Mit unikke dyretække

Jeg har tidligere berettet om mine evner som dyrehvisker, men de virker åbenbart ikke kun på fluer men også på myg og kakerlakker. Jeg vil skyde på at jeg har omkring 12 myggestik på hvert ben, og de befinder sig ALLE under knæet (bortset fra dem jeg fik igår, hvilket er 3 på den ene baglår og 1 på det andet). Louise har selvfølgelig ingen myggestik, fordi hun er allergisk overfor korte bukser, så det er kun mig, der kradser mig som en hund med skab og jeg ligner nu en spedalsk, fordi jeg ikke stopper bare fordi der går hul på huden. Derfor er alle mine stik blevet til sår, der også klør, så det er bare en ond cirkel.
Jeg har erhvervet mig størstedelen af stikkene for lidt tid siden, da vi grillede med det indiske par vi bor sammen med. De har en mega stor tagterrase ved deres værelse, så der kunne vi sidde og få lidt lækker mad (kun kød - seriøst KUN kød). Jeg sad tættest på muren, så da Louise i et beroligende toneleje sagde 'Kimmie, ikke for at freake dig ud (jeg går altid i panik, når jeg hører de ord), men der sidder en lille bitte kakerlak på muren', frøs jeg til is og vendte mit hovede i slow motion. I samme øjeblik jeg fik øjenkontakt med kakerlakken på muren, var der en eller anden venlig sjæl, der sprayede den så hård i ansigtet, at den faldt ned fra muren og ned på gaden. I et lettelsens suk kiggede jeg mig omkring på terrasen og opdagede til min store fortrydelse, at der sad en kakarlak på hver side af min stol og 4 bag mig. Jeg ved ikke, om jeg var den af os, der mest ligenede en deler, og at de så havde omringet mig, fordi de troede at jeg ville fodre dem, eller om de bare kunne lugte min frygt, for de sad primært omkring min lille havestol. Det eneste jeg kunne gøre var, at løfte fødderne og skrige 'SPRAY, SPRAY', og derefter hvine som en 9 årig pige, mens Louise og Akhil (den indiske mand) løb rundt og dræbte kakerlakker. Det endte heldigvis med at jeg overlevede, men har fået grande paranoia.  
Ud over myg og kakerlakker så er jeg tydeligvis også vildt god til hunde. I går fandt jeg en hund foran vores gadedør. Den lå bare og hyggede sig, men den havde ikke rigtig nogen ejer med sig. I min verden er det underligt, så jeg ville prøve at kigge på dens halsbånd (uden at røre), for at se om der var et nummer jeg kunne ringe til. Det accepterede den også, men da jeg så begyndte at flytte mig lidt bagud for at rejse mig, så gøede den og bed ud efter mig. Jeg ved ikke, om det var dens måde at sige, at jeg skulle blive, fordi den var ensom eller om den bare ikke synes, at jeg flyttede mig hurtigt nok. Under alle omstændigheder råbte jeg 'slap dog af' til den, fordi jeg måske syntes det var at overreagerer en smule. Jeg skyndte mig at låse mig ind, og på vej op til lejligheden stødte jeg ind i et par håndværkertyper på trappen, og jeg spurgte om de vidste hvis hund der var parkeret foran døren. Den ene var meget glad og sagde at det var hans, og om den ikke var en rigtig god hund, der bare blev liggende. Jeg var lige ved at svare, at det var en lortehund og at den ikke en skid blev liggende, da jeg ville forsøge at komme den til undsætning, men jeg smilede bare og nikkede i stedet.

Louise og jeg har fået en chokolaejulekalender (med mælkechokolade - nitte!), fordi vi ikke kan finde et fucking kalenderlys (eller bare et stearinlys, der ikke dufter lækkert af jasmin og vanilje). De tæller åbenbart kun ned med chokolade og ikke med lys her. Nå, men mælkechokolade eller ej, så glæder jeg mig i hvert fald til at åbne den første låge i morgen :) Lover at lægge et billeder ind af kalenderen i morgen.

Rodede tanker

Jeg har tydeligvis et problem med at gå i seng. Jeg ved ikke om det er tanken om igen at skulle sove alene eller om det er fordi, der virkelig er så mange ting jeg liiige skal ordne inden, men jeg sidder altid oppe 3 timer længere end jeg burde. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg er über træt hele tiden, fordi jeg vågner, når Louise får fedtet sig hjem omkring kl 7.30. Det er ikke fordi hun vækker mig, men fordi ingen af os kan holde vores kæft, så jeg vågner altid for meget til bare at kunne lægge mig til at sove igen. It sucks. Hvorfor kan man ikke bare have et genialt soverhjerte som både Louise og Mummi (aka Christines sovenavn)?

