fredag den 20. april 2012

Når man venter igen på bussen

Som nævnt er Sydney mødestedet for unikke typer. Det er altid rart at skulle med bussen, for der er folk altid klar på et underholdende indslag. Man kan selvfølgelig også bare gå en tur ned mod supermarkedet, hvis man ikke er helt klar på at involvere motordrevne køretøjer, men stadig har brug for at blive kulturelt overrasket. Jeg har lavet en top 5 (i tilfældig rækkefølge, for at alle skal føle sig equally specielle) over dejlige mennesker, der har sørget for, at jeg er blevet en oplevelse rigere.

1. Kvinden der gik tur med sin kælegris. Simple as that.

2. Manden der i forgårs blev anholdt, lagt i håndjern og slæbt ud af et børnehospital af 3 uniformerede betjente (den ene selvfølgelig i skudsikker vest), men alligevel havde nok overskud til at redde min dag ved at kalde mig 'filthy bitch', da han gik/blev trukket forbi mig (måske fordi jeg havde fået øjenkontakt med ham ca. 8 gange, og kiggede meget interesseret på, da han kom gående flankeret af betjente). Der er ikke noget, der varmer ens hjerte mere, når man står på en grå regnvejrsdag og venter på bussen. Happy days.

3. Manden, jeg oprindeligt troede havde en hvid barret eller en nissehue på, klædt i hvid kjortel, der stod og ventede på samme bus som jeg. Jeg var dybt imponeret over, hans åbenlyse mod, da han udvalgte sin kridhvide påklædning på en meget våd dag, men endnu mere fascineret over hans hovedgenstand. Jeg skal tydeligvis have briller, for jeg troede det var en hat, men i stedet havde han valgt to sider fra en kinesisk avis til at pryde hans hoved og give ham ly for regnen. Jeg ville dog nok have valgt at holde siderne i min hånd, så jeg ikke ville ende med tryksværte i hele face. Selvfølgelig havde han en klar farvefordel i og med at han var inder, men alligevel....

4. Kvinden der i går trodsede regnvejret og solbadede (jeg ved ikke om det stadig hedder solbade, når det er overskyet og man kun har 20 minutter mellem bygerne) i bikini midt på en oval ud til en af Sydneys hovedveje. For at hun ikke skulle føle sig alene, havde Sydney Boys High School valgt at sende hele deres 30 mand store marching band ud for at træne på selvsamme oval. Man bliver bare ikke ensom, når 30 teenagere går 1,5 meter fra en og spiller på stortrommer og trompet.

5. Drag queen'en med det sølvfarvede hår og palietblusen, der kom gående forbi mig i et industriområde på en højhellig torsdag eftermiddag. Er ikke sikker på, hvad lejligheden var, men flot så det ud. 

Har masser af andre mennesker, der bidrager med lidt krydderi til hverdagen, så det kan være, at der kommer endnu en top 5 :)

2 kommentarer:

  1. det er da godt du oplever noget men du venter på bussen. Skriv bare noget mere, det er dejligt at læse.

    SvarSlet
  2. AARhhhgg, hvor dejligt at livet er så mangfoldigt. Den kvinde med bandet omkring sig: tror du ikke, at hun lige netop oplevede sit livs vådeste (kan man skrive det?) drøm? Dog iført lille bikini, så faren for at blive trukket bort ved benene at en stor og stærk pøllemand, blev minimeret! Det tror jeg ;0).

    Kh faster

    SvarSlet