Velsignet være fredag

Fredag er min absolut yndlings ugedag. Mange ville sige lørdag, men jeg elsker forventningens glæde, der går hånd i hånd med fredag. Man glæder sig til 2 fridage (det gælder ikke når man er studerende, for så skal man lave lektier), man har tidligere fri end ellers og alting er bare lidt federe end på andre ugedage.
Som I nok kan forstå er jeg i godt humør i dag, hvilket ellers ikke har været tilfældet i de foregående dage. Jeg har fundet ud af, hvor mange afleveringer jeg har, og jeg er tvunget til at aflevere kvalitetsprodukter, fordi karaktererne man får i løbet ad året tæller med i den samlede karakter. Jeg har ellers været vant til at kunne fede den og så gå i panik, når eksamenstiden kom og jeg skulle læse (eller i hvert fald kigge i bøgerne). Jeg er ikke sikker på, om jeg helt forstår pointen med opgaverne. Rapporter er jeg med på, men i går skulle jeg lave en præsentation og aflevere en poster. Her tænker I så "Poster, det må være et smart udtryk, for noget af det der nymodens pjat". Hertil kan jeg så respondere, at det har i fået helt galt i halsen. En poster er et fancy ord for en planche. Og ja, det er "planche" som i "jeg går i 3. klasse (i 1994 hvor vi ikke har power point og det der internet) og klipper ting ud fra ugeblade, så jeg kan lave en flot plakat over trafiksikkerhed". Altså, for lige at opsummere, en moderne måde at viderebringe et budskab. Det mest sørgelige er, at man aldrig ville kunne se forskel på, hvem der havde lavet den lorteplanche. Kimmie, 9 år eller Kimmie, 25 år. Mine kreative klippe/klister/tegne kan ligge på en lillefingernegl. Hvordan jeg fik 8 i billedkunst i gymnasiet, er mig en gåde. Måske er det fordi vi havde vores billedkunstlærer i idræt, og at jeg slog hende i samtlige fysiske udfordringer (her spørger man måske 'Jamen, Kimmie. Hvorfor var du sammen med læreren og ikke en af de andre elever? Fordi Louise og Pubbe hurtigt fandt sammen, og hyggede sig gennem hele processen, og vi var et ulige antal), så hun vidste at jeg kunne banke hende... Måske var det fordi jeg altid sad ved bord med Pubbe. Hun prøvede at bilde os ind, at hun var ved at tegne noget abstrakt, men i virkeligheden var det bare grimhed - i farver.
Jeg er svært ærgelig over, at jeg ikke nåede at tage et billede af mit grønne stykke pap med hvidt papir klistret på.

Mit lille madindlæg i denne uge bliver om mit forsøg på at lave en æbletærte. Jeg har konsulteret Spise med Price, men de har kun Tarte Tatin, og jeg insisterer på at kaste mig ud i et flettet låg. Det bliver lidt på forsøgsbasis (som alt det andet) og det gode er, at jeg denne gang har 2 prøveklude, for jeg tvinger Pübschen (Pubbe, German style, fordi jeg også øver mig i at være mere international) til forstæderne, så hun også kan smage den.
Forresten vil jeg lige tilføje en note, om min indsats for at blive intergreret og mere international. Fordi det er ca. 300 grader varmt udenfor insisterer jeg på at gå med klipklappere every day. Det betaler sig tydeligvis, for min Aussie Tan er endelig begyndt at vise sit ansigt, og jeg er nu den stolte indehaver af blege dansker linjer efter mine klipklappere. Det er en smuk kontrast og nu mangler jeg bare resten af kroppen, men det arbejder jeg videre på i morgen, når stranden kalder (kryds lige fingre for at varmen og solen bliver her). 

Modvind, you fucking suck!

