Ting jeg ikke forstår ved det her land

Efter at have kastet mig ud i endnu at projekt med mad (mini bagels - Yuuum), er jeg begyndt at studse kraftigt over hele det der med afmåling af ting. Når det kommer til nagning, som fremstilling af førnævnte mini bagels jo er, så måler man ting i cups og ikke bare i gram og ml, som er meget lettere for mig at forstå. Jeg kunne prøve at bilde mig selv ind, at det er, fordi de ikke bruger det metriske system (en eller anden fortæl mig, hvad det hedder, når det ikke er det metriske system), men det ville være en fat lie. De tæller distancer i meter og kropsvægt i kilogram, så jeg forstår ikke, hvorfor de skal gøre madlavning til sådan en besværlig proces, når jeg nu for en gangs skyld prøver at følge opskrifter. Fortæl mig det! Nu!

En anden ting jeg har svært ved at vænne mig til er, at man skal takke chaufføren, når man står af bussen. Som om jeg gider sige tak, når jeg ikke en gang må køre på studiebillet, bare fordi det ikke er aussie-blod der løber i mine årer. Det må være mit jyde/jøde hjerte der taler, for jeg bliver svært ærgelig, når jeg ser en mulighed for at spare penge og den så bare bliver taget fra mig. Derfor er mit førstevalg, når det kommer til transportmiddel, min cykel. Åh, det er herligt. Gratis transport OG gratis motion, så bliver man bare glad. Min cykel har også fået det bedre efter jeg slæbte den til lægen, så nu kører hjulet i samme retning som jeg drejer styret. Det gør altså det hele meget lettere. Også selv om cykellægen næsten råbte mig ind i hovedet, at det på ingen måde var en cykel, men et LEGETØJ der på et hvert givent tidspunkt ville falde fra hinanden, og jeg ville komme MEGET slemt til skade. Jeg prøvede at forklare ham, at den var billig (løgn, for den var gratis) og derfor havde jeg godt regnet ud, at det ikke var super kvalitet. Det fnøs han bare af. Nå, men de gode nyheder er, at den ikke er braset sammen endnu, men jeg prøver også, så vidt det er muligt, ikke at køre off-road med den (som jo er meget svært her i storbyen, hvor der er græsklædte skrænter og mulighed for vilde ridt over alt).

Sidste ting jeg ikke forstår er, hvorfor man altid skal spørge folk hvordan det går. Jeg tror, det er en høflighedsting i de engelsktalende lande, der kommer sig af hele det der britiske 'how do you do?'. Alle hilsner er 'Hi, how are you going?'. Hvad fanden gør man så? Skal jeg svare, skal jeg ikke svare? Skal jeg spørge igen (også selv om jeg er ligeglad, fordi jeg ikke kender vedkommende)? Og i så fald, skal jeg sætte mit interesserede ansigt på, hvis de så svarer? Alle de spørgsmål kommer hver eneste fucking gang jeg møder nogen. Jeg magter det bare ikke. I princippet tror jeg ikke, at de lægger mærke til det, hvis man ikke svarer, for det har jeg gjort et par gange, og så taler de bare videre. 

Nu jeg lige har bevæget mig ind på sære høflighedsting, hvordan forklarer man så, konceptet 'Velbekomme/velbekommen'? Altså når man siger det til folk der spiser. Jeg har prøvet at forklare det med, at man anerkender at andre sidder og får sig et måltid, og man derfor ønsker dem at de måtte nyde dette måltid. Er det rigtigt, for da jeg forklarede var det egentlig bare en kæmpe omgang BS fra min side (jeg er fuld af den slags, så jeg behøver ikke en gang tænke mig om, inden jeg lukker lort ud)??