Camping #6 (Fraser Island part two)

Udfordring #4: Holde hovedet koldt, når naturen ikke samarbejder og lægger et træ på vejen.
Da jeg efter et par timer havde vænnet mig til det lidt løse underlag, blev jeg selvfølgelig mega kæphøj og blev øjeblikkeligt straffet. Fuck dig, Nemesis! Al min køreglæde forsvandt, da et træ blokerede vejen. Heldigvis er jeg meget optimistisk, så jeg fik Pubbe, Louise og Tine (Marlene meldte sig ud af fællesskabet, fordi hun stadig havde lidt hævede ben, men meldte sig til at tage billeder) til at gå ud og se om de kunne holde de størte grene til side, så jeg kunne køre bilen forbi.

Lortetræ, der ødelægger vores tidsplan.

Heldigvis begyndte Pubbe at fjerne alle kvistene, så de ikke kunne forhindre videre kørsel.

Efter jeg havde overtalt mine superhjælpere til at fjerne sig fra vejen, så jeg ikke ville køre dem ned, fik de fat på grene og kunne holde træet til side.

Manddomsprøve - bestået!

Udfordring #5: Holde hovedet koldt, når naturen ikke samarbejder og lægger sø på vejen.
Da vi havde mental-high-fivet hinanden i cirka en time, var det tid til endnu en prøve, for at vi ikke skulle kede os. Vi (jeg) havde været geniale og planlægge vores tur midt i regntiden, så vi vidste at vi kunne risikere at møde ret store vandpytter. På vores sikkerheds/intro-video havde vi som sagt set virkelig mange tåber vende rundt på hovedet i deres biler, og vi havde fået at vide, at vi skulle tjekke vandpytterne, fordi de kunne være ret dybe. Da vi stødte på en af dem, kunne jeg godt se, at de ikke overdrev, for den fyldte hele vejen, og vi kunne på ingen måde komme udenom. Louise var vandpyt-ansvarlig, så hun gik rundt og stak pinde i for at estimere dybden.

Louise har fundet en meget stor pind, men kan stadig ikke nå ind til midten. Marlene er i sin flotte solskoldningsforebyggende påklædning :)

Siderne bliver undersøgt meget grundigt, men midten er stadig urørt land.

Jeg har fundet verdens mindste pind. Jeg ville bare gerne have at de andre troede jeg hjalp til, og ikke bare stod og hulkede op ad bildøren.

Efter meget lang diskussion, satte jeg mig bag rettet og havde Tine ved siden af for moralsk støtte. Jeg kunne bedre forholde mig til tanken om, at jeg kørte galt med 1 anden i stedet for 4.

Mentalforberedelse.

Thumbs up for at overbevise de andre (og os selv) om, at vi nok skal klare den.

Actionbillede for dramatisk effekt.

Tine ser meget glad ud. 

Udfordring #6: Jage vilde dyr uden at komme til skade.
Pubbe klarede ikke den udfordring så godt, for da hun jagtede en veran gennem skovbunden, kunne man kun høre skrig og se hende komme tilbage med helt forrevne arme og ben. Jeg tror det samme skete, da hun jagtede en skink rundt i en anden skov. Hun fik dog gode billeder ud af det, så det var det hele værd. Eller.... Det var det faktisk ikke, for Louise og Tine fandt en veran senere, der satte sig på en træstub i solen og poserede gladeligt i 5 minutter, så jeg stille og roligt kunne tage billeder af den (uden at komme til skade, men dog ved at bryde loven og stå på et eller andet stakkels menneskes ejendom).

Skink. Jeg ville virkelig gerne holde den, men den løb meget hurtigt.

Pubbes billede af veran.

Mit billede af veran.

Jeg ved ikke om det var den samme veran, der stalkede os rundt på, for at den kunne råbe (på kropssprog) 'in your face, Ho!' til Pubbe.

Udfordring 7: Være på stranden UDEN at bade.
Strømmen omkring Fraser Island er åbenbart ret stærk. Man må ikke bade på den fine strand, for så bliver man taget af strømmen og sendt til New Zealand, hvis man da ikke bliver smagt på af et par hajer først. Man har ellers virkelig meget lyst til at kaste sig ud i bøljerne, fordi det er varmt og man bliver skambidt af sandfluer konstant. Heldigvis er der mange andre ting man kan lave på en strand.

Man kan tage billeder af folk der tager billeder.

Man kan vise, hvad der ville ske med bilen, hvis vi kørte for tæt på vandet.