Jeg hater for hårdt på modvind i dag. Efter at have sløset hele dagen, var jeg selvfølgelig ved at komme for sent til laboratorieundervisning (også selv om jeg stod op kl 7.45 og først skulle møde kl 15), så jeg skulle cykle mega hurtigt. Og hver gang, HVER GANG, jeg kommer for sent ud ad døren, så skal jeg køre med stiv kuling lige i sylten. Det var som at deltage i en meget intens omgang spinning, body bike eller hvilket pseudonym det nu går under. Mødte under alle omstændighder kam svedig op til undervisning. Dampede dog hurtigt af, da jeg fandt ud af, at jeg skulle sidde og stirre i 3 timer, fordi vi skulle lave et af de kedeligeste forsøg jeg til dato har deltaget i. Det tog mig tilbage til vores bachelorprojekt, hvor jeg stof og udtog prøver fra de samme kar i 7 timer. Åh, the good old times.
Nu jeg lige taler om pseudonymer, så har jeg overvejet at anskaffe mig et. Jeg er jo wannabe-forfatter-type, når jeg nu sidder har og skribler på min blog, så et cool alias må da være det næste skridt. Det bringer mig videre til et spørgsmål. Hvilket pseudonym ville passe godt til mig? Jeg har tidligere overvejet Kimmie-Lucia [Kimi-Lutjía], men det var fordi jeg havde opstillet en hypotese om, at alle de unge og hippe (dem fra Paradise Hotel, red.) havde 2 navne og dermed var dobbelt så seje. Jeg ved måske bare ikke helt om det navn holder (eller om det er et pseudonym, når det stadig indeholder mit navn), når jeg skriver blog om rejser, hygge og mad. Føler måske mere, at det skal være det navn jeg bruger, når jeg fortæller om mit liv i det hårde gademiljø eller når jeg deltager i de 'næsten' unge mødre.

Jeg tager under alle omstændigheder gerne imod forslag!!!      

Louise og jeg mødtes med El Pubski (jeg ved godt at det burde være La Pubse, når nu hun er hunkøn, men det ligger bare SÅ dårligt i munden) i går, så vi kunne vandre byen tynd. Det var hyggeligt endelig at kunne dele alle indtrykkene med andre end tilfældige forbipasserende, der blev forskrækkede, når jeg højt udbrød 'NØJ' (hvornår har jeg nogensinde sagt nøj. Jeg sagde i virkeligheden 'FÅRK, hvor er det vildt, mand').
Vi var i botanisk have og kigge på planter. Pubbe er kameraansvarlig i øjeblikket, fordi hun har et sygt japser-kamera med teleskoplinse and the whole sjabang (for nu at citere hende). Hun har dog en tendens til at tage billeder som en mand, så hun tager billeder af bygninger i stedet for et sjovt blad med plaster på. Hun skal nok lære det, når Louise og jeg gang på gang tvinger hende til at tage billeder af alt det skrammel vi selv ville gøre.

Jeg har forresten fået min HTC til at virke, så nu kan det være at jeg rent faktisk får taget billeder, hvilket ellers har været en svær proces, når undertegnede nu hele tiden glemmer sit kamera.

