fredag den 7. oktober 2011

Tænk at jeg stadig lever

Siden mandag har jeg været igennem hele mit følelsesregister. Det er ikke en gang en overdrivelses, for jeg har haft den mest intense opgave uge, fordi alle vores underviser (seriøst, ALLE vores undervisere) mener at de store opgaver (som jeg jo selvfølgelig har i alle mine 4 fag) skal ligge i de to sidste uger af semestret. I don't get it. For mig betyder det, at jeg i denne uge skulle aflevere 2 store rapporter, mødes med min gruppe og lave et udkast til en endelig rapport, mødes med vejleder og diskutere udkast, sidde til 3 timers præsentationer (og være oponent på en af præsentationerne) og til eksamen. Fordi jeg er inde i en scientific rytme, så har jeg valgt at præsentere mit følelsesliv i form af en graf.


Fredag skulle jeg aflevere en rapport i mit ingeniørfag. Den dygtige læser vil her undre sig, fordi de vil huske at jeg er farmaceutstuderende og at jeg synes ingeniør er en overvurderet titel og jeg forstår ikke, hvordan man både kan blive ingenør i noget med bygninger eller i noget med kemi, og så tænke længe over, hvorfor jeg har valgt et ingeniørfag. Sandheden er... I suck. Jeg har tydeligvis ikke læst kursusbeskrivelsen ordentligt igennem eller også blev jeg tryllebundet af titlen Biotechnology and Bioengineering (at jeg ikke lugtede lunten, når der nu i titlen på faget indgår 'Bioengineering', det siger måske lidt om min skarphed). Who the hell knows? Nå, men jeg ser det som en lille, personlig sejr, når jeg nu fik afleveret min design assignment om biodiesel fremstillet af alger (har næsten slået min skulder af led med alle de skulderklap jeg har givet mig selv, da jeg overkom min frustration fredag morgen kl 3 (med deadline selvsamme fredag kl 17)). Uh, har for andet blogindlæg i træk formået at lave parentes i parentes. Kudos til mig.

For at dette indlæg ikke skal være for deprimerende, så kan jeg lige berette om min surfer weekend (der grundlagde fundamentet til min meget travle uge, fordi jeg ikke kunne lave skolearbejde hele weekenden).
Jeg har for første gang været ude på mit eget board, fordi jeg ikke har haft tid før. Det er mega svært at stå på, fordi det er kortere og lettere end, hvad jeg ellers har prøvet, men jeg er ikke bleg for en udfordring. Dog føler jeg ikke, at jeg har vundet boardets tillid endnu, for to gange smed det mig af, for derefter at følge drop og ramme mig i hovedet. Den ene gang prøvede det endda at drukne mig, ved først at sejle mig over med finnerne (ikke at det sejlede mig over med 3 mænd fra Finland, men i stedet med de plastiskror, der sidder på undersiden - bare så der ikke bliver skabt forvirring), og derefter lægge sig lige over mig og forsøge at holde mig under vand. Heldigvis vejer det ikke særlig meget, og der skal mere til at drukne mig. Det endte derfor med, at jeg kom op til overfladen som et creature of the sea (med mit surfboard på hovedet, for det nægtede at opgive kampen), og overmandede mit board, for så at padle ud til bølgerne, for at gøre det hele en gang til. Jeg er blevet god til at padle, for det gør man cirka hele tiden, men jeg skal lige arbejde lidt på min stå-skills.
Vi surfede ved et sted der hedder Seal Rocks, hvor der er helt fantastisk natur. Efter vi var færdige med at surfe den ene dag, stod vi på stranden og pakkede os. For at gøre dagen lidt bedre, var der en helt flok af delfiner, der sejlede forbi (dette øjeblik kunne jeg kun nyde, fordi jeg stod i sandet. jeg indrømmer blankt, at jeg ville være gået totalt i panik, hvis jeg havde padlet rundt i vandet og set 6 finner på samme tid (igen tales der ikke om folk fra Finland, selv om de sikkert også godt kunne være lidt skræmmede at støde på i vandet) lige ved siden af mig. Jeg så også en hval, eller i hvert fald noget af en hval, der pustede luft ud.
På vej hjem i bussen sad jeg ved siden af en kinesisk pige, der havde den største bums på sin næse. Jeg har virkelig aldrig set en så stor (og gul) bums før, så forestil jer min frustration, da hun blev ved med at tale til mig, og jeg skulle bruge alle mine mentale kræfter på ikke at stirre på hendes bums, men i stedet kigge hende i øjnene, når jeg svarede. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om, hvad hun fortalte, men jeg fik dog fat i, at asiater selv vælger deres engelske navn. Som i helt selv og de vælger bare, det de synes lyder flot. Hvad jeg så ikke forstår er, hvorfor opvaskeren på det bøfhus jeg arbejde på, havde valgt at kalde sig 'Candy'. Givet jeg nød godt af hendes navneskilt, når mit eget var væk, 'Kimmie' og 'Candy' er jo i bund og grund samme genre, men jeg har lissom ikke selv valgt mit navn. Og hvorfor er det kun asiater, der får et engelsk navn? Hvis jeg f.eks. havde heddet Rikke, ville jeg så også kunne vælge et engelsk navn, så jeg ikke hele tiden skulle rette folk (no, not Rika, REEEKKØØØ)? Og hvorfor må man ikke selv vælge sit kinesiske navn (for det får man åbenbart, når man logerer i Kina i en længere periode)? I just don't get it...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar