi drog lige en tur til vores super kinerser-isenkræmmer for at købe en smart weekendtaske.

Mega flot weekendtaske til only 2 bucks (<- kinesisk for dollars).
Pubbe ødelagde den senere, fordi hun havde overvægt og vi måtte overtage hendes mac. Åbenbart kunne weekendetasken kun holde til 5 kg og ikke 6,2 kg.
Lufthavnen i Melbourne var ikke ligefrem prængende og vi gik fra flyet til 'ankomsthallen', der mest af alt lignede indgangen til en koncentrationslejr (jeg kunne kun værdsætte gåturen, fordi jeg var høj).

Jeg var overskudsagtig og kunne tage billeder lige efter vi var landet. Her er vi på vej fra flyet til ankomsthallen. Den sikre rute var markeret med kejler, så vi ikke blev ramt af fly på vejen.

Ankomsthallen.
Da vi havde læsset vores grej af gik vi på hattejagt, fordi jeg havde fået overtalt Pubbe og Loui til at vi alle sammen skulle have hatte på til derby. Vi tankede lige op med noget mad inden (mest for at få mig tilbage i nogenlunde stand, for temesta havde et virkelig solidt greb i mig), så vi kunne være 100% klar.

Kimmie on drugs.

Jeg kan allerbedst lide prismærket på Louises hoved.
Lady Pubbe og den autonome spåkone.
Jeg lover at der kommer flere hattebilleder, når Miss Pubsen får fingeren ud. Jeg mistænker hende for ikke at gide købe internet på sit nye hostel, og så er det jo lidt svært at sende billeder til mig.
Nå, jeg lader lige historien hænge til i morgen (uh - cliffhanger!!!), for jeg er ekstremt træt og jeg skal læse til eksamen i morgen. Håber i nyder de her billeder indtil videre :)