Pubbe er trist i øjeblikket, fordi hendes chef ikke giver hende de timer han har lovet hende, og fordi en eller anden har stjålet hendes sødemiddel og gaffel fra hendes skab på hostellet. Det synes jeg godt nok også er grove løjer, så jeg inviterede hende på trøstemiddag. Jeg har lavet lasagne efter en Jamie Oliver opskrift selv om jeg af princip hader hans mad, men det her var fra en fattigmandskogebog, hvor han faktisk tillod at man brugte flåede tomater fra DÅSE! Det er aldrig set før i en af hans opskrifter, så det måtter jeg jo prøve. Vil faktisk mene at det var en succes, så den bliver hermed tilføjet min opskriftsbog. Jeg har også lovet Pubbe, at jeg ville lave hende bearnaisesovs, hvis jeg nogensinde fandt en opskrift uden bearnaiseessens. Igen tak til Spise med Price :) Der skal ikke så meget til at gøre Pubbe glad, så jeg har også lovet at lave jordbærtærte. Jeg ved ikke, hvor godt den kommer til at smage, for de australske jordbær når på ingen måde de danske. Sætter lige lidt billeder ind fra sidste gang The Pub var til middag.

Der er altid ekstra glæde, når vi skal spise.

Mindre succesfuldt drys til gammeldags æblekage. Synes måske lidt mere at det ligner en kyllette fra Netto end karameliseret rasp. Kom igen, Kimmie.

Selvom drysset ikke var så flot og det smagte lidt brændt, så skulle det selvfølgelig stadig på, for at give en autentisk smag.

Forresten er der en ting jeg er blevet opmærksom på under mit børnepasnings-gig. Jeg har åbenbart et navn man let glemmer, og når det først er glemt, så kan man på ingen måde resonere sig frem til det. Den yngste af drengene kunne på ingen måde få det ind i sin hjernekasse med navne, så han kaldte mig de mest syrede ting. Tina, Bettina, Isabella og Klara er alle navne jeg er blevet kaldt. Jeg tror bare han valgte det første navn på listen, for jeg truede ham med at tage hans pandekager fra ham, hvis han ikke kunne huske mit navn, så jeg tror ikke han gjorde det for at provokere. Uden at overdrive tror jeg at jeg har sagt mit navn 100 gange til ham, når jeg kunne høre ham spørge sin storebror 'Hvad er det nu hende hedder?' (fordi han kun brugte hende og aldrig hun). Jeg forstår godt at man kan have svært ved at huske navne. Hver gang jeg skal give hånd og præsenterer mig for nye mennesker, så hører jeg næsten aldrig, hvad de hedder, fordi jeg er så fokuseret på at skulle sige mit eget navn og ikke bare gentage deres. Det ville vare okay, hvis man hilste på en pige, for så kunne man godt have det samme navn, men jeg tror bare ikke, at jeg ville kunne gå for en 'Bjarne'... Og dog, måske med kort hår...  

Og så lige en dejlig nyhed. Louises kusine Mette har født en meget fin lille dreng, så jeg heppede på det rigtige. Nu skal vi bare have sendt billeder herned (hint hint).

Ja, jeg har dårlig smag

I fredags var Louise og jeg i biografen og se Breaking Dawn. Jeg tilstår gerne at jeg har set alle Twillight-filmene, også selv om de er EKSTREMT dårlige, så jeg havde ingen forventninger til den her film. Jeg ser dem af samme grund, som jeg læste Da Vinci mysteriet (som jeg synes er en elendig bog, fordi jeg gennemskuede den alt for hurtigt), og det er kun for at kunne tale med, når andre folk taler om dem. Betyder det at jeg ligger under for indirekte gruppepres? Under alle omstændigheder synes jeg, til min store overraskelse, at de var sluppet ret godt fra det. Der var dog en enkelt scene med nogle ulve, hvor jeg følte at jeg sad og så en dårlig synkroniseret film, men det kan jeg sagtens se bort fra. Nu er der helt sikkert folk der dømmer mig, men det er jeg lidt ligeglad med. Ja, jeg har dårlig filmsmag, eller også kan jeg bare rigtig godt lide at gå i biografen. Louise var meget let at overtale, for hun er af en eller anden grund i gang med et Kristen Steward trip, så hun sad bare og smilede saligt ved siden af mig gennem hele filmen.

I dag har det været virkelig fugtigt, fordi al den regn der er faldet de sidste 5 dage skal tilbage til skyerne. Det startede ellers med at være overskyet, og det var først da jeg kom ud fra supermarkedet og skulle gå 1,5 km, at solen kom rigtigt frem. Jeg var derfor ikke synderligt imponeret over mit tøjvalg, for jeg havde både lange bukser og en cardigan på. Jeg kunne selvfølgelig bare have taget min trøje af, men jeg havde kun en tank top på inden under, og jeg havde selvfølgelig glemt at fjerne hår under armene. Det kan godt være at det er lidt over share, men det er bare for at forklare, at jeg ikke rigtig havde noget valg. Jeg kunne enten se svedig ud med min cardigan på eller se naturlig ud uden. Jeg ved ikke med jer, men naturlig er bare ikke et look jeg digger. Så er det sagt.

