I have a brain!

De studerendes gratis arbejdskraft bliver åbenbart udnyttet til fulde Down Under. I hvert fald blev jeg hyret til, at lægge krop til en MR skanning i lørdags, så min vejleder kan have fine billeder med til en præsentation hun skal lave, for at få Phillips til at samarbejde om et projekt. I virkeligheden er det kode for 'stik mig jeres penge, og bland jer så uden om det projekt, jeg bruger dem til'. Hun var meget begejstret over resultatet og gratulerede mange gange (som i 'congratulations - you have a brain!'), da jeg kom ud af skanneren. efter i en time at have set Finding Nemo - lydløst og spejlvendt - for ikke at få mig et klaustrofobisk panikanfald, når jeg nu lå fanget inde i en stor magnet og mit hoved var spændt fast (ham der monterede mig havde været lige lovlig frisk med polstringen omkring mine tindinger, så han havde presset så meget stof ned, at mine øjne kørte lidt asian-style, men der var i hvert fald ingen mulighed for at jeg kunne flytte mig). Skanneren er tydeligvis ikke lige så fancy som vores kamera, for de har udeladt 'sport'-funktionen, så man skal ligge helt stille, når der bliver taget billeder. Det gjorde ikke så meget, at der ikke var nogen lyd, for jeg var blevet iført både ørepropper og høreværn, og det udgjorde en sublim lydbarriere. Faktisk så sublim at jeg brugte det meste af tiden på at råbe 'WHAT?', når folkene, på den anden side af ruden, prøvede at deres intercom, for at stille mig spørgsmål.
Anyways, jeg er mega god til at ligge stille, så billederne blev rigtig fine. Jeg er åbenbart talk of the town, for Lindy sagde at de to operatører stadig talte om det i dag (hun sagde 'They are still yapping about it', så 'ævlede' er måske et mere passende ord end 'talte'). Så kan man jo bare krydse fingre for at Phillips har spendérbukserne på, når hun fremlægger de fantastiske billeder af undertegnedes hjerne.

I fredags var vi hjemme hos Pubbe. Jeg fik mig et diskret kulturchok, for jeg er ikke vant til at omgås frisindede mennesker. Jeg sad og snakkede med Louise og Pubbe, og som jeg færdiggjorde en usædvanligt inspirerende anekdote, faldt jeg ind midt i en anden samtale, og hørte derfor kun en fyr sige 'how about this, then?' refererende til den cd han sad med i hånden. Jeg tænkte ' Thank God', for jeg troede, de ville sætte ny musik på efter kun 3 timer med gangsta rap (jeg kan godt stave til Gangster, men det synes jeg bare der er lidt for meget Bugsy Malone stemning over). Denne situation giver bare et virkelig sandfærdigt billede af, hvor lidt street jeg egentlig er, for i stedet for at sætte cd'en på brugte de selvfølgelig coveret til at klargøre et par seriøse streger kokain. Lektie lært: Ipod er til at spille musik på anlæg, cd er til stoffer. Got it!
     

Når man venter igen på bussen

Som nævnt er Sydney mødestedet for unikke typer. Det er altid rart at skulle med bussen, for der er folk altid klar på et underholdende indslag. Man kan selvfølgelig også bare gå en tur ned mod supermarkedet, hvis man ikke er helt klar på at involvere motordrevne køretøjer, men stadig har brug for at blive kulturelt overrasket. Jeg har lavet en top 5 (i tilfældig rækkefølge, for at alle skal føle sig equally specielle) over dejlige mennesker, der har sørget for, at jeg er blevet en oplevelse rigere.

1. Kvinden der gik tur med sin kælegris. Simple as that.

2. Manden der i forgårs blev anholdt, lagt i håndjern og slæbt ud af et børnehospital af 3 uniformerede betjente (den ene selvfølgelig i skudsikker vest), men alligevel havde nok overskud til at redde min dag ved at kalde mig 'filthy bitch', da han gik/blev trukket forbi mig (måske fordi jeg havde fået øjenkontakt med ham ca. 8 gange, og kiggede meget interesseret på, da han kom gående flankeret af betjente). Der er ikke noget, der varmer ens hjerte mere, når man står på en grå regnvejrsdag og venter på bussen. Happy days.