The sun is shining

Hvor er det dog fantastisk, at man kan sidde og skrive sit lille blogindlæg mens man drikker en kop the (af sin Neuroscience Research Australia kop selvfølgelig) og hører Mads og Monopolet, og man ser frem til en tur i biografen (for endelig at se Harry Potter, fordi man stædigt har insisteret på at vente, så man kunne overholde sin Harry Potter tradition, og se den med Louise) og botanisk have.
Min verden er bare lidt bedre, når jeg er sammen med folk jeg godt kan lide. Jeg hentede Louise og Pubse i lufthavnen torsdag morgen (jeg var næsten lige så træt som dem, for jeg havde drukket mig selv fra sans og samling i energidrik, for at kunne skrive min rapport færdig onsdag nat, så jeg havde total hjertebanken og meget åbne øjne, da jeg prøved at gå i seng). De strøg selvfølgelig lige igennem det hele, og skulle ikke stå og vente en time på at vise pas, som jeg skulle. Det er en sjovt ting, når man ikke kan kontrollere sin ansigtsmuskulatur, der hele tiden trækker ens mundviger opad, så man bare ligner en lalleglad idiot. Har smilet i 3 døgn!
Jeg læssede dem af her hjemme, så de lige kunne tage en power nap mens jeg arbejde hårdt i laboratoriet. Da jeg kom hjem tog det al min viljestyrke ikke at vække dem. Da de havde sovet i 3 timer, blev det dog for meget for mig, så jeg vækkede dem og prøvede at argumentere for at de skulle stå op, for ellers ville de få problemer med at vende deres døgnrytme. Det virkede dog kun på Louise (måske også fordi jeg blev ved med at tale til hende), så Pubbe nappede i små 7 timer.
Da der endelig kom liv i den gode pige, så tog vi ind til byen, for at tjekke hende ind på et hostel og finde noget at spise. Vi fandt et meget fint lille pizza sted, hvor jeg kunne udfolde min nyopdagede kærlighed til lam. De putter de sjoveste ting på deres pizzaer (som i græskar og avocado), så det er en meget spændende oplevelse, når man ikke bare kan vælge en standard Hawaii.

Pubbe og Louise har fået klaret de fleste ting på deres to-do lister. Vi mangler bare at finde et sted Pubbe kan bo, men det er måske også lidt vigtigt, så det ikke ender med at hun skal bo på gaden. Ikke at det er det værste land, at bo på gaden, for her er begyndt at blive varmt. En anden positiv ting ville være at man kunne spare på huslejen og få nye venner og en hund (der jo er en obligatorisk accessory, når man er hjemløs). Pubbe er dog bange for hunde, så jeg tror ikke rigtig, at hun har hvad der skal til.

Er der forresten nogen der har inputs til, hvad man skal se, når man er her (ud over den store sten)?  

Nyt beach wear

Jeg har fået mig mit helt eget surf board. Og så i blå. For at fuldende pakken (og min lykkerus) erhvervede jeg mig også en våddragt. Jeg så for første gang mig selv i spejlet, efter jeg havde smyget mit diskrete korpus ned i sådan en, og det var faktisk ikke så slemt som jeg havde troet. Min tidligere sammenligning med shape wear holder åbenbart stik, for man ser mindre voluminøs ud med den på. Og den dækker hele kroppen, så man ikke kan se det strandvaskerhvide skin, der udgør overfladen af min krop. Det negative er selvfølgelig, at min krop så heller ikke bliver ramt af solen (kun ansigtet, så jeg ender med meget røde kinder og bleg krop), når jeg har den på. Jeg får det måske til at lyde som om, at det er mit nye hverdagstøj, men det er altså kun til når jeg skal surfe. Det er ikke den jeg vil hoppe i, når jeg skal ned og handle eller noget. Det var lidt af en udfordring at skulle hjem med et bræt på 2,6 meter, når man skal med bussen. Jeg havde dog planlagt mig lidt ud af problemerne, for klokken var omkring 11, så det værste morgentrafik var ovre. Hvad jeg ikke havde planlagt var, at en man i kørestol OG en kvinde med barnevogn skulle med samme bus. Det endte med at jeg måtte stå i midtergangen med mit bræt på skrå, og så støtte al vægten på min skulder. Så er en halv time bare virkelig lang tid! Chaufføren var heller ikke helt tilfreds med mig, for jeg indtog pladsen med klapsæder, så snart barnevognskvinden stod af. Jeg havde bare ikke opdaget, at jeg hvilede brættet op ad stopknappen, som kørestolsbrugere skal trykke på, så chauførren stod ud af sin lille indhegning og skulle til at slå rampen ud 2 gange, før han opdagede at det var mig (der ved et uheld) der trykkede stop. Hov.