Man kan løbe væk fra bølgerne (Tine har tydeligvis ikke fået memoet, om at man ikke skal blive stående).

Man kan slå grimme vejrmøller.

Man kan skrive sit navn i sandet (jeg tror det er Pubbes fod, men jeg kan ikke bestemme om der er en klipklap på den eller om den bare er virkelig beskidt).

Vi kom dog til en virkelig smuk sø næste dag, hvor vi kunne skylde de værste sandfluer af og få lidt sunshine.

Glade, kølige mennesker, der har overskud til at vinke.

Hvis man ser bort fra mit citron-face, så vil den skarpe læser i baggrunden se, at både Louise og Marlene tjekker deres egne bryster ud.

Udfordring #8: Spise aftensmad i bilen uden at dø af sved.
Fordi det var mørkt, da vi skulle spise vores lækre aftensmad, blev vi nødt til at sidde inde i bilen. Alle var iført lange ærmer og bukser, fordi vi var ved at være lidt ovre det med sandfluerne, der bed en hele tiden. problemet var bare, at der var cirka 103 grader uden for bilen og derfor var det endnu varmere indenfor. Så kunne vi sidde der og spise vores varme pålæg mens vi var ved at drukne i sved.

Glinsende ansigter og svedigt pandehår.

Pubbe har svedt så meget, at rugbrødsposen har afgivet al sin farve til hende (jeg ved ikke, hvorfor hun har lagt sin serviet der).

Udfordring #9: Campere i regnskov OG få søvn på samme tid.
Det eneste sted vi kunne slå vores små telte op var midt i en regnskov. Og jeg skulle lige hilse og sige, at der er pænt mange dyr, der kan larme på virkelig mange forskellige måder sådan et sted. Jeg vil skyde på, at der har siddet 1 mia. cikader og opildnet hinanden i træerne lige omkring os. Samtidig med larmen var vores telt for kort til at man kunne ligge udstrakt, hvilket lyder voldsomt, når jeg nu kun er 168 cm, men det er sandheden. For at gøre det hele bedre, blev det ikke køligere i løbet ad natten, for træerne stod ret tæt og blokerede for vinden. Tror jeg fik omkring 10 minutters søvn, men jeg skulle jo også bare køre bil dagen efter.

Vores lille, men varme lejr.

Udfordring #10: At nå sin færge, når der hele tiden er modkørende trafik.
Da vi skulle tilbage til fastlandet havde vi booket en færge kl. 15. Vi holdt dog allerede og ventede, da kl. var 12.45, så vi ringede og hørte om vi kunne blive sat på kl 14 i stedet. Vi blev bedt om at vente på at de ringede tilbage, så vi sad og hyggede os i skyggen. Da klokken blev 13.15 blev vi ringet op og de sagde, at det ikke var noget problem at komme med tidligere. De fortalte så samtidig, at vi skulle køre et andet sted hen, men at det kun ville tage 20 minutter. Efter at have boet her et stykke tid, så er vi godt klar over, at australierne er tidsoptimister i en helt anden dimention end man kan forestille sig. Man skal derfor gange alle tider med 2, så vi kunne godt se, at vi ville komme i problemer. Vi løb rundt mellem hinanden, kastede os ind i bilen og satte kurs mod den anden færge. Efter 20 minutter var vi kun halvvejs, så vi gav op og vendte om, så vi i det mindste havde god tid til at nå den først planlagte færge. Godt for os, for da vi sad og talte om, hvor heldigt det var, at vi havde vejene helt for os selv, kom der selvfølgelig modkørende trafik.
Jeg prøvede at bevare roen, og manden der kørte den anden bil var guide og vant til at køre på øen, så han fortalte mig, hvor jeg skulle køre hen, og at de havde masser af tid, så jeg kunne tage det i mit eget tempo. Marlene sad på passagersædet og angstsvedte, fordi hun er bange for højder og vi holdt lige på kanten til en skrænt.
Da vi igen var igang med at lykønske os selv, kom der mere modkørende trafik. Nemesis var tydeligvis ikke færdige med os. Denne gang var det en kæmpe bus, og jeg havde ingen steder at holde ind. Jeg måtte derfor bakke omkring 100 meter rundt om et hjørne, for at holde semi ind til siden. På vejen sad jeg kun fast 4 gange.

