fredag den 14. oktober 2011

Dude, don't leave me hangin' !!!

Hvornår var det lige at jeg mistede min coolness-faktor?? I stedet for at få hængebryster (det kan man ikke få, når man ikke har noget tyngdekraften kan trække nedad) er jeg åbenbart dømt til at blive mere og mere usej med alderen. Eller i hvert fald ikke sej nok til at folk gider sige hej tilbage, når jeg siger hej til dem. Jeg er opdraget til at sige hej, når jeg kommer hjem (det vil sige at jeg på bedste Fred Flintstone manér gjalder 'HEEEEJ', så snart jeg har den ene fod inden for dørtærsklen - bare for at lade folk vide at jeg er hjemme) eller hvis jeg er hjemme, når andre kommer hjem, så det har jeg selvfølgelig pakket i kufferten og udøver samme praksis i dette nye hjem (jeg har prøvet at skrive 'hjem' så mange gange som muligt i én sætning, og jeg synes selv at jeg har gjort et ret godt stykke arbejde). Det eneste problem er bare, at ingen responderer på min hilsen. Jeg har 4 gange på 2 dage råbt hej uden at få svar tilbage. Det er præcis det samme som hvis jeg havde sat min hånd op til high five og ingen havde klappet den. That ain't right! Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort forkert for at miste al min street credit på en gang. Og som om det ikke var nok, så kan jeg ikke bare sidde alene tilbage med skammen, for Louise har siddet lige ved siden af HVER gang. Åhh, verden er af lave...
På den anden side, så forsvandt det sidste respekt Louise havde for mig da jeg oanikkede for crazy tidligere i dag. Jeg startede dagen i super godt humør med et lille bad og en masse gåen frem og tilbage fra badeværelset til soveværelset (hvilket kræver at jeg spankulerer rundt i entréen). Louise vågnede en times tid efter mig og der har jeg nok stået/gået i entréen cirka 12 gange. Det første hun spotter er en giga kakerlak, der sidder og nyder brisen fra spækkerne i hoveddøren, lige uden for vores værelse. Det vil altså sige at den ved enhver given (eller i hvert fald 12 givne) lejlighed kunne have kastet sig over på mig og bare have siddet som en kælekakerlak på min skulder, og jeg ville først have opdaget det, når den kærtegnede min kind med sine følehorn.

Hvor fanden er dens fucking mund?

Jeg flygtede ind i stuen, så Louise måtte overtage. Vi debatterede meget længe (mens jeg konstant eyeballede kakarlakken for hårdt!) om vi skulle slå den ihjel, for ingen af os har rigtig lyst til at dræbe ting, men ingen af os havde lyst til at røre den, og den kunne på ingen måde lokkes uden for bare ved at åbne hoveddøren. Det endte mig at Louise sprayede den lige i face med en meget stor potion insektspray, hvilken bare fik den til at falde ned fra væggen, så hun sprayede den igen indtil den løb.


Selvfølgelig prøvede den at søge tilflugt på vores værelse (den havde heldigvis ikke kræfter til at løbe så langt, så den endte med at ligge i en meget lang dødsrallen lige under døren), men det ville jeg seriøst ikke have været tilfreds med. Der er mange årsager til at jeg ikke vil ligge i ske med en kakerlak, men jeg fremhæver lige to hovedpointer: 1) Jeg vil helst ikke have at kakerlakker skal røre mig, så jeg ville bruge al min energi på at ligge så langt fra den som muligt, og dermed vågne med hold i nakken pga. anstrengte sovestillinger. 2) Det eneste vi har at have over os er 1(!) dobbeltdyne, og jeg tror seriøst ikke den ville kunne dække os alle tre, hvis vi antager at Louise også skal sove i sengen. Så meget en deler er jeg bare ikke.
Det værste ved den her sag er, at det bare er den første af mange. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem tilværelsen, når man hele tiden skal se på de skod-dyr.

Uh, Louise, Pubbe og jeg har forresten været ude og spise på pub. Vi skulle have spist pie, men det endte med steak and mash til halv pris i stedet :)   

Meget lækker og billig med på en irsk pub (total internationalt!)
   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar