Camping #9 (Daintree til Cairns)

Så er jeg tilbage efter 2 MEGET lange uger. Specialet er ved at drive mig til vanvid, men det er vel en del af charmen.
Jeg beretter lige om det sidste stræk på vores lille kør-selv-ferie, og så skal jeg nok begynde at opdatere jer om min super interessante hverdag.

Vi pakkede bilen sammen og kørte mod Daintree Rainforest, der ligger en times kørsel nord for Cairns. I princippet var det ret dårligt planlagt af mig, for det virker underligt at nå til det sidste stop, men så bare passere det, fordi man vil se krokodiller og regnskov (igen). Ud fra hvad vi kunne se på vores GPS (der sidst blev opdateret i 1997) og et kort vi havde fundet i bilen, skulle vi krydse Daintree River med en færge. Louise gik i panik lige inden vi nåede færgen, fordi hun ikke ville køre om bord, og jeg var jo meag trænet efter vores sejlads til Fraser Island, så vi kørte ind på en parkeringsplads for at bytte. Det viste sig, at det åbenbart var ved selv samme parkeringplads, at krokodillebådede havde afgang, og at vores GPS og kort havde løjet os lige op i ansigtet. Assholes.

Så skal der spottes krokodiller!

Den lille båd med vores kaptain. Denne gang slap vi for piratsnak, og jeg fik en kop kakao. Så kan man vist tale om 100% forbedring.

Pga. årstiden kunne man næsten kun finde babykrokodiller, fordi de store ligger på bunden af floden og feder den.

Næh, regnskov.

Vandstanden varierede en del, fordi det var regntid.

Lille træ i floden, der bragte minderne om Fraser Island tilbage.

Slæbefærge som både GPS og kort ville have os med. Notér jer lige vejret i baggrunden.  

10 minutter efter ovenstående billede. Vi blev fanget i en diskret byge.  

Togdannelse for at undslippe regnen, hvilket ikke fungerede, for vi blev alle sammen herre våde alligevel.

Vi nåede at se én stor krokodille, men den dykkede meget hurtigt pga. regnen. Jeg ved ikke helt hvorfor, for den var jo allerede i vandet, og så gør lidt regn vel ingen forskel. Sippet.
Efter vores krokodillejagt kørte vi tilbage mod Cairns. Vi ville stoppe ved et par udkigsposter, for at tage billeder af den flotte natur, men jeg nåede ikke at bremse, fordi de hele tiden lå lige efter sving. Det endte med at jeg helt ind ved en strand med herre dårlig udsigt, men heldigvis havde Tine mistet sin ene klipklap, så vi blev nødt til at køre tilbage for at finde den. Det gav mig en chance for at holde ind til siden, uden at gå i panik og uden at køre os ud over en skrænt.

Ensom klipklap, som Louise tyrede ud ad bilen. Vi efterlod den midt på vejen, men først efter jeg havde kørt den over. Vi troede at vi var sluppet af med den, men Tine insisterede på at vi kørte tilbage efter den, så hun ikke kun skulle gå med én sko og se fattig ud.

Snoede veje som vi med glæde kørte frem og tilbage af et par gange, for at blive genforenet med klipklappen.

Endelig et billede fra en bedre udsigtspost.

I Cairns fandt vi ud af, at det hostel vi havde booket åbenbart var overfyldt, så vi var blevet opgraderet til to 4-mandsværelser i stedet for et 8-mandsværelse. Det betød at vi skulle deles op, men tilgengæld betød det også, at vi kunne sove om natten og ikke behøvede at høre på stive amerikanere, der endelig måtte drikke lovligt og derfor tog det der med alkohol ret seriøst.
Cairns har ikke særlig meget at byde på og minder mest af alt om en græsk ferieø, hvor man bare skal vågne op med bræk i håret og tis på skoen, og synes at det var den fedeste aften EVER (man var selvfølgelig for bedugget til at kunne huske noget som helst, men det er det de andre siger, så det er jo sandheden). Tror kun det er esplanaden, der er noget værd. Der har de lavet en pool lige ned til stranden, for man må ikke bade i havet pga. krokodiller og brandmænd.

The Lagoon.

God grund til ikke at bade.

Vejret skifter meget hurtigt, så man ved aldrig, som alle andre steder i Australien, hvad man skal have på.

Fordi Cairns var lidt kedelig, havde vi planlagt ekstra action uden for byen. Louise, Pubbe og jeg blev hentet af en bus og kørt ud i en skov, for at vi kunne hoppe ud fra et 50 meter højt stillads. Når nu vi igen befandt os i regnskov, så vi selvfølgelig crazy dyreliv.

Lige ved ankomst blev Pubbe angrebet af en giga vandrende pind.

Da vi stod og ventede på action sad der en Tree Frog på en parasol og hang ud.

Da vi skulle hjem og stod og ventede på bussen, var en kæmpe hveps (5 cm) igang med at slæbe en edderkop ind i sin hule, for at kunne få en let snack.

Da vi gik over mod trappen, gik Pubbe og snakkede om, at hun hellere ville have haft den ultimative oplevelse med verdens højeste bungee (216 m). Hun skriftede mening, da hun sætte foden på trappens første trin.
Pubbe ville gerne springe for, fordi Louise og jeg skulle springe sammen. Hun var meget overskudsagtig og kunne smile (godt nok lidt stift) og vinke til et kamera inden hun hoppede. Jeg syntes det var lidt ubehageligt, for elastikken var tungere end jeg havde regnet med, så det føltes som om den ville trække en ud over kanten. Jeg er ikke sikker på, at bungy er min sport, for jeg fik slet ikke det samme adrenalinsus, som jeg kunne se, at nogle af de andre fik. Egentlig syntes jeg bare at det gjorde ondt i benene. Måske havde det givet en anden følelse, hvis jeg ikke havde været fyldt til bristepunktet med indtryk fra de forgange dage.

Så ved vi at vi er det rigtige sted. Manden til venstre er ved at sætte den vandrende pind hen på et træ. Pubbe lossede ham næsten i hovedet, fordi hun gik i panik over at det lille dyr sad på hende.

Meget højt tårn, der ser virkelig vakkelvornt ud.

Louise og jeg der springer (jeg skriger selvfølgelig som et 4 årigt barn og Louise er helt lydløs).

I luften (jeg skriger stadig).

Efter springet blev vi hentet af en mand i en båd, så vi kunne blive sejlet i sikkerhed.

Vi gad ikke at springe mere, så vi tog os en tur i deres jungle swing i stedet. Der bliver man hejst 45 meter op i luften, udløser sig selv og fyrer af sted med 120 km/t. Det er en seriøs gyngetur man får sig der.

Så er vi klar til afgang.

Vi havde tydeligvis mere overskud her end ved bungy.

Alt i alt havde vi en meget fin tur med virkelig mange oplevelser. Nu ser jeg bare frem til de næste ture Louise og jeg skal på, men det er først en gang i maj og juni, for jeg skal lige have det tilpasset med speciale og laboratoriearbejde.