Uh, Louise og jeg venter forresten i spænding på at hendes søde kusine Mette skal føde. 

Om hjem- og juleve

Det er de mest syrede ting, der giver mig hjemve. Jeg savner som sådan ikke personerne (no offence), men mere landet. Det er virkelig underligt, men efter at have boet hernede i noget tid, har jeg lært at sætte utrolig meget pris på Danmark. For et par uger siden sad jeg og facebook stalkede en eller anden sagesløs person (Good God, hvor jeg elsker facebook og folk der skriver alskens lort i deres statusopdateringer), og jeg landede på et billede af Magasin med lys på. Det var lige før jeg fik tårer i øjnene af savn. Jeg magter ikke min absolutte mangel på julestemning, fordi her er varmt (okay det har godt nok været mega koldt i den sidste uges tid, men i morgen bliver det 28 grader) og her er ingen julepynt. Og jeg kan stadig ikke finde andet end deres lorte kalkuner. Jeg vil ha' min and og ikke jeres tørre skodfugl! Louise og jeg tog til et område der hedder The Rocks, for det er det eneste sted jeg har set bare antydningen af jul. Jeg smider lige et par billeder ind, så I kan forstå hvad jeg snakker om.

Gran er åbenbart ikke noget man gør det i her, så juletræet er i stedet i naturlig, hvid plastik.

Flotte julekranse.

Julepyntet Copenhagen. Det er næsten som at være på strøget.

Hvis en eller anden kommer forbi Strøget med deres kamera og helt tilfældigt tager et stemningsbillede af julepynten, så må det meget gerne blive sendt min vej. Altså via internettet eftersom det australske postvæsen er i en liga for sig. Vores nye crib ligger i en form for lejlighedskompleks og alle postkasser er samlet foran gadedøren. Dog har postmanden givet fortabt (evt. fordi han er talblind og ikke ved, hvilke breve der skal i hvilke postkasser), så han lægger bare alle brevene ovenpå postkasserne, og så kan man selv vælge hvilke man vil have. Vi bor, som nævnt, i et mindre luksuriøst område, så jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville få min post, hvis det så ud til at være værdifuldt. Jeg skal nok prøve at tale med Schmetterlingspubbe (det navn vandt afstemningen), og høre om jeg må låne hende og kameraet, så jeg kan tage lidt billeder af mit nye hood. Bare for jeres indre billedes skyld.
Hvor kom jeg fra? Nårh ja, det var det med hjemve og jul. Jeg elsker primært julen, fordi jeg har fødselsdag og jeg kan godt lide at være i centrum. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg skal klare min fødselsdag i år. Louise skal arbejde dagen før, så hun kommer til at sove det meste af dagen og hvordan skal jeg så blive fejret? Det ender med at Pubbe skal sidde og synge fødselsdagssang på tegnsprog (er det så bedst at vælge den med instrumenterne???), mens jeg pakker det pølseaskebæger af ler, hun selv har lavet ud (fordi hun ikke har råd til en præfabrikeret gave, og fordi hun ikke fik memoet om, at jeg ønsker mig et par for korte, hjemmelavede velourbukser i neongrøn, fordi jeg så en dame have et par på for et par dage siden), og jeg begejstret mimer 'neeeeiiiii'.
Måske hjælper det, hvis jeg køber en julekalender... Eller måske laver bloggen til en julekalender, som Louise har foreslået...

Er jeg babysitter-material?

Tidligere på ugen bad jeg om gode forslag til aktiviteter, når jeg nu har kastet mig ud i en karriere som babysitter, selv om jeg har minus børnetække. Der var åbenbart ingen der havde lyst til at dele ud af egne erfaringer, så jeg måtte selv være kreativ. Det sørgelige er at jeg heller ikke er specielt kreativ, så jeg kom kun op med uno-spilning, te-drikning og pandekage-lavning. Jeg følte at jeg bidrog til deres almene dannelse, ved at lære dem at vende pandekager i luften. Det var ikke fordi jeg ville have dem til at hjælpe mig med at lave pandekager, men på en eller anden måde endte det med at jeg stod med skråt til højre for panden (jeg foretrækker ellers at stå ligefor) med den ene hånd på panden. Jeg stod skråt for, fordi jeg blev presset til siden af den ene af drengene, der stod limet op ad min venstre side. Min frie hånd brugte jeg til at fjerne hans arm hvert 10. sekund, når han rakte ud efter panden. På min anden side blev jeg flankeret af den store af drengene og hunden (verdens mest påtrængende gravhund, der af uforklarlige årsager har kastet al sin kærlighed på mig) havde sat sig på mine fødder. Vi stod altså alle 4 på noget i nærheden af 1/4 kvadratmeter og vendte pandekager på skift. Det er altså ikke de bedste arbejdsvilkår, men pandekagerne blev rigtig flotte og det er vel hovedsagen.

