Kimmie Down Under: Camping #1

Har endelig overskud til blog!!!! Det har taget mig 4 dage, at komme ovenpå efter vores tur til Cairns, men nu er jeg klar til at skrive igen. Jeg har valgt at bryde turen lidt op, så I ikke bliver fuldstændig mættede, når de fine fortællinger vælter ud af mig. Vi nåede at køre 3500km på 11 dage og tage omkring 1500 billeder. Jeg ser virkelig frem til sorteringsarbejdet, for der er nok blevet taget 100 billeder kun af fisk. Hurra.

Nå, men jeg begynder ved begyndelsen, da Louise og jeg tog af sted for at hente vores campervan. Vi aftalte at jeg skulle køre hjem, så jeg sad i bussen og mentalforberedte mig på at køre i venstre side af vejen i den forkerte side af bilen. Da vi gik med udlejningsmanden hen til bilen, måtte jeg bruge al min opsamlede morgenenergi på ikke at slå en høj engangs latter op, da han sagde at det var en rigtig fin bil. Han slog døren op til verdens mindste/slidte køkken og to bænke betrukket med et eller andet udefineret mønster, og det eneste jeg kunne tænke var 'hmmmm, gad vide hvor vores bagage skal være, for de her 2 kubikmeter er immervæk ikke meget plads, når vi nu er 5 piger og Pubbe i hvert fald pakker for 3'. Mine tanker om plads forsvandt dog som dug for solen, da døren til forsædet blev slået op. Jeg skreg en lille smule, da mit blik faldt på gearet, for det var selvfølgelig manuelt. Alt andet havde været for nemt. Til alt held sad pedalerne som jeg er vant til, så jeg ville i det mindste kunne finde bremsen, og måske på den måde redde os fra at køre i døden lige med det første.
Da vi havde fået nøglerne, satte vi os ind i bilen. Jeg fandt mit zen-sted og begyndte at fragte os tilbage til Redfern. Efter meget skrigeri fra min side og en del 'Du trækker måske lige lidt langt over den her vejbane', 'PAS-PÅ-DU-VAR-LIGE-VED-AT-RAMME-DERES-SIDESPEJL' og 'Jeg synes du klarer den rigtig godt. Har du ikke lyst til at køre hele vejen?' fra Louises endte vi uskadte ved vores destination. Efter de første 30 minutter føltes det lidt lettere at køre, så jeg var ved godt mod igen.
Vi fik lastet bilen og satte kurs mod Aldi, så vi lige kunne fylde køleskabet med lidt gode, tyske produkter.

Pakket bil og en super rejsegruppe klar til tur.

Aldi lå åbenbart i et stort shoppingcenter, så vi skulle lige finde en parkeringsplads. Når man kører i en campervan kan man øjensynligt ikke bruge P-skiltene til noget som helst, for vi blev ført mod en parkeringskælder, hvor jeg blev nødt til at hakke bremsen. Ud fra mine beregninger, så vil bilen ikke kunne komme under 'max højde'-skiltet, når det er ud for min hage og jeg befinder mig siddende i bilen. Derfor måtte jeg, igen skrigende, bakke midt på en MEGET trafikeret vej, for ikke at køre galt allerede første dag. Heldigvis kunne jeg bruge min overudviklede retningssans og få os hen til mere ordnede forhold.

Velfortjent frokost hvor det var tilladt at spise pålæg uden brød (det var en regel jeg lavede uden at indvolvere resten af gruppen).

Da vi havde fået lidt mad indenbords satte vi kurs mod Hunter Valley, der er et vinområde nord for Sydney.

Bagsædehygge.

Ingen af os er interesserede i vin, så vi tog kun dertil for at få et billede og for at kunne sige at vi har været der.

Bevismateriale.

Her vil den super observante læser tænke 'hvor er det dog voksent af Kimmie, som hun står der og får sig et glas vin på marken'. I virkeligheden er det en plastikkop fyldt med Pepsi Max, og jeg står og svinger med en Mint Slice i den anden hånd, mens jeg fortæller ligegyldige anekdoter og udpejer spindelvæv.

Efter lidt gåen rundt i vinmarker begyndte vi at lede efter et sted at slå lejr. Vi endte et lidt skummelt sted, hvor Louise og jeg blev holdt vågne hele natten (fordi vi havde trukket pladserne i teltet), af en mand på coke, der sang med på alle sange han spillede på sin boom blaster.
Morgenen efter vågnede jeg med cirka 1 mio myggestik - alle sammen på mine stakkels fødder. Det var starten på en alle tideres dag, som jeg vil fortælle om i morgen. I får lige et par stemningsbilleder.