Rodede tanker

Jeg har tydeligvis et problem med at gå i seng. Jeg ved ikke om det er tanken om igen at skulle sove alene eller om det er fordi, der virkelig er så mange ting jeg liiige skal ordne inden, men jeg sidder altid oppe 3 timer længere end jeg burde. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg er über træt hele tiden, fordi jeg vågner, når Louise får fedtet sig hjem omkring kl 7.30. Det er ikke fordi hun vækker mig, men fordi ingen af os kan holde vores kæft, så jeg vågner altid for meget til bare at kunne lægge mig til at sove igen. It sucks. Hvorfor kan man ikke bare have et genialt soverhjerte som både Louise og Mummi (aka Christines sovenavn)?

Pubbe er trist i øjeblikket, fordi hendes chef ikke giver hende de timer han har lovet hende, og fordi en eller anden har stjålet hendes sødemiddel og gaffel fra hendes skab på hostellet. Det synes jeg godt nok også er grove løjer, så jeg inviterede hende på trøstemiddag. Jeg har lavet lasagne efter en Jamie Oliver opskrift selv om jeg af princip hader hans mad, men det her var fra en fattigmandskogebog, hvor han faktisk tillod at man brugte flåede tomater fra DÅSE! Det er aldrig set før i en af hans opskrifter, så det måtter jeg jo prøve. Vil faktisk mene at det var en succes, så den bliver hermed tilføjet min opskriftsbog. Jeg har også lovet Pubbe, at jeg ville lave hende bearnaisesovs, hvis jeg nogensinde fandt en opskrift uden bearnaiseessens. Igen tak til Spise med Price :) Der skal ikke så meget til at gøre Pubbe glad, så jeg har også lovet at lave jordbærtærte. Jeg ved ikke, hvor godt den kommer til at smage, for de australske jordbær når på ingen måde de danske. Sætter lige lidt billeder ind fra sidste gang The Pub var til middag.

Der er altid ekstra glæde, når vi skal spise.

Mindre succesfuldt drys til gammeldags æblekage. Synes måske lidt mere at det ligner en kyllette fra Netto end karameliseret rasp. Kom igen, Kimmie.

Selvom drysset ikke var så flot og det smagte lidt brændt, så skulle det selvfølgelig stadig på, for at give en autentisk smag.

Forresten er der en ting jeg er blevet opmærksom på under mit børnepasnings-gig. Jeg har åbenbart et navn man let glemmer, og når det først er glemt, så kan man på ingen måde resonere sig frem til det. Den yngste af drengene kunne på ingen måde få det ind i sin hjernekasse med navne, så han kaldte mig de mest syrede ting. Tina, Bettina, Isabella og Klara er alle navne jeg er blevet kaldt. Jeg tror bare han valgte det første navn på listen, for jeg truede ham med at tage hans pandekager fra ham, hvis han ikke kunne huske mit navn, så jeg tror ikke han gjorde det for at provokere. Uden at overdrive tror jeg at jeg har sagt mit navn 100 gange til ham, når jeg kunne høre ham spørge sin storebror 'Hvad er det nu hende hedder?' (fordi han kun brugte hende og aldrig hun). Jeg forstår godt at man kan have svært ved at huske navne. Hver gang jeg skal give hånd og præsenterer mig for nye mennesker, så hører jeg næsten aldrig, hvad de hedder, fordi jeg er så fokuseret på at skulle sige mit eget navn og ikke bare gentage deres. Det ville vare okay, hvis man hilste på en pige, for så kunne man godt have det samme navn, men jeg tror bare ikke, at jeg ville kunne gå for en 'Bjarne'... Og dog, måske med kort hår...  

Og så lige en dejlig nyhed. Louises kusine Mette har født en meget fin lille dreng, så jeg heppede på det rigtige. Nu skal vi bare have sendt billeder herned (hint hint).