Udfordring #11: Lave håndbremsevending på trafikkeret vej, for at se på dyr.
På vej tilbage mod biludlejningsstedet kørte vi glade og talte om, hvor gode vi havde været til at klare ovennævnte udfordringer. Tine skreg pludselig 'KÆNGURUER!!!!'. Vi havde ledt efter de lortedyr i 5 dage, så jeg insisterede på at vende kareten selv om der var giga færgetræk bag mig.

Kænguruer - in the wild.

Kænguruer - stadig in the wild.

Camping #5 (Fraser Island part one)

Fraser Island er verdens største sandø, og her bestod jeg/vi alverdens manddomsprøver. Jeg har derfor sat dette indlæg op i udfordringer, og billeddokumentation medfølger, hvor det er muligt.

Udfordring #1: Gennemføre leje af firhjulstrækker fra 1973 med et selvsikkert udtryk.
Inden man bliver sendt til færgen skal man se film med skuespillere i verdensklasse, så man er klar til at køre i sand. Jeg vil skyde på at man så biler, der vendte på hovedet ca. 57 gange på 15 minutter og generelt bare folk, der fodrede dingoer og blev taget af tidevandet. Jeg kom derfor ud fra det lille informationsrum, og var en smule angst for at skulle køre os alle i døden, eller at jeg skulle se Stillehavet trække vores bil ud, så den kunne blive fortærret af hajer og brandmænd, fordi jeg ikke havde taget højde for tidevandet. Det hjalp heller ikke, at udlejningsmanden havde sagt, at vi skulle bakke af færgen, når vi landede på øen.
Desuden har jeg ALDRIG kørt med firhjulstrækker, og det er åbenbart en hele videnskab at skifte rundt mellem alle mulige gear. Det blev forklaret på meget mumlende australsk, og afsluttet meget hurtigt med at udlejningsmanden viste os en lille skovl, der både virkede som feltspade og dingo-våben.



That's the face of a very confident young lady.

Så er der vidst en, der er mere end klar til at køre. Og som man kan se, var det også super komfortable siddeforhold.

Udfordring #2: Få stor bil på og af færgen uden at køre i vandet.
Alle passagerer fra bilerne skulle gå ombord på færgen, så jeg blev efterladt alene i bilen, for at køre den ind på vogndækket. Af en eller anden grund, havde de parkeret (eller hvad det nu hedder med en båd) færgen i verdens mest latterlige vinkel, så man skulle tage et mega skarpt sving. Hvis man ikke drejede på det helt rigtige tidspunkt, så ville man enten køre sit eget sidespejl af og ridse hele bilen eller også ville man køre i havnen. Det var super fedt, at kigge rundt på alle de andre biler, og se at man var den eneste af hunkøn, der havde fået lov at sidde bag rattet.

Jeg er i den bagerste, hvide bil. Man kan ikke se det, men jeg skriger og hyperventilerer på samme tid.

Efter endt sejlads skulle vi (læs: Kimmie), som nævnt, bakke af færgen for at komme i sikkerhed på land. Det betød at man skulle holde bilen nogenlunde lige i et spor, på en meget lang badebro i træ. Der er ikke blevet taget billeder af det, for vi havde alle sammen for travlt med at skrige og dytte, fordi føreren af bilen foran, tydeligvis havde glemt sin rumlige intelligens derhjemme og konstant var ved at bakke ind i os.
Heldigvis klarede vi det tørskoede og i et stykke, så vi kunne komme ud og køre offroad i sandet.

Udfordring #3: Køre i sand, sand og atter sand.
Jeg gik lidt i panik, da jeg drejede om det første hjørne og så alt sandet, der udgjorde 99% af vejene på øen. Selv om jeg godt vidste, at det var sådan, så blev jeg stadig meget overrasket. Da jeg endelig fattede, at det var ligesom at køre i sne, så gik det lidt lettere og var faktisk virkelig sjovt. Jeg havde det nok sjovere med det end mine passagerer, for vi var nødt til at køre med åbne vinduer (pga. manglende aircondition). Jeg var så koncentreret om at holde os på vejen, og ikke køre os ud over skrænter og ind i store sandbunker, så jeg havde kun øjne på vejen og intet andet. Det resulterede i at jeg fik slappet 3 ud af 4 passagerer i ansigtet med lavthængede grene, når jeg kom lidt for tæt på med bilen. Hov.

Efter 200 meter på astfalt drejede vi rundt om et hjørne og kom til det her.

Safety first. Jeg kørte kun 20 km/t selv om det føltes som 120.

Vej med mange bump til stor glæde for bagsædepigerne.

Fartskilt på stranden.