Jeg har forresten haft total hold i nakken de sidste par dage, fordi jeg i søndags blev sejlet over af en af de andres board. Blev væltet af en bølge, der knækkede lige i hovedet på mig, og da jeg så prøvede at komme op til overfladen, for at hive lidt luft til mig, så blev jeg på groveste vis sejlet ned af et løssluppent board (heldigvis ramte det mig i baghovedet, så min næse er stadig intakt - ikke at nogen ville kunne se forskel, men det er princippet i det). Jeg har fået et soft board, så jeg kun kan gøre minimal skade på dem jeg kommer til at ramme. Glædes ved tanken om, at jeg ikke kan give nogen åbent kraniebrud.

Jeg må lige knytte en ekstra kommentar/observation/noget jeg undres over til mit indlæg ingen arme, ingen småkager. Der hvor jeg voksede op boede der en dreng, der ikke havde arme, men kun hænder (hvilket var grunden til, at han altid gik med vest og ikke tshirt). Hvordan passer han ind i hele det der arme-småkager? Han kan jo stadig gribe om småkagerne, men hans rækkevidde er om noget mere begrænset end min. Vil han så være skæring med y-aksen, hvis x er armlængde og y er opnået antal af småkager? Der må meget gerne kommenteres, for det er da et af livets store spørgsmål!!!

Ingen arme, ingen småkager

Det er en vending, der har stået meget højt på den principliste jeg er opdraget efter. Jeg har dog efter et par surfing lessons fundet ud af, at jeg har korte arme. Jeg ser de andre bære deres bræt uden problemer, men mine arme er for korte. Det ender med at jeg løfter kejtet med begge arme eller går med det på hovedet som en afrikansk kvinde. Det spørgsmål jeg bliver ved med at stille mig selv er, får jeg færre småkager end folk med lange arme? Jeg sidder og skriver rapporter til den store guldmedalje, så jeg undres meget over, om armlængde og småkagemængde føljes ad. Når man ingen arme har, så får man ingen småkager, så langt er jeg med, men betyder det så, at jo mere arm man så er i besiddelse af, des flere småkager kan man rage til sig? Det vil jeg faktisk gerne vide...

Og kan man forresten have damp uden at have lysten til at bevæge sig hele tiden? Jeg har koncentrationsproblemer og er overbevist om, at der ligger en medicinsk forklaring bag. Det har taget mig 3 dage at skrive en halv rapport, fordi jeg ikke kan koncentrere mig mere end 15 minutter ad gangen. That is sad. Til gengæld får jeg vendt en masse ligegyldige ting med mig selv, som dette blogindlæg bærer tydeligt præg af. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig, når jeg i morgen skal begynde at læse om gæringsprocesser. Måske er jeg bare ved at være lidt ovre hele det her universitetsræs. Det er medd 100% sikkerhed ord jeg kommer til at æde i mig, når jeg har været på arbejdsmarkedet i en uge, eller når det går op for mig, at man ikke bare får 2 måneders sommerferie (åh ja, her prøver jeg igen at snyde, for i virkeligheden bruges de 2 måneder (løgn igen - det er 1 uge fordi man skal modregne procrastination) jo på at læse til reeksamen). Læg lige mærke til parantes i parantes, jeg har tydeligvis et misbrug.

Skulle lige hilse og sige, at min native lasagne var sublim. Ikke bare for at rose egne evner til at mestre den svære kunst, som det nu en gang er at lave lasagne, men også fordi det bare var lækkert kød. Who would have thought? Man skal bare lade være med at tænke på, at det er kænguru, for jeg havde problemer med at skulle se den for mit indre billede mens jeg spiste. Ikke at jeg har de der syge tanker om, at det er synd for dyrene, og at jeg har tænkt mig at blive vegetar (hell no!), men det er underligt, når man kaster sig ud i at spise nye dyr. Også selv om de er hakket helt i stykker, så man ikke kan se at den har været rigtig glad med pels og alt muligt. For lige at summe op på forvirrede tanker og skriblerier - Kænguru gør sig godt i lasagne!
    

Er et skridt nærmere fuld integration!