Jeg glæder mig virkelig meget til i morgen, når jeg kan vende tilbage til tilværelsen i Redfern. Det er en smule mere action packed end det her område, hvor der kun bor forholdsvis velhavende folk og alle bilerne er produceret i Tyskland.

Om skrig man ikke kan få ud af hovedet

What? Første specialedag og jeg har allerede været vidnet til 6 marsvinemord. Der er lagt i selen til en seriøs omgang. Heldigvis skulle jeg kun observere, men jeg føler et vist pres for at gøre et rigtig godt stykke arbejde, så mine marsvin ikke dør forgæves. Panik...
Jeg stod og hang lidt i laboratoriet, fordi jeg bare skulle kigge på, og der var herre stille. Jeg kan ikke overskue en så anspændt stilhed. Tre mennesker i et lille lokale og ingen siger noget. Jeg for næsten koldsved ved tanken. Det er lidt lissom igår, da jeg arbejde ved det event jeg tidligere har fortalt om. Det viste sig at jeg havde herre meget ret, og der kom royalt besøg. Jeg var blevet placeret i lobbyen, for at vise folk vej til indgangen, da det pludselig vrimlede med pressefolk og nysgerrige mennesker. Pludselig kom kronprinseparret gående ind (uden deres gigantiske børneflok, men dog stadig med et ret imponerende entourage) og der blev helt stille, og folk stod og tog billeder (jeg havde selvfølgelig lagt min mobiltelefon fra mig, fordi jeg er en god medarbejder, så jeg fik ikke andet end et mentalt billede). Jeg fik spontant lyst til at starte en klapsalve, fordi der var så stille og der lå et tykt lag af forventning i luften. Jeg er bare ikke skabt til den slags, så jeg prøvede at fritte den anden specialestuderende for oplysninger om, hvordan det normalt var i laboratoriet. Til min store ærgelse sagde hun, at der altid var ret stille, så nu skal jeg sørge for at tale af inden jeg møder, så jeg ikke bliver hende der taler/forstyrrer helt vildt (det er ellers mit lod i livet. I 3. klasse formåede jeg at blive smidt uden for døren i en frokostpause, fordi jeg talte for meget. Det synes jeg alligevel er noget af en bedrift).
Nå, men efter frokost gik jeg med verdens mest stille bangladeshiske (hvad fanden kalder man folk fra Bangladesh???) mand ned for at hente marsvin. Fjollede mig troede selvfølgelig at de var blevet aflivet, men det var åbenbart bare en røver. Da vi kom ned til dyrestalden, tog han en sort skraldesæk, vendte hovedet væk, rakte posen cirka i min retning og lavede et lille vip med hånden. Øjensynligt er det det internationale tegn for 'gider du ikke lige tage den her pose?'. Mit hjerte sprang 4 slag over, da vi slog døren op og trådte hen til et bur med 6 LEVENDE marsvin. Fine, hvide, søde, bløde kælemarsvin. Vi fik sat dem ned i en kasse og tog dem med op i et mørkt rum, for at stresse dem så lidt som muligt. Jeg spurgte min specialevejleder, hvordan de aflivede dem og hun svarede 'break thier neck to keep the brain stem alive'. Det var lige før jeg skreg. Jeg beherskede mig dog og nikkede bare mit 'Gud, hvor interessant'-nik og sagde 'Oh'. Uden at give for mange detaljer vil jeg lige nævne, at det går meget stærk, men de skriger alligevel, så jeg ved godt, hvad jeg kommer til at drømme af gode ting i nat.

Det bliver en lang uge

I dag har jeg været i zoologisk have med de to drenge jeg passer. Jeg har aldrig været sammen med børn, der har så meget at sige! Omg, hvis det ikke var den ene, så var det den anden, der knævrede i mit øre. Dem der siger, at kvinder taler meget har tydeligvis ikke været i selskab med de herrer. Jeg er helt flad nu, for når de ikke taler, så vil de gerne spille handball (og tale samtidig), så jeg har fyret rundt efter en lille bold, og har selvfølgelig fået herre klask, fordi jeg er mega dårlig i forhold til dem. Jeg tror jeg bruger hele onsdag formiddag på at øve mig (fordi jeg ikke har tid før. Ellers var jeg gået i intensiv træningslejr), så jeg kan kræve revence og vinde!

Og nu er jeg jo på ingen måde børnevenlig og har ikke rigtig passet så meget før. Hvad laver man med drenge på 9 og 12 år? Seriøst, help me!!!