Seventy-five mile Beach. Det var en virkelig lang strand.



Desperat Kimmie, der har kommanderet alle ud ad bilen for at lette vægten, så hun for 8. gang kan forsøge at komme væk fra stranden.

Bil der er kørt fast, fordi den af ukendte årsager ikke vil campere i nærheden af stranden.

Næste udfordringer kommer i morgen, for nu skal jeg i seng, så jeg kan være frisk til Mardi Gras.

Camping #4 (Noosa Heads til Hervey Bay)

Beklager at jeg ikke skrev igår, men jeg var ret så træt efter at have været vidne til mord det meste af formiddagen, for derefter at spendere resten af dagen med ofrenes hjerner mellem hænderne.

Tilbage til emnet. Vi nåede endelig til Noosa Heads, hvor vi skulle ud og gå en rask tur. Marlene holdt stand ved bilen, fordi hun kun kunne have bare fødder. Hun havde selvfølgelig ignoreret alle råd, så hendes ben var hævet i en sådan grad, som jeg kun har set hos svært overvægtige kvinder med seriøse veneproblemer. Ud over det havde huden også skiftet farve og changerede mellem pink, lilla og skræmmende.
Vi andre havde fattet vandrestøvlerne (eller Converse), så vi var klar til 8 km op ad bakke (som synes at være temaet i Australien).

Lækre stænger (med super ortopædisk korrekte sko) på vej på tur.

Inden vi kunne gå skulle vi lige tjekke toiletfaciliteterne. Louise spottede selvfølgelig en edderkop, men den her gang var det den største edderkop jeg nogensinde har set (indtil vi kom til White Haven Beach, men det er en historie, der kommer senere). Den sad lige over os og jeg krydsede fingre for at den kunne holde balancen, så den ikke skvattede ned og landede i mit ansigt. Det så ud som om den havde pelskrave på, og mit bud er at den har nedlagt en grå ræv, spist indmaden og så slynget skindet om halsen for at være med på noderne.

Korsedderkopper er so last year.

Jeg ville bare ønske at jeg havde haft noget ved siden af, så man kunne fornemme, hvor stor den var, men nu må I bare tage mit ord for det.

Nå, men af sted vi for. Vi havde valgt en rute, der førte os gennem den største variation af skov/strand, så vi kunne se så meget som muligt. Jeg sætter bare lige lidt billeder ind, så I ikke skal trækkes med en lang, kedelig udredning om forskellig natur.

Åh, hvor er naturen smuk. Myrer på arbejde.

Træ med bryster/testiskler (alt efter hvad man foretrækker).

Kan ikke finde ud af om det er et hult træ eller om det bare vender på vrangen.

Skov næsten kun med hvide træer.

Håndstillingen antyder at Louise enten er ved at synge en ballade eller er ved at lave en dramatisk exit. Diva Hands!

Havde håbet på at kunne gynge i lianen, men det var måske også lidt optimistisk. Lorte jungle. 

Vi er tydeligvis alle sammen 'røre'-børn. Tine har i hvert fald et godt tag om planten.

Lige pludselig nåede vi til havet. Man kan ikke se det, men der er sandstrand ved siden af klipperne. Jo længere vi kom jo flere strande stødte vi på.

Autentisk vandslange der er en integreret del af naturen.

Penis-træ. Hø hø.

Vi brændte kun vores underarme en lille smule, da vi ville hvile dem på blik-gelænderet.

Jeg elsker skygger, der får det til at se ud som om man har muskler. Det fjerner også fokus fra mine svedige shorts, der har søgt tilflugt mellem mine baller.

Efter vores hyggelige gåtur, kørte vi til Hervey Bay for at overnatte inden vi skulle skifte bilen ud og sejle til Fraser Island. Vi fandt en fin lille campingplads, og nåede rent faktisk at lave mad (eller vi satte i hvert fald bordet op og lavede os et par wraps). Da mørket var ved at falde på, var der åbenbart flagermusetræk mod en eller anden ukendt destination, for jeg vil skyde på at omkring 200.00 flagermus fløj hen over os. En af dem havde sat en forkert kurs eller også havde den virus på sit dynamiske sonar-system, for den hamrede ind i en palme ikke så langt fra hvor vi stod. Jeg fik ikke taget noget super godt billede, for belysningen var ikke rigtig til at arbejde med, men I kan få det bedste af dem jeg har.

Alle de sorte pletter er flagermus og det var kun et af de steder de fløj.

 I morgen går turen til Fraser Island og lidt off road driving.