Titlen på dette indlæg er egentlig kun en halv sandhed, for jeg har i dag taget TO vigtige skridt i den rigtige integrationsretning.
1. Har haft min anden surfing lesson og kan nu semi-stå på brættet. Jeg har også vænnet mig til følelsen af en våddragt, og følte mig næsten nøgen, da jeg skiftede til civil, fordi intet sad malet til min krop. Det er faktisk lidt lissom at have shape wear på. Ved ikke om det stadig er moderne, men sidste år hørte jeg Uffe Buchard sige, at han selv brugte det meget. Føler mig rimelig in! Også selv om det var i Go' morgen, Danmark (ja, det har jeg tid til at se. Er også en integreret del af hr. og fru kakkelbord-klanen - det skal man ikke være for fin til).
2. Er ved at lave mad med kænguru-kød. Det er godt nok lasagne, but it still counts. Er meget spændt på udfaldet. En positiv ting ved kænguru er, at det er ekstremt magert og har et virkelig højt proteinindhold (okay, det var 2 positive ting), så mine muskler kan komme til hægterne igen efter min tur på/i vandet, uden at jeg behøver drikke nasty proteindrik eller gå amok i mælk og æg. Og jeg bliver ikke flæsket. Kan nogen sige 'win-win situation'?? 

Jeg er blevet lidt fanget af hele det der surfingarrangement, så jeg overvejer kraftigt at investere i mit eget board, når nu jeg skal være her så længe og jeg bor forholdsvis tæt på stranden.
Jeg lover, at jeg stadig finder mit Bratz boogie board, så jeg har noget at padle rundt på, når jeg bare er på stranden for at få lidt sunshine.
Jeg forstår forresten godt, hvorfor hajerne holder til her. Vandet er helt fantastisk og på den her årstid går man i for at få varmen. Det er lidt underligt, når vandet er varmere end luften, men det kunne jeg godt blive vant til. Tror måske jeg kommer til at få lidt problemer til sommer, hvis det fortsætter på den måde. Det ender med at jeg bare ligger alle mulige random skyggesteder og sveder.

Er jeg nede med den engelske grammatik?

Kan uden overhovedet at tænke eller blinke med øjnene svare: NOOO! Hvilket er endnu en grund til at jeg savner Louise (ikke at jeg behøver flere). Min søde kæreste er jo sådan en humanisttype, der lige om snart er uddannet cand. mag. i dansk og engelsk. Hun må vide en ting eller to efterhånden, også selv om hun ikke vil stå ved det. Jeg er ved at skrive en laboratorierapport, og jeg fyrer rundt i grammatiken. Det gode ved at være sådan en tør naturfagsperson, som undertegnede jo nu en gang er (hence, the bad writing and punctuation), er, at man ikke bliver bedømt på formuleringsevner. I hvert fald ikke endnu. Gruer for specialeskrivning, for der bliver der lagt vægt på alles. Det bliver rigtig sjovt for mig.
Det sværeste ved at skrive på engelsk er, at jeg, om muligt, forstår deres kommaregler endnu mindre end de danske. I øjeblikket går jeg ud fra et princip I like to call: Ingen kommaer. Det fungerer meget fint for mig. Word grammatikkontrol er i hvert fald ikke blevet sur endnu, og vi ved jo at word altid har ret. Ligesom Google Translate.

Jeg har bestilt tid til at surfe igen på fredag og søndag. Håber lidt at en enkelt restitueringsdag er nok, men jeg tvivler lidt. Er først lige kommet mig over turen i søndags, men måske vænner mit dvaske korpus sig til det. Jeg krydser i hvert fald fingre.
Det er en fantastisk motionsform, for man opdager først for sent, at ens krop har overskredet alle sine begrænsninger. Jeg kollapsede næsten, da jeg kom ind på land efter 2 timers plasken rundt.

Notér jer venligst et helt indlæg (godt nok et ret kort et, men alligevel) uden skriven om mad. Skulderklap til mig.