3. Manden, jeg oprindeligt troede havde en hvid barret eller en nissehue på, klædt i hvid kjortel, der stod og ventede på samme bus som jeg. Jeg var dybt imponeret over, hans åbenlyse mod, da han udvalgte sin kridhvide påklædning på en meget våd dag, men endnu mere fascineret over hans hovedgenstand. Jeg skal tydeligvis have briller, for jeg troede det var en hat, men i stedet havde han valgt to sider fra en kinesisk avis til at pryde hans hoved og give ham ly for regnen. Jeg ville dog nok have valgt at holde siderne i min hånd, så jeg ikke ville ende med tryksværte i hele face. Selvfølgelig havde han en klar farvefordel i og med at han var inder, men alligevel....

4. Kvinden der i går trodsede regnvejret og solbadede (jeg ved ikke om det stadig hedder solbade, når det er overskyet og man kun har 20 minutter mellem bygerne) i bikini midt på en oval ud til en af Sydneys hovedveje. For at hun ikke skulle føle sig alene, havde Sydney Boys High School valgt at sende hele deres 30 mand store marching band ud for at træne på selvsamme oval. Man bliver bare ikke ensom, når 30 teenagere går 1,5 meter fra en og spiller på stortrommer og trompet.

5. Drag queen'en med det sølvfarvede hår og palietblusen, der kom gående forbi mig i et industriområde på en højhellig torsdag eftermiddag. Er ikke sikker på, hvad lejligheden var, men flot så det ud. 

Har masser af andre mennesker, der bidrager med lidt krydderi til hverdagen, så det kan være, at der kommer endnu en top 5 :)

At bo sammen med andre mennesker

Nu er jeg måske ved at være lidt ovre det der boen sammen med folk, der ikke er Louise. At skulle leve med mit eget OG andre folks rod er altså lige i overkanten. Måske er det fordi vi har fået nye flatmates, at standarden bare er dalet, for de er ikke så gode til at vaske op, så derfor begynder det indiske par også at slække. Den ene inder skyder skylden på, at hun angiveligt har et dårligt håndled, så hun hverken kan vaske op eller lave mad. Jeg ved ikke, om det er fordi hendes anden arm heller ikke virker, for hun har to hænder som alle andre. Jeg tror bare det er en undskylding fo,r at hun kan accessorize. Mit nye yndlingstidspunkt er, når hun kommer ned i køkkenet, for at finde snacks, så jeg kan se, hvilken forbinding hun har på. Hun har måske 6 forskellige og for at adde ekstra drama, sætter hun af og til en slynge på.
En anden ting der er en smule irriterende er, at man hele tiden skal koordinere sin madlavning, fordi alle vil lave mad, når jeg vil. Det nye, irske par er meget glade for at lave mad, så det er altid hyggeligt at stå i køkkenet med dem. Inderne er også glade for at lave ting, men de er måske ikke helt så talentfulde og de kan virkelig godt lide æg. Jeg er meget fascineret over, hvordan man koger æg indian style.

Opskrift på indisk æggesnack (til 1 pers.): Læg 5 æg i en den midste gryde du kan finde. Fyld gryden til randen med vand og sæt den på en kogeplade ved højeste temperatur. Gå op på dit værelse og sæt høj musik på, og foretag dig et eller andet, så du hurtigst muligt glemmer, at du er ved at koge æg. Æggene er færdige, når din lyshårede flatmate banker på din dør (efter ca. 35 min), og siger at der ikke er mere vand i gryden og det ene æg har vendt vrangen ud. Pil æggene og fjern alle blommer. Spis hviden med salt.

Jeg skal selvfølgelig ikke prale over at være en sublim kok, for jeg er på ingen måde ven med husets ovn. Af ukendte årsager varmer den ekstremt ujævn (underligt nok varmer den mest tæt på lågen), så den lemon-mareng pie jeg prøver at lave lige nu bliver på ingen måde et mesterværk. Jeg formåede at brænde mig 3 gange OG sætte ild til et stykke bagepapir. Og alt sammen kun ved brug af en ovn.

Påske på crack

Det der mangler allermest, når man er flyttet til et nyt sted er åbenbart traditioner. Er nu gået gennem endnu en højtid UDEN at der er blevet holdt en (indsæt højtids navn)-frokost, og it suck ass. Jeg mangler desperat samling af mennesker omkring et bord fyldt med svin og alkohol i forskellige former. I stedet for at spise til vi kunne trille, så har Louise og jeg været i biografen, gået Sydney tynd og været kulturelle. Okay, måske ikke super kulturelle, men vi har da set statsbiblioteket og Sankt Mary's Cathedral OG Louise har vundet et American Pie drikkespil (hvis det ikke siger kultur, så ved jeg snart ikke, hvad gør). Jeg er ikke helt sikker på, om man kan bruge et drikkespil til noget her, for man skal nærmest betale med sin førstefødte, hvis man vil gøre sig forhåbning om, at anskaffe sig alkohol her. Jeg kastede en smule op i min mund, da jeg skulle betale næsten 100 kr for 6 (dårlige) øl. I stedet for at drikke sig fulde, som civiliserede unge mennesker gør det i Danmark, så tager folk her stoffer. Og jeg tror ikke de er specielt kræsne. Det er nok også grunden til, at Louise og jeg i nat blev vækket af et eller andet mennesker, der skreg som jeg aldrig har hørt nogen skrige før. Da jeg kiggede ud af vinduet holdt der en ambulance på vejen, og 3 ambulancefolk + et par stykker ekstra holdt en person fast. Måske for at give en beroligende indsprøjtning, for skrigene forsvandt meget pludseligt. Som nævnt bor vi ikke i verdens bedste kvarter, så der er altid gode ting at kigge på. Det behøver ikke en gang være nat eller weekend :) På en helt almindelig torsdag eftermiddag kom vi fra bussen, og i det vi drejede rundt om et hjørne hamrede vi næsten ind i en lettere påvirket herre i dametøj (samme sted som jeg så damen, der gik tur med sin kælegris). Jeg plejer ikke at vende mig om, for at stirre på folk med individuel tøjsmag, men jeg skulle lige være sikker på, hvad jeg havde set. Hvis jeg kunne tage det mentale billede, jeg fik ved at vende mig, og bare putte det i an makulator og derefter brænde stumperne, så ville jeg være ovenud lykkelig. Han havde tydeligvis ikke fået memoet om anstændig påklædning, for alt jeg så var verdens mindste (og strammeste) shorts, der gjorde et virkelig dårligt stykke arbejde med at skjule et par MEGET trætte baller. Jeg tror faktisk, at han selv havde klippet dem til, så verden kunne glædes ved synet af hans Adonis-krop. Hot damn!

Glæder mig til at komme væk fra crazies i Redfern og tilbage til mine prøver, der endelig er begyndt at arte sig. Tror de kunne mærke, at jeg hulkede sidst jeg forberedte dem.  

Virk nu forsøg!

Hele sidste uge var jeg skide sur, så derfor ingen indlæg. Mine prøver nægter at samarbejde, og jeg kan ikke gøre andet end at forsøge med tvang. Hjernerne er blevet reduceret til meget fint pulver, der skal opløses og ind i en stor magnet, der å fortæller hvilke molekyler, der er til stede. Problemet er bare, at der er molekyler i min opløsning, der ikke bør være der, og jeg kan ved Gud ikke få dem væk. Det er ekstremt frustrerende, men jeg prøver at sige til mig selv, at al erfaring er god erfaring (som om det virker, jeg bliver bare mega aggressiv).

Jeg har kastet mig over flere madprojekter, for at komme tilbage i min zen-tilstand. Jeg er i gang med endnu en gnocchi-periode, men mest fordi jeg kan få Louise til at tage sig af det med dejfingre, mens jeg selv superviserer. I love den arbejdsfordeling, men i dag har jeg selv stået med snitterne i klam dej, fordi Louise var i gang med et eller andet vigtigt (som at læse eller bare se smart ud), og fordi jeg synes det er synd altid at få hende til at lave det kedelige. Hvorom alting er, så har jeg fået lavet virkelig flotte græskar gnocchi, der klart kan anbefales.
En eller anden dag skal jeg også søsætte et nyt kageprojekt, men jeg kan ikke beslutte mig for om det skal være cheesecake eller schwarzwaldkage. Louise er ikke til nogen hjælp, for hun sidder bare og råber 'CITRONTÆRTE', hver gang jeg siger noget, der lyder som kage.

For at jeg ikke skal få et mentalt sammenbrud, er jeg begyndt at træne efter jeg har lavet specialeting. Det er en virkelig god måde, at få brugt al den opsamlede energi på. Tror også at Louise sætter pris på det, så jeg ikke hele tiden kræver, at hun skal underholde mig.

Er det forresten en besynderlig by man bor i, når man en tirsdag kl 17, kommer gående og ser en kvinde gå tur med en gris? Givet, jeg var lidt træt, men jeg er altså helt sikker på, at det var en gris.